Trend: Spilbranchen er igang med at skrumpe efter nonstop fyringsrunder

3 Min læsning

Spilbranchen er igang med at trække sig gevaldigt sammen, efter at pandemien resulterede i rekordomsætning for mange virksomheder. Nu er festen slut, og fyringsrunderne er begyndt.

2023 vil for mange blive husket som et år med det ene fremragende spil efter det andet. Der var alt fra det exceptionelle ‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’ til altoverskyggende kæmpe succeser som ‘Baldurs Gate 3’ og ‘Diablo 4’.

Men i skyggen af det, som mange har kaldt for “et af de bedste år nogensinde for spil”, så findes der også en langt mere trist historie.

For gennem hele 2023 har der været rekord mange fyringer og lukninger af spilstudier. Det skyldes alt sammen, at under pandemien toppede brugen af computerspil, da vi alle var fanget i vores hjem. Mange spilfirmaer oplevede rekord omsætninger, og valgte at ansætte så mange mennesker de kunne få fat i for, at følge med det konstant stigende behov for mere underholdning.

Nu er det slut med nedlukninger, og selvom spil er mere populære end nogensinde før, er mange virksomheder begyndt at indse, at der ikke er lige så mange penge til rådighed som tilbage i 2020.

Konsekvensen er fyringsrunder så langt øjet rækker.

Mere end 10.000 fyret i 2023, og flere spilstudier lukket

Det startede i januar 2023, hvor Unity Technologies (leverandør af en spilmotor, som bruges af rigtig mange spil – særligt til smartphones) måtte afskedige 300 medarbejdere. Måneden efter fyrede Unity igen 500 medarbejdere.

Unitys fyringsrunde i januar 2023 varslede starten på et katastrofalt år for spilbranchen. Der var fyringsrunder hos store og små spilfirmaer. Blandt de mest nævneværdige var Electronic Arts (FIFA, Apex Legends, The Sims og meget mere) der alene i 2023 fyrede knap 1.200 medarbejdere.

Ligeledes måtte Epic Games (Fortnite) fyre 1.900 ansatte, og frasolgte flere virksomheder de havde købt i 2022. Blandt andet musiktjenesten Bandcamp. 

Fyrede medarebjdere i spilbranchen gennem 2023 (kilde: videogamelayoffs.com)

Det legendariske spilstudie Bungie måtte i november fyrede 8% af deres ansatte og i august 2023 blev spilstudiet Volution Studios (kendt for spil som Saints Row og Red Faction) lukket efter 30 år, og næsten 200 mennesker mistede deres arbejde.

Alene i 2023 blev mere end 10.000 mennesker fyret fra deres jobs i spilbranchen. Mange af dem uden jobs oplever nu, at der ikke er plads til dem ved andre spilstudier grundet manglende økonomi, og er derfor tvunget til helt at forlade industrien.

2024 ser ikke bedre ud for spilbranchen og fremtiden ser dyster ud

Det ser desværre ikke ud til, at 2024 bliver et bedre år at arbejde i spilbranchen. Allerede i løbet af de første to måneder har Microsoft fyret 1.900 medarbejdere i deres spilafdeling (kun ganske få måneder efter, at de brugte 477 milliarder kroner på, at opkøbe spiludgiveren Activision Blizzard King – dem bag Call of Duty og Candy Crush). 

Microsoft købte i slutningen af 2023 spiludgiveren ‘Activision Blizzard King’ for 477 milliarder kroner. Få måneder senere afskediger de 1.900 medarbejdere, primært fra spilstudier de har fået i opkøbet af ‘Activision Blizzard King’

Unity Technologies, der allerede fyrede 800 medarbejdere i 2023, har i januar igen haft en fyringsrunde og afskediget 1.800 medarbejdere.

Amazon har fyret 500 ansatte ved spilstreamingtjenesten Twitch, og Riot Games (kendt for League of Legends) har fyret 530 ansatte i starten af 2024.

Udover at rigtig mange mennesker er igang med at miste deres jobs, så er dette kun starten på sammentrækningen i spilbranchen. 

Branchemediet ‘GameIndustry.biz’ har i en dialog med en anonym CEO fra en større spilvirksomhed, fået beskrevet at de næste to år kommer til at være årene hvor der ikke længere vil være fyringsrunder, men i stedet nedlukninger af spilstudier.

For dig som spiller de mange spil, så vil nedlukninger og fyringsrunder betyde, at vi potentielt kigger ind i en fremtid med markant færre spil på markedet. Mange af disse store spiludgivere vil være nervøse for, at tage chancer og kun de største og mest sikre succeser, vil få allokeret de mange hundrede millioner, det koster at udvikle et moderne spil til PlayStation 5 og Xbox-konsollerne.

Hvis du vil se en komplet liste over alle, der har mistet deres job i 2023 og i 2024 kan du gøre det på videogamelayoffs.com

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

19 − twelve =

No Comments Yet.