I Kina gifter de sig med robotter

2 Min læsning

Undertiden kan det skabe problemer, når mennesker med forskellig hudfarve eller kultur finder sammen. Hvordan bliver det så, når der går mode i at gifte sig med en maskine?

 

For ikke mange år siden spåede videnskabsmænd, at det første bryllup mellem en robot og et menneske ville finde sted i 2050.

Så længe skulle det ikke tage, før virkeligheden overhalede science fiction.

Ifølge den store kinesiske avis South China Morning Post er verdens første menneske-robot-bryllup allerede foregået. Brudgom var Zeng Jiajia, der er ekspert i kunstig intelligens. Hans brud var den ”humanoide” robot Yingying.

Brylluppet blev kun overværet af Jiajias mor og nogle få nære venner. Det foregik relativt upåagtet, hvorfor nyheden først sprang nogle dage senere.

Som man kan se af billederne, ser Yingying ret menneskelig ud. Om hun også har et typisk kvindeligt sind og kvaliteter, melder historien ikke meget om. Men robotten skulle blive dygtigere og dygtigere hver dag.

Fotos: South China Morning Post

Da hun blev gift, kunne hun sige nogle få ord – deriblandt sit og husbondens navn samt ”ja” på kinesisk, hvilket jo er nødvendigt for at kunne gennemføre en bryllups ceremoni. Desuden kan Yingying læse mange kinesiske tegn og identificere ting både med sine egne kameraøjne og ved at kigge på billeder.

I den kommende tid vil Zeng Jiajia lære sin unge hustru at gå og ordne forskellige opgaver i deres fælles husholdning.

At verdens første bryllup mellem et menneske og en robot lige skulle foregå i Kina, kommer ikke som den store overraskelse.

Kina lider under et enormt underskud af giftefærdige unge kvinder. De, der er, er meget eftertragtede – og efter sigende betaler familier ofte større beløb for at finde en passende brud til deres sønneke.

Også den 31-årige Zheng havde problemer med at finde en kvindelig kæreste. Derfor besluttede han at designe og bygge hende selv. Han er jo trods alt ekspert i at designe robotter.

Det kinesiske dagblad skriver, at brylluppet foregik ved en enkel ceremoni efter kinesisk tradition: Brudgommen bar et sort jakkesæt, mens brudens hoved var dækket af et rødt tørklæde. Rødt er bryllupsfarven i Kina, mens den som bekendt er hvid på vores breddegrader….

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 − 1 =

No Comments Yet.