Smiley face wink wink- Er emoticons ved at udvikle sig til et nyt sprog?

De er blevet en fast del af vores digitale korrespondancer. De små glade, sure, grinende eller tungerækkende ansigter også kendt som emoticons. Men der kommer flere og flere animerede symboler i vores skrevne samtaler og spørgsmålet er, om emoticons er ved at udvikle sig til deres helt eget sprog? El. ktronista’s Christiane Vejlø har været i Aftenshowet på DR. Se klippet her 

Det første digital emoticon blev født i 1982, da computervidenskabsmanden Scott Fahlman ledte efter noget, der kunne forhindre nogle ret typiske misforståelse der opstod i nogle af internettets allerførste tekstbeskeder.  Han forslog, at det liggende ansigt bestående af et kolontegn, en steg og en halv parantes skulle indikere, at her var tale om en joke eller ironi. Og så var vi igang. Kolon blev til semikolon og så blinkede den lille smiley sørme også.

Nu taler man om både emoticons og emojis, og der forskel. Hvor den første dækker over de originale ansigter, der først var baseret på tegn og senere simple hoveder er den anden alle mulige former for symboler, fra blomster, til djævle, til paraplyer, lorte, skibe, huse, biler ect. Med emojis er det blevet muligt, at skabe rebuslignende sætninger enten som supplement til tekstsamtalen, eller som enkeltstående kommunikation.

Og vi ser mange eksempler på emoji-kreativitet. Data ingeniør Fred Benenson satte sig f.eks. for at oversætte hele Moby Dick til emoticons, og ved hjælp af crowdsourcing lykkedes det. Så er der Emojli det sociale netværk, hvor brugerne udelukkende kommunikerer via emojis.

I 2010 blev et konsortium blandt andet bestående af Google, Apple, Microsoft og Yahoo enige om at skabe en universel emoji standard og året efter tog også Apple de fælles symboler med i deres iOS styresystem. Nu taler vi sammen på samme emoji sprog.

Ved juletid sidste år fandt jeg en emoji udgave af sangen Santa Claus is Coming to Town. Jeg lagde den på Instagram, og det blev en af mine mest likede billeder overhovedet. Hvorfor? Jeg tror det var kombinationen af noget traditionelt, som en julesang og noget digitalt og nyt som emojis. Og så erkendelsen af, at de her symboler simpelthen faktisk næsten kunne stå alene og fortælle en hel historie.

Linguister arbejder nu med emojis og emoticons som et sprog under udvikling. De har undersøgt brugen af emoticons på Twitter og konkluderer, at den varierer efter både kultur, geografi, social status og alder. Ganske ligesom almindeligt sprog har flere dialekter og udtryk. Bruger man f.eks. næse i en smiley :-) er man typisk ældre. En yngre tweeter undlader næsen. Kvinder bruger emoticons mere end mænd. Man udstråler åbenbart også noget forskelligt om man er kvinde eller mand, når man tilføjer en lille smiley. En undersøgelse fra et datingsite viste, at mænd der bruger :-) i deres profil får 6% færre beskeder, og kvinder der gør det samme får 60% flere. Men tilsammen leverer kvinder og mænd altså temmelig mange emojis på twitter. Se bare den her realtidsemojitracker.

Men er emoticons og emojis så en forringelse af sproget eller en berigelse? Vi mennesker startede jo med at kommunikere med billeder langt tid før vi fandt på bogstaver. Filosofferne Francis Bacon og John Wilkins drømte om at lave et universelt sprog, som kunne tage menneskeheden tilbage til tiden før den bibelske historie om Babels Tårnet, hvor vi alle fik forskellige sprog. Måske behøver det ikke gå så vidt? De små udtryksfulde symboler fungerer nemlig typisk som et supplement til sproget. Det er den den mimik og det kropssprog, som vi aldrig tidligere har kunne få med i en skriftlig henvendelse. De skaber tonen og stemningen og inviterer indenfor, når stive bogstaver så nemt kan lede til misforståelser. De afvæbner læseren.

Men hvor meget er for meget? Hører emojis kun hjemme i et sms med vennerne eller er det ok chefen sender en tungen-ud-af-munden- smiley? Er det hyggeligt og jovialt når en virksomhed svarer en kundeklage på Twitter med en masse smileys, eller er det simpelthen ikke seriøst nok? Hvordan har du det med emojis? Lad os høre.