De tre bedste spil du kan starte 2015 med
Vi har samlet tre fantastiske spil du kan løbe ud og købe lige nu – fra årets sejeste roadtrip til Nintendos mest overdådige overflødighedshorn nogensinde.
Årets vildeste roadtrip
(The Crew fås til Xbox 360, Playstation 4, Xbox One og PC)
Der er intet som en roadtrip tværs over USA, og selvom du måske ikke kommer til at leve drømmen ud i virkeligheden, er der rig mulighed for at gøre det digitalt med vennerne i spillet The Crew.
Her har du nemlig hele USA til rådighed. Godt nok en relativt komprimeret udgave, men det er muligt at køre kyst til kyst, og det tager lidt over én time at krydse det digitale USA. Alene størrelsen på den legeplads som The Crew giver dig er imponerende, og kvaliteten af indholdet matcher også spillets ambitiøse størrelse.
Idéen bag The Crew er, at du som tidligere kriminel bliver hyret af politiet til at infiltrere din tidligere bande og servere bandens leder på et sølvfad for politiet, så de kan bruge ham til at fange en række korrupte politifolk. Det hele handler for dig om at kravle fra bunden af banden op til toppen, og det gælder om at få respekt.
For at vinde respekt i banden gælder det blandt andet om at køre ræs, være flugtbilist i bankrøverier og hjælpe med at plyndre pengetransporter. The Crew handler nemlig om mere end bare at komme først over målstregen. Du kommer til at bruge din bil på mange forskellige måder, og det giver en kærkommen adspredelse til de mange aktiviteter i spillet. For The Crew er enormt, ikke kun i landmasse men også i aktiviteter og udstyr, du kan proppe i din bil.
Hver eneste mission eller mini-udfordring, du støder på i spillet, giver dig nyt udstyr til din bil. Det kan være alt fra en ny udstødning til dæk. Afhængigt af hvor godt du klarer en opgave, får du bedre og bedre udstyr, og det giver et ret personligt forhold til dine biler. For din bil vil med tiden blive ret unik i forhold til det udstyr den har og den udsmykning du giver den. Det at have en unik bil er særligt interessant, for The Crew er et altid-online spil. Du deler spilverden med en masse andre mennesker, der kører rundt og selv udfører missioner, eller bare triller rundt i det enorme landskab.
Og det er på grund af de andre mennesker at The Crew går fra at være underholdende til fantastisk. Du kan med venner eller fremmede gå sammen i et lille “crew” og gå i gang med at udføre missioner sammen, eller bare fjolle rundt i sandkassen, og opfinde jeres egne regler. At tage fire personer tværs henover USA, gennem storbyer, ørken og skønne marker, er en helt unik oplevelse. Ser I noget spændende, mens I kører rundt? Så hop af vejen og se nærmere på det. Spillet kan være én enorm legeplads, såvel som det kan være en række strukturerede missioner med specifikke mål. Det er fantastisk ikke at være begrænset, men i stedet at kunne håndplukke de elementer, du vil hygge dig med. Og så er der også rig mulighed for at sammenligne biler og udstyr. Noget der kan bidrage til meget misundelse.
The Crew er et ambitiøst og anderledes bilspil, der kræver at du har lyst til at spille med venner og fremmede. Det gælder ikke bare om at køre ræs, det handler også om alt det udenom, og indeni, bilen. Så hvis du finder det tiltalende, skal du kigge nærmere på The Crew.
Elektronista anbefaler til:
– Dig der vil tværs over USA med vennerne i et anderledes bilspil.
—
Nintendo opfylder alle nørd-drømme med nyt festspil
(Super Smash Brothers fås til Wii U og Nintendo 3DS)
Nintendo er et af verdens ældste spilfirmaer, og deres spil har berørt mange generationer og skabt nogle af de mest ikoniske figurer i verden såsom Super Mario, Pokémon og Wii-bølgen. Nostalgifaktoren er høj hos Nintendo, og det er også en af de bærende kræfter i deres sublime kamp/festspil – Super Smash Brothers.
Og uanset hvilken generation af Nintendo man tilhører, så vil Super Smash Brothers være en stormflod af nostalgi, der vælter indover én. Her er vitterligt alt fra Nintendos skatkammer. Uanset om man er vokset op med den allerførste Nintendo eller tilhører den moderne Pokémon- eller Wii-generation, så er der et hav af referencer og figurer at støde på, når alle Nintendos mest populære karakterer mødes i et kæmpe slagsmål.
