Gamingguide: The Last of Us – Part 2, Like a Dragon og Another Code
Vores gaming guide har alt til dig, uanset om du vil snyde foran i historien om Ellie og Joel med den nye Playstation 5-udgave af The Last of Us – Part 2. Eller du vil tage turen til Hawaii med en japanske mafia i Like a Dragon eller udforske en øde ø i Another Code.
Det exceptionelle ‘The Last of Us – Part 2’ får nyt liv i en forbedret PlayStation 5 udgave
Hvis du faldt pladask for ‘The Last of Us’ på grund af HBO-serien, og nu vil snyde foran med næste kapital i historien, så har du nu chancen med PlayStation 5 udgaven af ‘The Last of Us – Part 2’.
Historien følger Ellie og Joel efter begivenheder fra det første spil, hvor de lever et relativt fredeligt liv i en landsby oppe i bjergene. Men inden alt for længe indhenter fortiden dem, og en blodig rejse på tværs af USA starter.
Denne nye PlayStation 5 udgave tager det originale spil fra 2020 og finpudser det med nye forbedrede visuelle tricks og bevarer ellers det originale mesterværk. Med i pakken er også en helt ny måde at spille spillet på, i form af “No Return”, som ikke har noget med historien i spillet at gøre. I stedet bliver du smidt ind i en arena, og skal kæmpe mod en konstant eskalerende række af fjender fra spillet, så du kan teste dine evner som en iskold dræbermaskine.
Udover det, så er der også tre ufærdige sektioner fra spillet, som spiludviklerne måtte droppe under produktionen, som du kan prøve. De tre ufærdige baner giver et helt unikt indblik i processen med at skabe et spil, og hvordan spiludviklerne tænker på alt fra belysning til placeringen af skraldespande.
Dette er den ultimative måde at opleve ‘The Last of Us – Part 2’. Ikke nok med at du får det fremragende spil præsenteret på den bedst mulige måde, så er der også mulighed for at spille hele spillet med et kommentarspor, hvor instruktøren bag spillet Neil Druckmann, løbende fortæller om hvordan de instruerede forskellige scener og opbyggede scenarierne.
Bare husk, at spiller du “Part 2 Remastered”, så vil du helt sikkert kende til alle de store plot twists der kommer i de næste par sæsoner af HBO serien.
Du kommer til at elske The Last of Us – Part 2 Remastered hvis:
- Du bare vil vide hvad der sker med Ellie og Joel
- Vil opleve et af de mest imponerende spil udgivet de sidste mange år
The Last of Us – Part 2 Remastered fås til PlayStation 5
Det geniale ‘Like a Dragon: Infinite Wealth’ er en helt unik oplevelse du ikke må snyde dig selv for
‘Like a Dragon: Infinite Wealth’ er et ganske bizart spil. Det ene øjeblik er det en rørende historie om identitet og om at finde sin plads i samfundet. Mens det næste øjeblik laver du take-out leveringer for en kopi af JustEat på Hawaii.
Omdrejningspunktet for historien er ex-yakuzaen Ichiban, der er rejst til Hawaii i jagten på sin biologiske mor, i håbet om at forstå hvorfor han blev efterladt og overladt til den japanske mafia som barn. Men historien tager hurtigt nogle spændende drejninger, når de lokale kriminelle involveres og korrupte politikere forsøger at skjule deres lyssky aktiviteter.
Jagten på sandheden bringer dig fra neonbelyste gader i Japan og over til Hawaiis skønne strande. Og her får du en satirisk fortolkning af USA set gennem japanske øjne. Alle snakker med karikerede amerikanske accenter, politibetjente er skydegale og politikerne er korrupte. Det er på amerikansk kultur filtreret gennem japansk satire med stor effekt, og det skaber en verden, der både er værd at udforske, fyldt med humor og til tider ret bizar.
‘Like a Dragon: Infinite Wealth’ elsker sin historie og alle de skæve eksistenser som Ichiban møder undervejs. Den bruger nemlig enormt meget tid på dem. Der er lange sekvenser i spillet, hvor du intet andet gør end at se samtaler udspille sig, og som spiller er du passiv tilskuer. Heldigvis så er plottet medrivende, karakterne du møder er spændende og dialogen er så velskrevet at det hele er værd at følge med i.
Hvis du vil have et unikt rollespil, der formår at levere både en spændende primær historie og et væld af karakterer du vi elske at tilbringe tid med. Så er Like a Dragon: Infinite Wealth en ideel måde at underholde dig selv de næste mange måneder.
Du kommer til at elske Like a Dragon: Infinite Wealth hvis:
- Du elsker rollespil som Final Fantasy og vil opleve en unik udgave af dem
- Du savner et spil, du kan fordybe dig i henover uger og måneder
Like a Dragon: Infinite Wealth fås til Playstation 4, Playstation 5, Xbox og PC
Another Code Recollection er mere en interaktiv bog end et spil, men det er heldigvis en god bog!
Hvis du er super nørdet, så ringer navnet ‘Another Code’ måske en svag klokke bagerst i dit hoved. Det er nemlig et spil, der oprindeligt blev udgivet helt tilbage i 2005 og selvom spillet ikke blev en bragende succes fik det en lille, men dedikeret, fanskare.
Nu næsten to årtier senere bliver spillet, og dets efterfølger, genudgivet i én samlet pakke, der er opdateret med moderne grafik og tilpasset Nintendo Switch konsollen.
Kernen i selve spillet forbliver uændret. Du indtager rollen som teenageren Ashley, der ankommer til den mystiske ø Blood Edward Island. I lommen har hun en besked fra sin far, der har været sporløst forsvundet i 13 år, og et spinkelt håb om at øens enorme palæ og dets gådefulde fortid kan indeholde svarene på om din far faktisk er i live, og hvor han er.
Derfra starter dit eventyr, hvor du langsomt udforsker både øen og palæet i håbet om at finde spor der kan afsløre hvorfor han forsvandt og hvad i alverden der foregår. Det hele er meget melodramatisk, som var det et sæbeopera en eftermiddag på TV2, og selvom historien til tider kan være unødvendigt kompleks, er det et sjovt eventyr at være en del af.
Selve spillet består udelukkende af, at du går rundt i palæet og omkringliggende omgivelser, og løser forskellige gåder eller læser efterladte noter fra øens tidligere beboere. Hver løst gåde giver dig så nye brudstykker af ledetråde til det overordnede mysterie, eller ny viden der sætter begivenhederne ind i en større kontekst, som så igen resulterer i nye gåder eller ny viden. Det er ikke et actionspil på nogen måde, men som en god bog kan pulsen stadig komme op, når dramatiske plotpunkter bliver bragt på banen.
Another Code Recollection er et meget specielt spil. Det forventer at du tager dig god tid og accepterer, at det er et spil der bevæger sig langsomt. Hvis tanken om at læse og løse gåder tiltaler dig, vil du elske det. Men forvent ikke et storslået actionbrag eller et spil der kræver hurtige reaktioner.
Du kommer til at elske Another Code Recollection hvis:
- Du vil have hvad der svarer til en interaktiv bog
- Elsker spil der tager sig god tid og ikke skynder på dig