"Det kræver en særlig origamiagtig foldeteknik ikke at få en kolapset artikel om tarmens mikrobiom i hovedet".
Der findes vidunderligt, begavet og velskrevet journalistik som vi er mange, der gerne vil betale for. Men når et avisabonnement involverer så meget friktion, at læseoplevelsen risikerer at drukne, og når prisen svarer til mere end tre streamingtjenester, så kræver det ikke en større medieanalyse at konkluderer at regnestykket ikke går op. Christiane Vejlø har prøvet kræfter med Weekendavisen.
Modtag analyser, podcasts og anbefalinger fra Elektronista direkte i din mailboks.
Jeg vil rigtig gerne betale for god journalistik, og før jul trodsede jeg recessionsstemningen og investerede i et nyt abonnement på Weekendavisen.
Tilbuddet var svært at sige nej til. Det var en god pris prøveperiode på 10 uger med adgang til alt online indhold plus avisen i postkassen. Ja en helt rigtig, ægte, analog papiravis som i gamle dage. Jeg så det for mig. Mig i sengen med kaffe og friskpresset juice. De gode læsebriller på og Weekendavisen udfoldet i al sin begavede magt og vælde. Og selvfølgelig skulle der være dage, hvor min kæreste og jeg skulle læse artikler op for hinanden. Efterfulgt af intellektuel ping pong, og den slags indforståede grin man udveksler, når man har læst noget ekstremt klogt, som man faktisk forstår.
Avisen kom. Men i starten fik jeg ikke lige hentet den, fordi den jo lå i min postkasse, som jeg oprigtigt ikke besøger mere end hver anden måned. Det var også omstændigt, at skulle klæde sig anstændigt og stige op af den varme seng for at gå flere kolde etager ned. 50 skridt mere og jeg kunne vitterligt have hentet avisen i kiosken.
Men hentet blev den. Om end det ofte først blev midt på ugen, hvor jeg ikke havde tid til at ligge i sengen, i de timer det tager at pløje sig igennem det ene efter det andet long read. Faktisk blev jeg også ret hurtigt træt af papirformatet. Er du klar over hvor stor en papiravis er? Og hvor umuligt det faktisk er at læse den i en seng? Det kræver en særlig origamiagtig foldeteknik ikke at få en kolapset artikel om tarmens mikrobiom i hovedet. Men når det alligevel uundgåeligt sker, får den ramte næse så ekstra fornøjelse af avisens karakteristiske ramme lugt af papir og tryksværte.
Jeg måtte konstatere, at læste aviser roder enormt. Til gengæld kan man stable ulæste aviser nydeligt i en skuffet bunke. I aviscontaineren skulle de ikke. For lige om lidt skulle jeg jo læse dem. Ik?
Men heureka- så var der jo adgangen til onlineindholdet. Det er meget mig. En kort oprettelsesproces og så var der fin adgang til artikler. De fleste af dem endda indlæste. Se det kan jeg forstå. Så bliver en lang artikel til en slags kort podcast. Og den form for mediekonsummering er allerede fint indbygget i mine daglige rutiner. Jeg lod mig opsluge af alt fra Martin Krasniks meninger til Martin Kongstads mad. Af Lone Fransk fascinerende dyk ind i videnskaben og helt vidunderlige Linea Maja Ernsts demonstrative maveplaskere ind i tidsånden. Weekendavisen ER en god avis.
Men så oprandte dagen. Ti uger var gået. Og som den slags tilbud meget præcist kalkulerer med, så fik jeg i hverdagstravlheden ikke opsagt mit abonnement. Jeg ville sådan set gerne beholde onlinedelen, men den upraktiske, rodede, besværlige, lugtende, miljøbelastende, anakronistiske papiravis havde kun gjort mit liv mere besværligt.
