Forestil dig, at du handler dagligevarer på nettet, og lige før du går til indkøbskurven for at betale, får du muligheden for at få 20% rabat på hele din ordre! Det eneste, du skal, er at svare på 5 nemme spørgsmål. Hvad spiser du til morgenmad i weekenden? Hvilke tidpunkter på dagen indtager du dine måltider? Hvor mange spiser I sammen? Hvor ofte træner du? Tager du vitaminpiller? Det lyder da som en meget god deal, ikke? Nej, siger danskerne ifølge PwC’s Tillidsbarometer baseret på spørgsmål til 1500 danskere lavet i samarbejde med Epinion.
Danmark er et af de lande i verden, hvor vi har mest tillid til hinanden. Men det kniber lidt med tilliden til digitale tjenester som onlineshoppen og sociale medier. Ifølge Tillidsbarometret giver vi onlineshopping en tillidskarakter på 56 ud af 100. De sociale medier får blot 43. (Og mon ikke den er faldet yderligere siden Cambridge Analytica-sagen?). Til sammenligning er befolkningens tillid til hinanden 71 på samme index.
Allerlavest score (33) får udsagnet “Jeg er villig til at afgive flere data om mig, selv for en billigere pris”.
Men hvorfor foreslår en online-virksomhed en byttehandle på pris og data? Det gør den fordi, at jo mere virksomheden ved om dig, dine vaner, dine interesser, din familie, dine drømme, dine sovetider, dit arbejdsliv, din træningsfrekvens og dit kærlighedsliv, jo mere præcist kan den målrette markedsføring og salg, så det passer lige til dig.
Som et mikrokosmos-eksempel på hvordan en virksomhed eller et samfund maksimalt kan udnytte brugerdata findes f.eks. Carnival Cruises. Hver gæst på cruiseskibet bærer en “Ocean Medallion, som armbånd eller halskæde. En badge som registerer, hvor de er, hvad de spiser, hvornår de dyrker sport, hvad de shopper, hvilke drinks de bestiller, hvornår de går i kahytten, hvilke sightseeing-ture de er på, hvornår de får spabehandlinger osv.
Dataen bruges selvfølgelig til at skabe et sikkerhedsmæssigt overblik over gæsterne, til at hente mere personale til en travl restaurant i realtid, til at yde god personlig service, men også til at regne ud hvornår og hvor gæsterne gør hvad, og hvad de der udfra har lyst til, så der kan skabes mersalg. Er du til dyre rødvine, er du måske mere modtagelig over for en violinkoncert end en limbokonkurrence? “Godaften Fru Nielsen, nu hvor DERES mand er i Fru Jensens kahyt, må jeg så have lov at servere en Dry Martini? Dem nød De jo 7 af igår på soldækket”. You get the picture…
Ifølge Tillidsbarometrets tal er danskerne dog ikke så pjattede med den slags byttehandel. I hvert fald ikke når de teoretisk bliver spurgt og endda kan spare penge. Kun 14% er her villige til at afgive mere data om sig selv for en billigere pris. Og så er det problematikken omkring deling af data til tredje part. Altså helt konkret når f.eks. data indsamlet af Facebook lander hos Cambridge Analytica, som bruger det i anden sammenhæng. Eller hvis Carnival Cruises delte Medallion-data med en tredje part. Den idé er danskerne slet ikke vilde med, hvis vi ser på en undersøgelse lavet af IDA og Erhvervsstyrelsen i 2015. Kun 3% ønsker, at deres data videregives til tredje part.
Men hey, facebook er jo ikke en filantropisk butik. Det er en børsnoteret forretning, og der skal tjenes penge. Argumentet for at indsamle data hørte vi også Mark Zuckerberg fremføre flere gange under kongreshøringen i forbindelse med Cambridge Analytica-sagen. Han mener brugerne ønsker en gratis service (rabat), og at ingen ønsker reklamer, som er irrelevante. Jo mere data, desto mere målrettet personlig kommunikation og reklamer, man rent faktisk kan bruge til noget.
Facebook hævder, de kan levere en gratis og bedre tjeneste, hvis de får adgang til data. Brugerne siger, de ikke vil af med data. Men hvad så? Vil brugerne så i stedet betale for, hvad der ellers ville være en reklame- og datafinansieret “gratis”-tjeneste? Jeg lavede en (komplet uvidenskabelig) undersøgelse på twitter, hvor jeg spurgte, om folk var villige til at betale f.eks. 29 kr. for Facebook for at undgå at afgive data. Lige blandt de 456 svar ønskede 32% faktisk at betale.
Hvad tallet ville blive, hvis man spurgte et repræsentativt udsnit af befolkningen er svært at sige, men én ting er, hvad man svarer i en undersøgelse. En anden er, hvornår man faktisk hiver kreditkortet op af lommen. 2017 tal fra Dansk IT og Analyse Danmark siger blot 12% af danskerne er villige til at betale for øget datasikkerhed.
Der synes ifølge samme rapport at være en sammenhæng mellem personens indsigt i digitale mekanismer og forsøg på at beskytte sig selv. 35% af IT-professionelle benytter søgemaskiner, der ikke registerer, hvad de søger på mod blot 9% af befolkningen generelt. 33% af de professionelle krypterer deres personlige data, og 45% af eksperterne sætter tape over computerens kamera. Blot 8% af “almindelige” danskere gør noget ved kryptering, og kun 20% taper kameraet til. Men både IT-folk (58%) og danskere generelt (hele 78%) er enige om, at de ikke har nok overblik over, om deres data bliver videregivet til andre virksomheder.
Så spørgsmålet er nok om danskerne helt ved, hvad de skal svare, hvis vi bliver spurgt om vores holdning til brug af personlig data? Vi har ingen mulighed for at gennemskue de mekanismer og algoritmer, som ligger bag de online-butikker vi shopper i, de sociale medier vi bevæger os på, de message-apps vi skriver i, de datingapps som ved, hvem vi er sammen med, de armbånd som tracker, hvor vi går og de gadgets, som ved, om vi er inde eller ude af boligen.
Der er meget snak om transparens. At vi skal vide, hvilke data, der bliver indsamlet. Men data i sig selv siger ikke så meget. Det er, hvordan de data bliver brugt, som er væsentligt. Vi har også brug for at forstå, hvor mange datapunkter, der bliver sammenkørt, og hvad de konkluderer. Når din geografiske position bliver lagt sammen med tid på døgnet, hvor du kom fra, hvem der er i nærheden, hvornår du går i seng og står op, hvad du får til morgenmad, hvordan du performerede i ansættelsessamtalens personlighedstest, hvem du stemmer på, hvor du er i din menstruationscyklus, og hvordan dit blodtryk er, så har vi balladen.
Er du frisk på at få alle de mange effektive personlige services, rabatter og gratis tjenester, som den data kan give? Eller føler du, at der er tale om en faustisk byttehandel, du ikke rigtig ønsker at indgå i?
Del dine tanker?