Den dag Trailerpark I/O stjal vores techhjerter

3 Min læsning

Technologikonferencer er ikke just noget der normalvis favner bredt og formår at fange ikke-technørders interesse, men tænk sig – fænomenet findes! Trailerpark  I/O 2016 var netop sådan én slags techfestival, der med et perfekt afstemt samsurium af legesyge workshops, kunstinstallationer og designs, på vedkommende vis fik sat spot på teknologiens nuværende og fremtidige allestedsnærværelse i vores samfund.

I disse år influerer teknologien stadig større dele af hverdagen og med sådan en hastighed, at det undertiden kan synes overvældende at forholde sig til og hvor især konsekvenserne for vores fremtidige privatliv kan være svære at overskue. Undertiden kan man føle sig helt fortabt i en ugennemskuelig verden der konstant ændrer sig med nye, teknologiske tiltags implementering, mens vi samtidigt priser os lykkelige over at leve i en tid, hvor samme teknologi løser grunlæggende problemer og gør hverdagen lettere.

Netop dette skisma var Trailerpark I/O eminente til at behandle på en sådan måde, som kun kunsten formår at gøre det, ved at præsentere de besøgende for forskellige perspektiver, der får dem til at reflektere. Kunsten skal i dette tilfælde forstås som en kompleks blanding af teknologi, design og kunst, hvor den teknologiske virkelighed af i dag fremsættes kunstnerisk så vi forundres, græmmes og skræmmes over hvad det ikke kan føre til, derude i den nærtstående fremtid.

At kunsten kan fremkalde dette i os er slet ikke noget nyt, men så alligevel – for på I/O var det jo bare virkeligheden, der var afbildet og det angstfremkaldende er nu, at vi slet ikke ved, hvad denne virkelighed er eller hvad den indebærer. Som når projektet “I See You” behandler den overvågning vi alle er underlagt, ved at uddele DIY-kits der kan samles til en parabolmikrofon, der opsnapper forbipasserendes private samtaler og omsætter enkelte ord til GIFs, som herefter blæses op på skærme hvor de kan beskues af alle.

Eller som ved “Jaywalkning”-installationen der viser os en række trafikwebcams verden over, der giver beskueren muligheden for ved et enkelt tryk på en knap, at reportere til en nærliggende politistation hver gang en person ex. går over for rødt. Installationer der er skræmmende og dragende i deres virkning, ikke mindst fordi de sætter os i et dilemma om hvorvidt vi skal være med til at slå ned på småforteelser, blot fordi vi kan. Eller viser os hvordan helt almindelige ikke-techkyndige mennesker kan konstruere maskiner, så vi kan overvåge hinanden, hvis vi skulle have lyst til det.

I/O-festivalen var tankevækkende og forundringsskabende og vi gik derfra med en ubestemmelig følelse af eufori over  sjælsfortabende oplevelser i VR-installationerne (der udgjorde en stor del af konferencen) og en knugende fornemmelse af ikke at kunne overskue teknologiens snarlige indtog i alle kringelkroge af vores samfund.

Desværre var det sidste gang Trailerpark I/O blev afholdt, men vi håber at se fænomenet genopstå i en ny konstellation måske allerede næste år. I/O 2016 beviste i alle fald sin berettigelse og at teknologiens allestedsnærværelse ligger helt almindelige mennesker særdeles meget på sinde.

DIY_Spy_Kit_Assembled_03
I See You-Lab hvor vi byggede vores egen parabolmikrofon, der optog enkelte fragmenter fra de omkringståendes samtaler og lavede dem om til Gifs. Billede fra trailerparkfestival.dk
edf
Resonate- Mærk musikken. Teknologien muliggør at mærke musikken på egen krop, ved at iføre sig en specialudviklet dragt. Flere af personerne i installationen havde svært ved at stå stille og måtte overgive sig til tonerne, der for det omkringstående publikum ikke kunne høres eller mærkes.
cof
3D-printet tæppe, som kan foldes til bl.a. en stol.
cof
The VR Box – En festivaldeltager fortaber sig i en kunstigt konstrueret verden der kun er synlig, for den der er i den. Andre VR-oplevelser på I/O var muligheden for ex. at male et maleri på et fysisk lærred, udfra oplevelser fra en virtuel virkelighed.

 

 

 

 

 

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 × 3 =

No Comments Yet.