TDC lancerer streamingtjeneste under Blockbuster navnet

6 Min læsning

Blockbuster var videobutikken på hjørner i byer over hele verden. Det var stedet, hvor vi lejede film til tømmermænd, film til dates, film til familieaftenen. Blockbuster ownede simpelthen videoudlejning og tjente kæmpe summer på ad on’s som slik, sodavand og is.

Så kom internettet og en teknologi som kunne vise film online. Et oplagt tidspunkt for Blockbuster at forretningsudvikle. Men nej, Blockbuster troede så meget på deres forretning (lyder det bekendt Nokia?) at de holdte fast i de fysiske DVD’er. Faktisk fik de på et tidspunkt mulighed for at købe en lille tjeneste som hed Netflix, men takkede nej.

Det er ikke så længe siden jeg var i en Blockbuster butik på Trianglen på Østerbro i København. Vi kom der faktisk ret tit. For de havde et rigtig godt udvalg af bland selv slik. Som min datter på 6 sagde. “Blockbuster er en slikbutik” en temmelig rammende medieanalyse. For ingen gad leje film hos Blockbuster efter alternativerne var  iTunes, Netflix, HBO og DR TV. Og da en ny og bedre slikbutik åbnede lige ved Trianglen, så udstødte Blockbuster sit dødssuk. Det samme skete over hele verden.

Blockbuster-butik

Men vi ved godt hvad Blockbuster var. Det var et sted hvor man kunne få film. Og den simple brandgenkendelse har TDC vurderet stærk nok til at de købte Blockbuster navnet og nu står klar med en online streamingtjeneste ved samme navn.

Vi har allerede set bud på TDC videostreaming med Youbio. Jeg testede den, men gav halvhurtigt op. Der var en træls boks, der var ikke særlig gode film, navigationen var mildest talt ikke optimal. Og kombinationen af Netflix, DR TV og HBO var bare så meget bedre.

Men jeg har set frem til at se hvad Blockbuster kan. Det er nemlig i modsætningen til de fleste af konkurrenterne ikke en “all you can eat” tjeneste, men en “køb det du vil se” tjeneste. Lige som vi kender det fra Apples iTunes.

Men hvad er vigtigt for at en streamingtjeneste kan få hul igennem til forbrugerne?

I den tid har jeg testet og analyseret streamingtjenester er jeg kommet frem til 5 afgørende ting

1. Funktionalitet– er det til at finde ud af? Kommer man hurtigt igang med et abonnement? Er det nemt at komme igang med at se en film?

2. Content- er indholdsudvalget godt nok? Er der nye film? Eller klassiske ældre film? Er der serier?

3. Pris- Hvad koster det? Og hvad er value for money?

4. Contentopdagelse– Hjælper tjenesten brugeren med at finde indhold? Er der anbefalinger? Er det muligt at navigere efter andre brugeres feedback?

5. Børneindhold- Nogle af de mest ivrige streamingbrugere og grunden til at holde fast i en tjeneste er børn. Er der indhold til dem?

Og hvordan klarer Blockbuster sig så på de 5 parametre?

Screen Shot 2014-12-11 at 12.57.15

1. Funktionalitet– Jeg forsøger at oprettet mig via min standard browser Chrome. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg skal over på Firefox. Jeg forsøger at lave et kodeord, men bliver hele tiden afvist. Finder ud af at der skal være minimum 1 stort bogstav og 2 tal i kodeord, men det tog mig noget tid at finde ud af hvad problemet var. Endelig får jeg mig oprettet. Der er 3 gratis film at begynde med og jeg prøver den ene. Den kan dog ikke afspille da jeg skal downloade ViewRightPlayer fordi jeg har Mac. Jeg prøver, men det virker ikke, så jeg kan ikke se filmen. For at kunne se film på iPad skal man først omkring sin computer for at leje filmen, og så er den tilgængelig fra tablet’en. Nødvendigt for at TDC kan omgå fee til Apple, men ikke optimalt for brugeren.
Min dom: brugere har ikke tålmodighed til den slags teknisk modstand. Man spilder sit liv hvis man ikke kan komme igang med det samme. Blockbuster dumper på funktionalitet før jeg overhovedet kommer igang.

2. Content- film “hylderne” ser attraktive ud og der er mange kategorier. Efter et kort blik står det dog klart at indholdet ikke er voldsomt imponerende. Der er Harry Potter film, der er nogle fra Ringenes Herre serien, der er Twilight film, Olsen banden, Far til fire, er par Susanne Bier film og et par enkelte semi-nye film. Kikker man under kategorien “mest populære” som man må antage TDC selv har samlet, så er det en broget men ikke videre imponerende blanding. En Hunger Games film, Guardians of the Galaxy og den “nye” 22 Jump Street. Taget i betragtning at det netop IKKE er en all you can eat service, men en tjeneste hvor brugeren skal vælge en enkelt film til og betale for den, så er indholdet simpelthen ikke stærkt nok.

