IPAD MALERIER PÅ LOUISIANA
Af Christiane Vejlø
Før der overhovedet var noget som hed iPad var jeg til Danmarks absolut bedste konference om digital kultur nemlig Reboot. Jeg sad ved siden af en englænder som overraskede mig ved at fremtrylle det ene efter det andet avancerede maleri på sin iPhone. Det var det han gik op i. At bruge en maleapplikation til at skabe kunst. Jeg kan ikke huske hvad han hed og det kunne vel i princippet godt have været David Hockney. Hockney er ihvertfald en kunstner som sidenhen er blevet kendt for at bruge den digitale maleplade til at skabe kompleks kunst. Hver eneste dag i de senere år har Hockney eksperimenteret med og udført mindst 400 tegninger, først på sin iPhone, siden på sin iPad. Lige nu udstiller Hockney på Louisiana.
Hockney maler i applikation Brushes, som kan downloades til iPhones og iPads. Hans værker udstilles også direkte på det iDevice han har malet på. Med udstillingen David Hockney: Me Draw on iPad viser Louisiana flere hundrede af værkerne på 20 iTouches, 20 iPads, et tredelt slide show og flere projektioner. Publikum vil også få mulighed for at se, hvordan nogle af værkerne blev til fra start til slut takket være en playback animation til Brushes app. Udstillingen er etableret i Jorn-rummet i museets vestfløj. Hockney sender løbende nye iPad tegninger via email under udstillingsperioden.
I de tidlige værker brugte Hockney sin tommel og de andre fingre til at male direkte på skærmen og til at arbejde med farven, tykkelsen og gennem-sigtigheden af de enkelte strøg. For nylig begyndte kunstneren også at anvende en pen designet til iPads. Helt interessant er det, at Hockney i modsætningen til på et lærred hele tiden kan skifte mellem forskellige maleteknikker. Akvarel, olie ect.
David Hockney: ”Me Draw on iPad” er på Louisiana fra 8. april til 28. august. Kurateret af Charlie Scheips. Udstillingens design er skabt af arkitekt Ali Tayar.