Gucci og det 3D-printede freakshow
Spektakulære modeshows er ikke noget særsyn, når branchens giganter forsøger at overgå hinanden med storslåede shows og tøj, der aldrig vil kunne fungere til hverdagsbrug. Gucci´s Fall/Winter 2018-kollektion vinder dog prisen for det mest bemærkelsesværdige, tankevækkende og creepy show med 3D-printede legmedsdele og fabeldyr.
I et bunkerlignende studie, indrettet som operationsstue i grønne 70ér farver, præsenterede Gucci dette års vinterkollektion på en række modeller, der tranceagtigt bevægede sig ned af catwalken. Hele set uppets surealistiske univers blev fuldendt af, at enkelte af modellerne bar på en replica af deres eget hoved, en komplet kopi udviklet gennem 3D-printteknologi over de seneste 6 måneder.
Gucci´s kreative direktør, Alessandro Michele, forklarede efter showet, at hovederne repræsenterede vores endeløse søgen efter identitet og accept og skulle minde os om, ikke at glemme os selv i processen. Ikke overraskende fik showet efterfølgende – og i særdeleshed hovederne, stor opmærksomhed på de sociale medier og har også været genstand for adskillige memes.
Find det særprægede show i kort version her samt se behind the scene-billeder af 3D-hovedernes tilblivelse hos Vogue.