Dansk produceret album hylder barndommens spilminder
Hvordan ville det lyde, hvis kunstnere som Per Vers og Holger Lagerfeldt skulle skrive en musisk hyldest til deres computerspilsfyldte barndom? Nyt gratis album giver dig svaret.
At være barn i 80’erne har betydet mange store computerspilsminder. At være vokset op med Sega, Commadore 64 og Nintendo har været en essentiel del af den generations weekender, hvor dagene blev brugt i nattøj foran fjernsynet.
Nu bliver den vidunderlige tidsalder, hvor idéen om computerspil stadig var helt frisk, hyldet med albummet “Mit liv med Computerspil”, der er en fuldblods hyldest til gamle computerspil.
Mit liv med Computerspil by Per Vers
Albummet består af 18 sange, der med deres tekster og musik hurtigt leder tankerne hen på 80’ernes ikoniske computerspil som Sonic The Hedgehog, Super Mario og arkadespil som Arkanoide. Musikken er lavet af alt fra kendte musikere som Per Vers til de mere ukendte indiefolk og chiptune musikere (musikere der får Gameboys til at lave musik). Hver musiker har fortolket deres barndomsminder på hver deres måde, og det har skabt et album af unikke musik/spiloplevelser.
Bag albummet står frisøren Bobby Ågren der er indehaver af frisørsalonen/retro-spil og legetøjsbutikken “Ruben og Bobby”.
Du kan høre og hente albummet her ganske gratis.