Sexisme i musikbranchen- og lidt til

3 Min læsning

Jeg har set DR’s serie Sexisme i Musikbranchen, og jeg er mest af alt slået over, hvor lidt overrasket jeg er. Der er – og så absolut desværre- ingen af de eksempler, som serien nævner, som ikke har været hverdagskost i en lang række brancher. Og i særdeleshed dem, hvor kvinder er i mindretal. Også tech. Vi vidste jo godt, at det var op på hesten og flet næbbet, grin det væk og videre.

Befolkningen er virkelig splittet. Der er alle de (os) kvinder, som absolut ved, hvad damerne i dokumentaren taler om. Alt fra upassende kommentarer og invitationer fra folk, der har afgørende magt i forhold til ens egen karriere. Til seksualiserede beskrivelser, når faglighed burde gøre sig gældende og dertil seksualiserende presseomtale om ens tøj og udseende. Til uvelkomne berøringer og bare den generelle “hvorfor er du så sur? Du skulle smile noget mere/have mere humor”, hvis man tillod sig ikke at tage hjerteligt imod opmærksomheden.

Og så er der de mænd, som ikke mener det kan passe. At det må være nogle enkelte få, og at de nok også er lidt sarte, og ikke kan tage et kompliment. Dem som skriver “det skal du ikke tage dig af. Du er jo bare dig” i støttende kommentarer til krænkerne på facebook. Jeg er ret sikker på, det ikke er i ond mening. De har bare virkelig ingen anelse om, at det faktisk sker, hvordan det føles og hvad mandlig magt betyder overfor en ung, ambitiøs kvinde.

Og så er der kvinderne, som synes at “nu er de der smarte damer altså også blevet for krænkelsesparate”. Måske har de arbejdet i en børnehave, som frisør eller et andet sted, hvor de aldrig har oplevet at stå overfor en (fuld) mandlig chef med det særlige blik i øjnene. Den særlige magt til at løfte dig eller knuse dig. For jeg kan ikke forestille mig, at man kan sige den slags, hvis man har mærket noget lignende på egen krop.

Fremtidens kvinder står i gæld til alle der står frem og fortæller deres historie. For det er ALDRIG til fordel for kvinden. Se blot omkring i de sociale mediers kommentarspor. Vid at kvinderne vil modtage anonyme opkald med trusler og emails med seksuel chikane. Blot fordi de efter garanteret lang betænkningstid har tilladt sig at sige fra.

De gør det ikke for sig selv. De kan faktisk risikere ikke at blive booket/blive taget i betragtning til en stilling, fordi de nu kan betragtes som “typen der laver ballede”. Kvinder må ikke lave ballade. De skal helst slet ikke fylde. Det forventes, de ser lækre ud, men samtidig skal de affinde sig med udsagn som “sikke du pynter dig. Du er selv ude om at folke råber efter dig”, hvis de har gjort noget ud af sig selv. Og har de IKKE pyntet sig, så følger“du er slidt, du er for gammel, og du gør ikke nok ud af dig selv”.

Hvordan ændrer vi kulturen? Jamen i hvertfald ikke ved at nægte at lytte. Vi bliver jo nødt til at skabe en ny normalitet, som ikke inkluderer, at kvinder i både deres arbejdsliv og privatliv skal affinde sig med, at tilråb, antastelser,  seksualisering, upassende ord og berøringer og helt konkrete, ulovlige overgreb bare er “en del af det at være kvinde”. For sådan er jeg vokset op. Det var ubehageligt, smertefuldt, flovt, skamfuldt, ulækkert, pinligt og bare forkert, når en mand overskred nogle ret indlysende grænser. Det kunne godt være man kunne dele sine oplevelser med veninderne, som så kunne blive enige om “adr en klam fyr. Jeg kender også en, som har oplevet det fra ham”. Men hvad så derfra? Intet. Vi vidste jo godt, at det var op på hesten og flet næbbet, grin det væk og videre. Hvorfor i alverden har det været sådan det var så mange år? Det er virkelig svært at fatte nu, hvor sløret er blevet hevet væk. Men åbenbart ikke for alle

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

13 − three =

No Comments Yet.