FARVEL TIL TRÆPANELER OG LÆDER PÅ IPHONE? SKEUOMORPHISME FOR BEGYNDERE

Af Christiane Vejlø

Brunt læder med fine syninger. En bogreol i træ. En kalender med spiralryg, en gul notesbog med håndskrift, et casinobord med grøn filt og et ur med visere som tikker sig gennem tiden. Nej det er ikke beskrivelsen af et hyggeligt, gammelt kontor. Det er den virkelighed, du møder på din smartphone skærm- nærmere bestemt på en iPhone. Men måske ikke i fremtiden?

Apple har længe haft en meget analog designlinje i deres user interface (den del af softwaren som møder os på skærmen). Digitale tjenester pakkes ind i et formsprog, vi kender fra den analoge verden. Denne disciplin har faktisk sit eget navn- og det er skeuomorphisme. Den uddybede (wikipedia) definition på det ellers korte græske ord (beholder-form) er “an element of design or structure that serves little or no purpose in the artifact fashioned from the new material but was essential to the object made from the original material”.

Skeuomorphisme giver altså ikke rigtig funktionel mening. Men alligevel. Er det ikke meget logisk, at bruge et formsprog folk allerede er fortrolige med, når de skal introduceres til nye produktkategorier som f.eks. iPhones og iPads? Apple, der jo er kendt for at vægte brugervenlighed højt, har grangiveligt set det som en fordel, at brugeren kunne reagere med et “Ahh det genkender jeg, og det ved jeg da godt hvordan man bruger” istedet for “åh nej noget nyt jeg skal sætte mig ind i”. Er det ikke også meget sjovt første gang man viser sine venner, at ens nye telefon faktisk har bøger, man kan bladre i?

Men tiderne ændrer sig, og nu kan man jo så spørge, om det efterhånden er nødvendigt at bruge kringlede procedurer fra offline livet i vores håndholdte devices, når vi jo har at gøre med komplekse computersystemer, hvor de digitale tjenester faktisk efterhånden kan have den fordel, at de slår brugervenligheden i den analogeverden? “Visuel onani” kalder en unavngiven tidligere Apple medarbejder det skeuomorfiske design, som han mener er et udtryk for designere, der gerne vil prale med hvor præcist, de kan gengive virkeligheden. 

Hos Apple ser det ud til at den skeuomorphiske tid altså ud til at være ved at ebbe ud. Scott Forstal som stod bag for den taktile linje på user interface’t blev fyret sidste år, og ansvaret for user interface (eller human interface som Apple klogt nok kalder det)  ligger nu hos Apple’s store chefdesigner Jonathan Ive, hvis fingeraftryk vi allerede kender i hardware designet. Det er ingen hemmelighed, at Jony Ive aldrig har brudt sig om det skeuomorphiske design. Det kan godt være, at det er sjovt, pudsigt og genkendeligt. Men det forlyder, at Ives synes det analoge design er kikset og bare dårlig smag. Han står for en helt anden minimalistisk linje, og er kendt for at lægge mere vægt på rene linjer, funktionalitet og brugervenlighed end på sjove indfald og skæve detaljer.

Selvom Steve Jobs måske selv havde et svagt punkt for træ og læder looket (lædersygningerne i Apple kalenderen siges at være inspireret af sæderne i hans privatfly), så tyder meget på at Johnny Ive vil lægge afstand til det kitchede look, og flere og flere hos Apple teamet synes at være enige. Blot i sidste uge forlød det at Ive i næste version af iOS styresystemet går efter et “fladere og mere simpelt design”. 

Dårlig smag eller ej. Et andet reelt problem med skeuomorphisme er at nye brugere simpelthen ikke aner hvad metaforerne refererer til. En 16 årig med en ny iPhone kan have virkelig svært ved at se pointen i et ur med visere, en gammeldags båndoptager eller en makuleringsmaskine.

Hvad synes du? Repræsenterer skeuomorphisme sjove og underholdende detaljer, og er det i virkeligheden et hyggeligt og genkendeligt sprog, som gør teknologien mere tilgængelig? Eller er det på tide at komme videre? Kan man lave user interface design som både er lækkert, minimalistisk og brugervenligt?