Men så skete det ejendommenlige. Papiravisen holdte af sig selv op med at komme, og jeg kunne ikke længere logge ind på onlineavisen. Det kunne vel kun betyde at Weekendavisen havde droppet mig som kunde? Måske de havde luret min absolutte uhellige og utaknemmelige omgang med deres papirformat? Måske havde Weekendavisen vejet mig og fundet mig for let? Dog alligevel ikke lettere end at der var blevet trukket 807 kr. på min konto for et kvartaltsabonnement på papiravis og onlineindhold. Min reaktion: Det er godt nok mange penge! (Især da jeg ingenting fik). For samme beløb kan man få abonnementer til Netflix og HBO Max og Mofibo. Og så er der stadig penge til overs.
Efter en længere korrespondance med Berlingske kundeservice (ja lidt forvirrende, der skal man lige vide de ejer Weekendavisen), fik jeg forklaret, at jeg ikke ønskede den papiravis til 807 kr. som alligevel ikke kom. Men at jeg gerne ville betale for onlineadgang til 477 kr. som jeg dog ikke havde. Det betød at jeg fik en regning på 82,47 kroner, hvilket jeg simpelthen stadig ikke har forstået. Der er ganske givet en logik bag, som dog er så kryptisk, jeg ikke kan følge med. Hvilket ikke gør livet som Weekendavisenkunde mere attraktivt.
Jeg er klar over, at det tager tid at skrive lange gode artikler. Og vi bør alle være taknemmelige over, at der findes aviser med research, faktatjek, redaktioner og journalistisk integritet. De mennesker skal have løn. Men om deres arbejdsplads skal indtjene den løn ved tårnhøje abonnementsregninger til læserne, er jeg mere skeptisk overfor. Især taget i betragtning, at Weekendavisen også får næsten 10 mio kroner i mediestøtte. Imodsætningen til fx. Frihedsbrevet, som ingen mediestøtte får, men som til gengæld for under halvdelen af Weekendavisprisen tilbyder et lignende onlineabonnement til tekst og lydindhold udført af dygtige journalister.
Men der er altså noget, der ikke hænger sammen. Enten er Weekendavisen for dyr eller Frihedsbrevet for billig. Mit bud er ja- begge dele., Weekendavisen er for dyr. Især når avisen har et årligt positivt resultat på over 18 mio kroner. Forretningsmæssigt ser det jo godt ud. Men resultatet er lavet på baggrund af mediestøttekrykken. Og på trods af at Weekendavisen er en af de eneste, der endnu kan slippe afsted med at sælge en papiravis, så er det simpelthen ikke et fremtidssikret format. Og nye generationer af brugere vil sammenligne den månedslige abonnementspris med det generelle prisleje i streamingmarkedet. Og her koster et grundabonnement typisk under 80 kr. Mod Weekendavisens 159 kr.
Med en månedslige pris på 79 kr. ligger Frihedsbrevet fint i forhold til markedet. Om end mediet får luft under vingerne ved at være nyt og spændende og frækt, så har det ikke samme etablerede kvalitetsstempel og brandawareness som Weekendavisen. Og trods stærke kræfter i Frihedsbrevsstalden, så skal læseren virkelig ville det intense politiske fokus, magtkritikken og afsløringerne der læner sig op af det tabloide. Indholdet er med andre ord en anelse eklektisk. Folk orker knap nok at oprette en profil til gratis indhold. De allerfleste falder fra når der er tale om betalingsindhold. Ikke kun pga prisen, men simpelthen pga besværet. Er indholdet dertil meget nichepræget vil det appellere til få. Og ja så er også Frihedsbrevet for billigt. Især når de ikke har en mediestøttekrykke at læne sig op ad.
At finde en passende forretningsmodel, hvor journalistikken har høj kvalitet og journalisterne får løn samtidig med at brugerne nemt får adgang til indholdet og ikke finder prisen for høj er mediebranchens største udfordring lige nu. Læg dertil at brugerne i forvejen bruger deres tid på et utal af streamingtjenester, uendelige mængder af ubetalt social media underholdning, apps, spillekonsoller og datingtjenester. Det er ikke en nem situation.
Men har man seriøst godt journalistisk indhold vil folk også gerne betale for det. Måske bare ikke så meget som mediet selv synes de kan være bekendt at forlange og ikke så besværligt som mediet selv mener de kan tillade sig at gøre det. Lige her er mange i den danske mediebranche stadig for langt væk fra brugernes hverdag.
Del dine tanker?