Smartphones får middage til at vare dobbelt så længe

af

A

f Leif Bomberg

Den udbredte brug af selfies er ikke lige populær på alle restauranter. Den forsinker nemlig folks bestilling og spisning, mens andre må stå meget længere tid i kø, før de kan få bord.

smartphones på restaurant

Kan nogle af jer huske, hvordan livet foregik, før smartphones ankom? Levede vi og opførte vi os anderledes inden da?

Én ting har i hvert fald ændret sig. Vi bruger meget længere tid på at spise en middag på en restaurant.

Det viser en skæg undersøgelse, som en restaurant i New York har foretaget.

Den modtog et stigende antal klager fra stamkunder, der var trætte af at skulle vente så længe, før de kunne få bord.

Restaurantens ejer havde ikke nogen umiddelbar forklaring på fænomenet og besluttede derfor at undersøge det nærmere. Bl.a. sammenlignede han gamle video-optagelser fra 2004 fra restaurantens overvågnings-kameraer med helt nye fra 2014.

Var det måske personalet, der var langsommere end i gamle dage, eller bar en ændret bordplacering måske skylden?

Resultatet viste sig imidlertid at være noget helt andet: Gæsternes konstante brug af smartphones.

For 10 år siden kiggede gæsterne på menukortet i gennemsnitligt otte minutter, før de bestilte. Hele forløbet, fra de bestilte maden, spiste den og betalte regningen, tog 65 minutter.

I 2014 bruger gæsterne først en masse tid på at fotografere hinanden på restauranten, tage billeder af menukort og tjekke anmelder-sider online. Desuden skal tjenerne næsten hver gang besvare spørgsmål om kodeord til restaurantens trådløse netværk. Først derefter afgives bestillingen.

Når maden så kommer, gentager operationen sig: Frem med smartphonen. Tag billeder af hinanden og af hinandens tallerkener.

Alt i alt tager en middag i dag en time og 55 minutter. Det er næsten dobbelt så længe som for 10 år siden. Ikke underligt, at ventetiden på at få bord også bliver  lang.

Kan I genkende noget af jer selv i denne historie fra det virkelige liv? Hører I også til dem, der tager selfies overalt og skal rapportere ”live” på Facebook, når I er på restaurant?

 

3 Svar
  • Jacob Rasmussen
    august 8, 2014

    Den her historie har cirkuleret vidt og bredt. Der er dog væsentlige mangler i den, som kalder på en vis skepsis.
    F.eks. at originalkilden, som alle peger tilbage på, er en anonym post på Craigslist, og at hverken restauranten eller konsulentfirmaet er nævnt ved navn.
    Altså en anonym historie med anonyme aktører og fakta, som er umulige at checke.
    Så må man ty til det næstbedste – egne observationer – med de svagheder, det nu indebærer, f.eks. forskelle i kultur og adfærd mellem Danmark og New York.
    Jeg vil derfor bede alle om at sammenligne observationerne i artiklen med, hvad de selv oplever på restauranter, og jeg tilspørger da:
    – Er det normal adfærd at næsten alle beder tjeneren om password til restaurantens trådløse netværk – i 3G/4G-verden?
    – Ser I mange sidde og fotografere menukortet?
    – Beder 60% af gæsterne tjenerne om at tage et gruppefoto med dem? (tallet er fra den oprindelige artikel)
    – Hvis vi antager, at gæsterne er nogenlunde normalt begavede – og i øvrigt har lyst til mad, når de går ind på en restaurant – ville de fleste så ikke have gjort den erfaring, at ventetid indtræffer helt af sig selv, når man HAR bestilt maden og derfor vente med at surfe på nettet og fotografere hinanden, til denne ventetid helt naturligt indtræder?
    – Og apropos ventetid: Hvilken type restauranter – ud over fastfood – kan på en travl dag have maden stående på bordet 6 minutter efter at selskabet har bestilt (ligeledes taget fra den oprindelige kilde).

    Den oprindelige post minder mest af alt om sådan en sædernes-forfald-verden-er-af-lave-de-unge-er-uhøflige-og-hvad-er-det-dog-for-noget-musik-de-hører-artikel, man ind i mellem læser i søndagsaviserne.

    Posten på Craigslist kan findes her: http://newyork.craigslist.org/mnh/rnr/4562386373.html

    • leif bomberg
      august 8, 2014

      Kære Jacob

      Vi har selvfølgelig taget historien med som et kuriosum – men også fordi der er adskillige gram sandhed i den.

      Hvis du følger Facebook, vil du se rigtigt mange, der tager fotos af deres mad, menukort, restaurantens omgivelser, hinanden med vinglasset hævet osv.

      Så ja – fænomenet eksisterer skam også i Danmark. Måske ikke så udpræget som beskrevet i artiklen med amerikansk baggrund, men alligevel.

      Og at kunder som det første spørger, om restauranten (eller cafeen) har WiFi, og hvad passwordet er, er også helt almindeligt på vores breddegrader. Faktisk findes der mange eksempler på, at folk vælger en stedet fra, hvis det ikke har gratis trådløst internet.

      Som en lille krølle på halen kan jeg måske også lige nævne, at en kæde af engelske restauranter ligefrem opfordrer sine kunder til at tage selfies og billeder af deres mad. Hvis de uploader billederne til restaurantens server, kan de være heldige at få deres måltid gratis.

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *