Intelligente høretelefoner er fremtidens computer

4 Min læsning

Tyske ‘Bragi’ laver trådløse høretelefoner, men deres egentlig mål er at tegne fremtiden inden for intelligente, bærbare computere.

Nikolaj Hviid – chef for Bragi

Egentlig er vi ret ligeglade med at lave høretelefoner, men det er den bedste måde, vi meget simpelt kan forklare, hvad vi laver“, starter Nikolaj Hviid med at sige, næsten før vi får sat os ned i stolen til interviewet.

Nikolaj Hviid er chef for Bragi. Et firma der gjorde sig kendt på Kickstarter i 2014 med den trådløse høretelefon, Bragi Dash. Et sæt trådløse høretelefoner proppet med forskellige sensorer, der kan måle skridt og bevægelser.

Men udelukkende at kalde Bragis produkt for en trådløs høretelefon i stil med Apples AirPods er ikke hele sandheden.

Det er nemmere for os, at kalde vores Bragi Dash for en trådløs høretelefon end, at vi kalder den for en trådløs multisensor computer. Det første forstår alle, og det sidste er virkelig svært at forklare“, fortsætter Nikolaj Hviid.

Og han tager ikke fejl. For Bragi Dash, og senere Dash Pro, er meget mere end bare trådløse høretelefoner. De har en bevægelsessensorer, skridttæller og meget avanceret teknologi bygget ind i sig. Faktisk har folkene hos Bragi også bygget deres helt eget styresystem til høretelefonerne, som de kalder for Bragi OS. Rygraden i styresystemet er en unik 4D-menu, som bliver aktiveret, så snart Bragi kommer ind i dine ører. Den kan bedst beskrives som en menu, du navigerer i ved at bevæge dit hoved.

I starten virker det ret underligt at skulle bevæge hovedet og nikke for at åbne forskellige menupunkter. Men efter lidt tid så virker det ikke helt dumt. Det er især rigtig smart, når man ikke gider tage sin telefon frem for at stoppe/starte musik eller aktivere en stemmeassistent som Amazon Alexa eller Google Assistant.

Det er futuristisk, og det er en virkelig god idé. Men det er stadigvæk ikke helt perfekt. Nogle gange bliver det aktiveret ved et uheld (specielt hvis du har en hue på), og det kan være svært at ramme nogle menupunkter, fordi man skal bevæge hovedet meget lidt for vælge blandt mulighederne. Idéen er fantsatisk, men mangler den sidste finpudsning for at være helt i mål.

 

Meget mere end bare høretelefoner

Ambitionerne hos Bragi er dog meget mere end bare høretelefoner. Ønsket er at lave fremtidens computer og putte den ind i dit øre.

“Det er del mere kompliceret,, det vi har gang i, for det er meget mere end bare høretelefoner.” forklarer Nikolaj, og fortsætter:

I dag er vores computere bygget op efter et meget simpelt princip: Du klikker på et ikon, og så starter et program og inde i det program vælger du så, hvad det skal gøre for dig.

Det du får præsenteret er reelt set en liste af muligeder inde i en app. Men stille og roligt er vi begyndt at rykke imod mere dialogorienteret kommunikation. Se bare på, hvordan Amazons Echo har gjort dialogen mellem dig og en højttaler til et helt nyt interface og en helt ny måde at bruge teknologi på.

Det er den bølge af teknologi, vi er med til at skabe med Bragi Dash“.

Nikolajs ambition er, at vi bliver mindre afhængige af at glo på en skærm og i stedet snakker til vores høretelefoner, som så får vores telefoner og computere til at gøre arbejdet fremfor, at vi skal sidde og spilde vores med at pille ved en skærm. Men det er kun det første skridt for Bragi.

Deres næste store projekt er ‘Project Ears’, hvor de arbejder på at bekæmpe tinitus og gøre byggepladser mere sikre ved at bruge teknologien i høretelefonerne til at lukke af bestemte lydfrekvenser fra maskiner eller sende hvid støj ind i ens øre for at dæmpe tinitusen hos personer.

Projektet er stadigvæk i et tidligt stadie, men det er en fascinerende måde at bruge Bragis teknologi til helt andre ting end bare at spille musik eller snakke med en digital assistent.

Men det kan også være helt almindelige høretelefoner

Udover alle de forskellige high-tech ting som Bragi Dash Pro kan, så er det ogå et sæt helt almindelige trådløse høretelefoner. Hvilket de er ret gode til at være. Musik lyder ret godt med Dash Pro, og de indbyggede mikrofoner er ret gode til telefonsamtaler eller snakke med din assistent på telefonen.

Desværre er forbindelsen mellem høretelefonerne og ens telefon ikke altid perfekt. Hvis du har din telefon i bukselommen, imens du bruger Bragi Dash, vil du formentlig ikke opleve nogen problemer. Men hvis du har den i en taske og længere væk fra dig kan forbindelsen blive lidt ustabil.

Når alt kommer til alt, så er Bragi Dash Pro lige så meget et vindue ind i fremtiden, som det er et sæt høretelefoner. Hvis du udelukkende vil have trådløs musik i ørene, så er Dash Pro ikke noget, du skal ud og købe.

Men vil du have et gadget, som er så meget mere end bare trådløse høretelefoner, ønsker du et gadget, der kan måle din aktivitet, når du dyrker motion, afspille musik, have en super futuriske lyd-menu og være en lille computer i dit øre, så er det svært ikke at blive helt forelsket i Bragi Dash Pro.

Bragi Dash Pro virker med både iOS og Android. De fås til 2700,-

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

five × 4 =

No Comments Yet.