FARVEL TEKSTTV- GODDAG TV APPS OG UNDERHOLDNING
Af Christiane Vejlø
Film, musik, vejrudsigt, radio og nyheder direkte på dit fjernsyn. TDC hopper nu med på tv app bølgen og lancerer apps på deres tvboks. Er det enden på teksttv og starten på underholdningsfesten?
Med den eksplosive vækst af smartphones er apps allerede ved at være allemandseje på mobilen. Men du kan også forvente at de små ikoner flytter over på dit fjernsyn. Lige nu er alle tvfabrikanterne igang med at opbygge “smart” universer med apps og tjenester, og nu hopper TDC altså også med på vognen.
Hvis du er HomeTrio kunde hos TDC (ikke YouSee som er en anden tvudbyder fra moderselskabet som også hedder TDC- ja forvirrende!), så har du allerede en tvboks stående i stuen. På denne boks er der via Mit TDC knappen nu adgang til apps som giver dig gratis musik med TDC Play, nyheder (indtil videre kun fra Jyllands Posten), vejrudsigten, TDCs on demand filmudlejning, radiostationer og dine egne billeder, hvis du har den såkaldte HomeDisk til backup.
Det er en fin lille samling af nemme tjenester, som trækker internettet ind over din fjernsynsoplevelse, og det kunne godt tyde på, at tv apps snart kunne gå hen og erstatte en komplet forældret teknologi som teksttv. Da jeg for nylig mødtes med TDC direktør René Brøckner fortalte han, at TDC da også regner med, at de i fremtiden vil kunne tilbyde et stort udvalg af forskellige apps i en appstore, som vi kender det f.eks. fra iPhone app store eller Android Market.
Selvom nyhedsdelen stadig er lidt tynd (Berlingske bliver snart tilføjet) tegner app initiativet fra TDC meget godt. Især fordi det er super nemt og overskueligt at betjene, og så er det ret smart, at TDC HomeTrio kunder får gratis musik med TDC Play og adgang til 100 gratis on demand film. Der er gode ting imellem. Jeg faldt endda også over 4 gratis sæsoner Mad Men.
TDC HomeTrio er en pakke som samler tv, bredbånd og internet i ét abonnement. Der medfølger en internet router og en tv boks som også giver mulighed for at optage og pause programmer. Når det først er sat op (sig ja tak til tekniker) er det utrolig nemt at betjene.