Nu kan du se hundredvis af kvalitetsfilm gratis
Er du vild med kort- og dokumentarfilm? Så er der netop åbnet en sand skatkiste, du kan dykke ned i.
Det Danske Filminstitut har lanceret streaming-tjenesten Filmcentralen, hvor man helt gratis kan se danske (og enkelte tyske og engelske) kort- og dokumentarfilm af høj kvalitet.
Og udvalget er stort. Det strækker sig lige fra 1980er-klassikeren ”Snuden rejser hjemmefra” til Anders Thomas Jensens oscarvinder ”Valgaften” fra 1999 (det er den med en idealistisk Ulrich Thomsen, der kører i taxa).
Eller hvad med ungdomsdokumentaren ”Drengene fra Vollsmose” – eller “Onkel Danny – Portræt af en karma cowboy” – begge fra 2002?
Der er i øjeblikket 376 kort- og dokumentarfilm at vælge imellem , og udvalget udvides løbende. Desuden kan man finde information om, hvor man kan finde og se mere end tusind yderligere kort- og dokumentarfilm (f.eks. hvor de kan streames via kommercielle kanaler).
Gå på opdagelse på Filmcentralen.dk.
Tjenesten blev lanceret den 10. april 2014.