Du kan spille som alle de velkendte figurer såsom Mario, Luigi og endda en Mii. Men du kan også spille som figurer fra nogle af Nintendos glemte klassikere som Duck Hunt (spillet med lyspistolen til den originale Nintendo) eller Mr. Game & Watch (de helt gamle bipbipspil). Hver enkelt bane i spillet er også bygget over forskellige spil. Her er baner baseret på PacMan, det gamle Donkey Kong og sågar også Mega Man fra de helt gamle dage. Uanset hvad type af Nintendo-fan man er, så er det svært ikke at klappe i hænderne af glæde over alt det, som Super Smash indeholder.
Super Smash Brothers er kort sagt et overflødighedshorn. Hver eneste menupunkt i spillet gemmer på mange timers underholdning. Her er alt fra onlinespil, lokal multiplayer og flere hundrede solo-udfordringer, som kan træne dig i alle spillets mange forskellige facetter. Alene foran skærmen er det et virkelig sjovt og gennemført spil. Men med vennerne samlet om fjernsynet, eller over internettet, bliver det til en udtømmelig kilde af underholdning.
Spillet er utroligt nemt at lære: Der skal kun bruges tre knapper, og selvom det lyder simpelt, gemmer der sig dybde i måden hvorpå spillet er bygget – hvis man vel og mærke vil opsøge den. Super Smash Brothers formår nemlig at finde en rigtig god balance mellem det lettilgængelige, hvor alle kan lære det på fem minutter, og dem der vil dedikere måneder til at huske hver eneste lille detalje, som det har at byde på.
Elektronista anbefaler til:
– Nintendo-elskeren eller dig der vil samle alle foran fjernsynet til heftige dueller.
—
Britisk humor, hjemmelavede dukker og et fænomenalt spil
(LittleBigPlanet 3 fås til Playstation 3 og Playstation 4)
LittleBigPlanet 3 er charmerende som bare pokker. Alt hvad spillet gør er charmerende. Uanset om det er når Stephen Fry og Hugh Laurie taler til dig med deres vidunderlige britiske stemmer, eller når du bevæger dig rundt som kludedukken Sackboy gennem den ene mere kreative bane efter den anden. LittleBigPlanet 3 er et non-stop charmerende spil, der er lige så sjovt at spille, som det er nuttet at se på.
Selve spillet har et solidt fundament af klassisk platformsspil i stil med Super Mario, hvor du bevæger dig rundt på forskellige baner og undgår farer. Undervejs i spillet får du adgang til en masse forskellige figurer, som har særlige evner. Blandt andet kan fuglen Swoop flyve, mens den hundelignende Oddsock kan løbe hurtigere end nogen af de andre, og endda løbe på vægge. Hver figur kommer med særlige evner, og giver nye muligheder i spillets mange baner.
Men udover de traditionelle platformsbaner i LittleBigPlanet, så kan du også selv få lov til at skabe dit helt eget univers. For når historien om Sackboy og hans venner er slut, får du lov til at bygge dine helt egne baner og dele dem med resten af verden. Du kan selvfølgelig også bare se, hvad alle andre har fundet på og spille deres baner. Værktøjerne, du får til rådighed i spillet, giver en ekstremt stor frihed, og faktisk så er alle banerne, du spiller i historien, lavet med det samme værktøj. Derfor er historiedelen lige så meget en smagsprøve på, hvad du selv kan bygge, og det gør dem ekstra interessante, for de giver en indsigt i måder du kan bruge spillets værktøjer på.
Og folk er virkelig kreative i LittleBigPlanet. Der er blevet bygget alt fra regnemaskiner til tro kopier af gamle retrospil. Fleksibiliteten i værktøjerne er fantastiske, og ligesom med Minecraft giver det mulighed for at tage spillet i helt andre retninger og kun lade kreativiteten (og ens egne evner/tålmodighed) stå i vejen for de mange byggeprojekter.
Værktøjerne til at bygge ens egne baner er imponerende, og heldigvis bliver de fulgt til dørs af et spil, som faktisk også er sjovt at spille. Det er ikke et spil, der bevæger sig lige så hurtigt som Super Mario. I stedet er tempoet lidt langsommere, og banerne er en smule mere komplicerede. Det bliver dog aldrig for svært til de små, da spillet ikke straffer dig med en “Game Over” skærm på noget tidspunkt. Det lader dig bare fortsætte indtil du gennemfører den enkelte bane.
Playstationmaskinerne svømmer ikke ligefrem i gode platformsspil, så når et spil som LittleBigPlanet 3 kommer på markedet og viser, at Playstationmaskinen sagtens kan levere platformsspil på højde med Nintendo, er det noget, man ikke må gå glip af. Specielt ikke når LittleBigPlanet 3 både giver mulighed for at Minecraft og Mario-generationen kan mødes og samles om et spil, der dypper tåen i begge have.
Elektronista anbefaler til:
– Dig der elsker britisk humor og savner et godt platformspil til din Playstation.