3. Pris- Filmene betales stykvis og de koster fra 29 kr. til 49 kr. for den nyeste. For samme pris som mindre end 3 af de “dårligste” Blockbuster film kan man altså have en hel måneds Netflix abonnement men et tusindfolds større udvalg. Blockbuster vil nok bedst fungerer for dem som fravælger Netflix, men engang i mellem ønsker at leje en film. Lidt som i det gamle Blockbuster, bare uden at skulle forlade sofaen.

4. Contentopdagelse– Flotte filmcovers er sat op i forskellige kategorier som Action, børnefilm, komedie, krigsfilm, romantik og science fiction. Der er muligt at browse rundt mellem forskellige kategorier og særlige tematiske anbefalinger som f.eks. Marvel, Super Helte, Olsen Banden og Far til Fire. Men i hver kategori er der kun få rækker film og man føler hurtigt at man har været det hele igennem. Der er umiddelbart ingen mulighed for yderligere anbefalinger, men laver man en søgning på f.eks. en skuespiller så sker der pludselig noget. Jeg søgte på Jennifer Aniston, Denzel Washington og Brad Pitt og så dukkede der lige pludselig rigtig mange og gode film frem. Der er åbenbart meget mere indhold end man umiddelbart får indtryk af, men min bekymring er, at brugeren simpelthen ikke får den fornemmelse.(det forlyder at der ligger omkring 5000 titler).

Screen Shot 2014-12-11 at 12.48.59

5. Børneindhold- Kikker man i kategorien Børn finder man 36 film. Baseret på min search opdagelse fra tidligere antager jeg at der nok er flere børnefilm, men jeg aner bare ikke hvor de er.  Heldigvis får jeg nogle anbefalinger på andre film i kategorien, når jeg klikker mig ind på en film. Og så er der det med børn at de ikke nødvendigvis går så meget op i hvad der er nyt. Bare det er sjovt. Og de også gladeligt ser den samme film mange gange. Fordelen ved Blockbuster er at det nok vil være nemt at finde en børnelejefilm. Ulempen er at med børn kan det ofte bedre betale sig med all you can eat- tjenester. Ellers ender man med at skulle leje den samme film flere gange.

Så opsummeret. Jeg synes faktisk det er en fin idé at markedsføre film online med Blockbuster navnet. De fleste ved med det samme hvad tjenesten går ud på. Det ser ud til at der er mere indhold end man umiddelbart ser. Det er synd, at det ikke kommer mere tydeligt frem. Man kan efterhånden streame og leje film via så mange forskellige platforme og tjenester at konkurrencen er hård. Skal Blockbuster slå igennem, så skal både funktionalitet optimeres og indholdsopdagelsen skal gøres mere intuitiv. Men Blockbuster helgarderer også ved at kalde lanceringen for “Beta”, så det efterlader masser af plads til forbedring.

Beta-versionen er til rådighed via Blockbuster.dk og apps til: iPhone og iPad, Android mobil og tablet samt Smart TV fra Samsung (fra 2012 eller nyere). Allerede i næste uge kommer Sony PlayStation til, og i løbet af januar udvides med fire yderligere Smart TV producenter (SONY, Philips, LG og Panasonic) samt Google Chromecast.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 − 1 =

2 Comments
  • Johan
    december 12, 2014

    Man skal passe på med at dømme noget ude på forhånd, selv om det netop var det Blockbuster selv gjorde da de insisterede på slik og fysiske DVD skiver i stedet for streaming. Blockbuster gjorde sig selv overflødige i et marked i forandring selv om de ret beset havde det bedste brand til at stoppe nyt indhold ind i. Jeg tror at der er gået for lang tid til at navnet vil blive betragtet som andet end digital dødssejler som Kodak og Nokia. Der er allerede konkurrence på markedet for streaming nu, så når man lancerer en tjeneste i dag (og i særdeleshed når man bruger et velkendt navn) så skal det virke overbevisende fra det øjeblik tjenesten bliver lanceret (på alle store browsere, pc og Mac). Jeg tror at Blockbuster bliver en interessant studiecase som kommer til at få sit eget liv på skolebænken for IT studerende i sit after-life. Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge rejsen og se om Blockbuster nu befinder sig på plejehjem eller om brandet virkelig er blevet Streaming Smart og er ved at komme sig efter en nærdødsoplevelese.

  • Monica
    januar 8, 2015

    Hvis ungerne er vilde med en film, kan de købes til digital eje. Så kan de afspilles ligeså tosset man vil i alle Blockbuster apps :-)