Facebook køber Oculus Rift

2 Min læsning

af Christina Majcher

Verdens største sociale medie rykker ind i virtual reality: Facebook køber Oculus, firmaet bag VR-headsettet Oculus Rift.

To milliarder dollars. Det var prisen, da det i går aftes blev offentliggjort, at Facebook nu køber Oculus VR, firmaet bag virtual reality-brillerne Oculus Rift.

Som det altid er tilfældet, når giganten Facebook rører på sig, har opkøbet skabt en del røre og debat. Ikke mindst på grund af udtalelser som den fra Markus “Notch” Persson, skaberen af det ultrapopulære spil Minecraft, der slår fast, at med dét opkøb som en realitet, vil der ikke længere blive lavet en Oculus Rift-version af Minecraft.

“Jeg vil ikke arbejde med de sociale medier, jeg vil arbejde med spil. Jeg vil helt sikkert gerne være en del af VR (virtual reality, red.), men jeg vil ikke arbejde med Facebook”, skriver Persson.

“Jeg vil gerne sige tillykke til både Facebook og ejerne af Oculus. Men vores veje skilles her”, fortsætter han.

Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg skriver selv, at Oculus fortsat vil arbejde selvstændigt som firma. Ideen med opkøbet er, at Facebook vil hjælpe Oculus med at udvikle nye samarbejder og partnerskaber, når det kommer til udviklingen af indhold til virtual reality-brillerne. Her tænkes der især på udvikling af ting indenfor kommunikation og undervisning. Virtual reality-teknologien har nemlig muligheden for at blive den næste store sociale kommunikationsplatform, lyder det fra Facebook.

Oculus’ produktdirektør Nate Mitchell var inde på noget af det samme, da han talte om mulighederne for Oculus Rift og virtual reality som sådan til Game Developers’ Conference i San Francisco i den netop forgangne uge.

“Oculus Rift har potentialet til at blive det ultimative kommunikationsværktøj”, sagde han med vanlig begejstring til det propfyldte lokale.
“Lige nu kradser vi stadig kun i overfladen, men virtual reality er i gang med at forandre verden”.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

twelve + 5 =

No Comments Yet.