Flotte høretelefoner, der former sig efter dit hoved
Hvis lyden skal være rigtig lækker, er B&O PLAYs nyeste hovedtelefoner både flotte og til at komme i nærheden af prismæssigt.
Inde i hovedtelefonerne sidder en specialudviklet højttalerenhed, som sørger for en fyldig lyd, selvom de kun vejer 150 gram.
Hovedbøjlen, som er betrukket med stof, så man undgår det klassiske plastiklook, mange høretelefoner har, tilpasser sig automatisk din hovedform, så de er ekstra behagelige at have på. Og når du tager dem af igen, svup, så får de den originale form tilbage.
Alt det her henvender sig direkte til den der urbane type, som altid er på farten og aldrig tager ørebøfferne af (hvis ikke de sidder på ørerne, så hænger de om halsen) – og B&O’s reklamer for BeoPlay H2 er da også fyldt med unge, urbane typer med attitude, spændende hår og farvestrålende tatoveringer.
BeoPlay H2 er designet af Jakob Wagner og fås i grøn, blå og sølv til 1499 kr. hos B&O-forhandlere over hele landet samt på beoplay.com.