Jeg bliver nødt til at sige det. Jeg synes Nokias desperate greb efter fortidens storhed er tåkrummende. I år prøver de at puste zombieliv i den tidligere så populære Nokia 8810.
Sidste år til Mobile World Congress formåede Nokia (nu HMD Global) at skabe en masse støj med den genopstandne 3310. Og hvorfor fik den så meget opmærksomhed? Fordi techjounalister er nogle nostalgiske (gamle) nørder, som får samme varme minder over afdøde mobiltelefoner, som de fleste andre (på samme alder) får over deres første LP-plade.
Nokias problem er at de simpelthen var blevet så store og succesfulde, at de ikke troede nogen kunne røre dem. De ownede mobiltelefonmarkedet i 90’erne og 00’erne, og da iPhone og Android dukkede op, troede Nokia stadig, de var urørlige. Og den hybris væltede den legendariske finske virksomhed.
Deres high end-Windows-smartphones blev aldrig taget så godt imod og som first mover gled de bort i tågen.
Det er bestemt ikke fordi, Nokia-telefoner ikke har deres berettigelse. De er gode til at lave billige (99 euro), holdbare telefoner med lang batterilevetid, som sælger godt i markeder som Indien, Rusland og Indonesien. Det burde de satse deres energi på.
Relanceringer af telefoner, som engang var fede, giver måske nok noget omtale i medierne, men jeg synes ikke det gør det rigtige for brandet. Det handler ikke om, hvad Nokia kan, men hvad Nokia kunne. Og den tilgang er aldrig et godt fundament for en strategi, der skal pege ud i fremtiden.
Ditte
marts 2, 2018Jeg kan ikke vaere uenig … men herfra bare et lille pip vedroerende et ord i artiklen. Vi behoever ikke gaa tilbage til fortiden som Nokia, men vi behoever heller ikke skrive engelske ord mit i en saetning. “Ownede”? “De ownede mobilmarkedet […]”, det goer ondt i oejnene at laese.
Jes
marts 2, 2018Helt enig. Hvis man vil sende et godt signal, så skriv på ét sprog. Det andet var moderne dengang Nokia ejede markedet. ;-)
Hening
marts 2, 2018Jeg tror Nokia har fundet en niche, som godt kan vise sig at være profitabel. Som en der har passeret pensionalderen for længere siden end jeg bryder mig om at tænke på, må jeg indrømme, at der i min omgangskreds findes mange jævnaldrende, der kunne tænke sig at skifte den bedagede Nokia ud med en ny af slagsen. Man kan godt krumme tæer, men mon ikke Nokia har taget bestik af det – og så er “udviklingsomkostningerne” vel til at overse