Af Christiane Vejlø
På en sommerdag føles den klare blå himmel og den rene luft over os uendelig. Men astronauter som har set jorden udefra ser pludselig vores eksistens i et helt andet kosmisk lys. Og det gør du også, når du har set den her film.
Vores verden kan føles stor og som noget der aldrig forsvinder. Men det som giver os liv og gør at kloden overhovedet kan eksistere er blot et ganske tyndt felt og på den anden side ligger det sorte rum. Og DET fortsætter ud i det uendelige. Når vi kikker ud, er jorden vi står på vores eget centrum. Men når man sidder på en rumstation er jorden en fortryllende, lysende, levende og skrøbelig kugle som vi alle er en del af, og som vi virkelig skal passe på. Astronauter kalder fænomenter “overview”. Og pludselig er jorden ikke centrum. Den er blot en af de svimlende mange elementer som er i rummet. Der er hverken op eller ned. Frem eller tilbage. Jorden er som et rumskib- midt i altet og intet på én gang.
Astronauter får et anderledes og meget filosofisk syn på livet på jorden efter at have set den udefra, og filmen her gjorde også stort indtryk på mig. Vi burde alle have oplevelsen af at “earth gaze” fra rummet. Men indtil det er en realitet, så kik her. Hvilke tanker sætter filmen igang for dig? Og hvad mener du menneskeheden skal gøre for at passe på den skrøbelige, lille vidunderlige klode der er vores hjem?
Del dine tanker?