DIGITAL KULTURHISTORIE – SØG OG DU SKAL FINDE

3 Min læsning

Af Anne Mette Beck

Søgemaskiner er et uundværligt værktøj, når der skal opklares stridsspørgsmål, sammenlignes priser på nye gadgets. Vi guider gennem søgemaskinens historie.

Jeg tør godt vove at påstå, at de fleste af os tyr til Google, så snart en eller anden random fact skal opklares.  ”At google” blev for nogle år siden anerkendt som et rigtigt ord og viser søgegigantens position på markedet for søgemaskiner. For de fleste er Google altid kilden til et hurtig opslag, men der findes uendeligt mange andre søgemaskiner.

Archie anses som den første søgemaskine og tittede frem i 1990, hvor den gav internetbrugere mulighed for at søge mellem en masse filer, der lå rundt omkring på diverse servere. Navnet stod for archive, altså arkiv, bare uden v’et. Dette var startskudet til mange flere af samme slags tjenester, blandt andre Veronica (en forkortelse for om muligt verdens længste titel – Very Easy Rodent-Orientated Net-wide Index to Computer Archives) og Jughead, men ingen af disse gav endnu mulighed for at søge efter information på internettet som vi kender det i dag.

Den første søgemaskine man kan påstå minder om nutidens var ALIWEB – “Archie Like Indexing for the WEB” fra starten af 90’erne. Nu var det muligt for webmasters at indsende beskrivelser af deres hjemmesider med dertilhørende nøgleord, der kunne lede søgere mod hjemmesiden. Det var der dog ikke særlig mange hjemmesideejere, der gjorde og derfor blev det aldrig rigtig et hit.

JumpStation er den næste søgemaskine på listen i denne gennemgang. Denne side brugte en såkaldt web robot eller web crawler, der så at sige gennemtrævler nettet efter hjemmesider, der så efterfølgende bliver indekseret og kan søges på. Dette førte videre til søgemaskinen med navnet WebCrawler fra 1994, der lod brugerne søge efter et hvilket som helst ord på hvilken som helst hjemmeside, som vi også kender det i dag. Noget andet som flere måske også stadig kender i dag er Lycos, der kom frem samme år og stadig lever.

Straks efter fulgte flere mere eller mindre kendte navne, såsom Excite (der stadig ligner noget fra 1996), AltaVista og Yahoo!. Sammen med Magellan og Infoseek fik de fem søgemaskiner for den beskedne sum af $5 millioner om året lov til at blive integreret som søgemaskine i internetbrowseren Netscape. Magellan og Infoseek afgik begge dog ved internetdøden i 2001, mens de resterende lever i mere eller mindre bedre velgående.

I 1998 skabte to studerende Google og gav brugerne søgeresultater alt efter hvor mange andre sider der linkede til netop den side. Siden har de braget fremad og havde i maj 2011 næsten 83% af markedsandelen, med Yahoo! som nummer to på listen, med blot 6,42%.

I dag findes der rigtig, rigtig, rigtig, rigtig (jeg kunne blive ved, men kig hellere på listen her) mange søgemaskiner, der beskæftiger sig med forskellige emner – jobsøgning, opskrifter, søgning på blogs eller efter videoer eller prissammenligninger.

Senest har også Microsoft sat Bing i søen, men hvilken søgemaskine er din favorit og tror du nogensinde, at Google bliver væltet af pinden?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

five × one =

No Comments Yet.