Appbefaling: Tør du downloade 10000000?

3 Min læsning

af Christina Majcher

Uha. Det her spil er uhyggeligt vanedannende, hvis man har en svaghed for 80’er-retro og tre-på-stribe med en udfordring. Læs videre på eget ansvar.

10000000

Det er lige før, jeg burde advare dig om aldrig nogensinde at downloade dette lille spil på din smartphone. Eller også burde jeg bare anbefale det med armene blafrende begejstret i vejret. Det korte af det lange er: JEG KAN IKKE HOLDE OP MED AT SPILLE DET!

Titlen på spillet er 10000000 (ti millioner), og ideen er enkel, men tempoet er hektisk:

Man skal matche tre eller flere blokke af samme slags (ligesom i Candy Crush og lignende ultrapopulære tre-på-stribe-spil), mens ens lille helt spæner afsted i øverste del af skærmen. Han får konstant sin vej blokeret af forskellige monstre (fra ninjaer til drager) og genstande (låste døre og små skattekister med guld). Når man matcher en stribe sværd eller magiske stave, kan han angribe monstrene. Når man matcher tre eller flere nøgler, kan han åbne skattekisterne og dørene. Det gælder altså om at få tre (eller flere) ting på stribe i en strategisk rækkefølge, og dét bliver hurtigt en vildt hektisk affære.

Oveni hatten skal man så også matche rækker med træstammer og stenbunker for at kunne opgradere sine træningsrum hjemme i middelalder-bunkeren (eller fængselscellen eller hvor det nu er, den lille digitale fyr ligger og sover) og dermed kunne få sejere våben og stærkere rustning. Og det varer ikke længe, før det hele udvikler sig til noget af en besættelse.

Og besat er jeg. Jeg er faktisk fuldstændigt hypnotiseret og har, indtil videre, opnået den latterligt høje pointsum af 1390131 og bærer en række stolte titler, såsom “Master Questor”, “Speed Matcher” og nu – “Adventurer”. Jo jo. Moving up in the world.

I starten kunne jeg SLET ikke overskue at holde øje med både mine stressende matcherier af blokkene og den lille løbende pixel-helt, så min noget kaotiske strategi var bare at matche så meget, så vildt og så hurtigt som muligt, mens jeg tænkte, at det vel også var en ok måde at spille det på. Og nogle gange er det også en udmærket fremgangsmåde.

Men den menneskelige hjerne er jo en herlig og lærenem tingest, og pludselig kan den så alligevel overskue både spillebræt og løbebane og begynder at ville lægge planer og udvikle lidt mere spidsfindige taktikker, og SVUP! – så var jeg fanget. I en perfekt og meget, meget vanedannende balance mellem besættende spil-flow og uafvendelige nederlag.

Grafikken er HELt oldschool og upoleret og minder på herlig vis om dengang, man sad og var helt opslugt af Aztec Challenge på Commodore 64eren i sen-80’erne. Og musikken, som LIMER sig fast til hjernen, er tæt på at være lige så fantastisk: Hør et af numrene her.

Så hvis du savner at falde i søvn med en insisterende 8-bit-melodi kørende i sødt 80er-retroloop i hjernen? Download 10000000.

Spillet koster 19 kr. og fås både til iPhone, Android og på Steam.

Og ja: Det er syv nuller, der skal tastes bag et-tallet, når du skal ind og søge på det.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 − sixteen =

No Comments Yet.