5 TING DU SKAL VIDE NÅR DU ESHOPPER UDENFOR DANMARK

3 Min læsning

Af Cecilie Henriksen

Er du en rutineret internetshopper eller er du en af dem der har fået brændt nallerne ved at handle på et udenlandsk site fordi du ikke lige fik læst det med småt eller bare antog, at der gjalt de samme regler i udlandet som i Danmark? Her er 5 gode råd så du får det sorte bælte i sikker internetshopping.

I langt, langt de fleste tilfælde går handel på internationale sites fuldstændig smertefrit, men det kan godt betale sig at tænke sig om og benytte sig af nogle af de råd. Vi har taget udgangspunkt i e-mærkets tips.

”Dansk forbrugerlovgivning er blandt de mest skrappe, hvorfor danskerne er nogle af de bedst sikrede ved køb på nettet. Det betyder ikke, at man skal afholde sig fra at handle på en udenlandsk netbutik, men blot at man skal være opmærksom på, at reglerne ikke nødvendigvis er dem man kender fra Danmark” fortæller Caroline Appleyard, chefjurist hos e-mærket.

 

1. Er told og moms medregnet?

Køber du f.eks. elektronik på udenlandske netbutikker, er der ofte tale om produkter i lidt højere priskategorier, og så bliver told og moms pludselig en faktor. Er varen købt i en netbutik uden for Europa, skal der betales told hvis købet er over 1.150 kroner og moms hvis beløbet overstiger 80. På SKAT.dk kan du finde de forskellige toldsatser; f.eks. kan du, ved køb af digitale videokameraer, risikere at skulle betale op til 12,5 % oven i den oplyste pris.

2. Er fortrydelsesretten og reklamationsfristen kortere?

Jo længere tid du som forbruger har til at fortryde eller reklamere des bedre. Inden for EU er der forskel fra land til land, men man har dog altid minimum 7 dages fortrydelsesret. Kigger man udenfor Europa, bliver forskellene endnu større, og derfor anbefaler e-mærket at man vælger de netbutikker, der som minimum lever op til EU’s krav. Det er i øvrigt værd at bemærke, at fristen for fortrydelse først starter, når man har modtaget varen.

3. Hvad koster det at sende varen retur?

I Danmark er det netbutikken, der betaler regningen ved reklamation. Sådan hænger tingene ikke nødvendigvis sammen i udenlandske netbutikker, og så kan det hurtigt blive en dyr affære at sende et par store højtalere retur. Vær derfor altid på vagt, hvis netbutikken ikke informerer om dine muligheder ved fortrydelse eller reklamation.

4. Er netbutikken del af en mærkningsordning?

I Danmark har vi e-mærket, iSverige Trygg E-Handel og i Østrig er det Euro Label mærket man skal kigge efter. Du finder en samlet liste over alle de europæiske mærkningsordninger her. Desuden kan du tjekke, hvad der står om virksomheden på Trustpilot.dk, der er et site, hvor man kan anmelde andre sites.

5. Kan jeg betale med kort (Dankort, VISA, Eurocard mv.)? 

Når du betaler med kort kan du gøre brug af indsigelsesordningen. Den sikrer dig, at du kan få det fulde beløb tilbage (inkl. fragt og gebyrer), hvis du fortryder et køb eller ikke modtager varen.

Hvad gør du så, hvis det alligevel er gået galt med din udenlandske online shopping? ”Man skal selvfølgelig altid starte med at kontakte den pågældende netbutik eller den mærkningsordning denne måtte være tilknyttet. Er det ingen succes, så er det ved køb i et EU-land samt i Norge og Island Forbruger Europa man skal have fat i, mens det ved nethandel uden for EU er econsumer.gov der er den rette instans at kontakte,” siger Caroline Appleyard fra e-Mærket.

Hvad er dine oplevelser med online shopping? Er det altid gået glat eller har du haft nogle uheldige oplevelser? Har du andre tips til, hvad man skal være opmærksom på, når man shopper på internettet?

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × one =

1 Comment
  • Jonna Rønnest
    juni 29, 2012

    Jeg mener at den moms og/eller skat man betaler, ved handel uden for EU, bliver beregnet af den samlede pris, inklusiv porto og eventuelle gebyrer og altså ikke kun af varens pris.