Plastikguitaren er tilbage!
Det er igen blevet tid til at omdanne din stue til en rockscene, for et helt nyt Guitar Hero og Rock Band er landet i butikkerne, og plastikguitaren er tilbage i storform!
Året er 2010. De seneste fem år har der været 12 udgivelser i Guitar Hero-serien og fire Rock Band-spil har set dagens lys. Markedet for spil med plastikinstrumenter er gået fra at være mættet til stopfodret.
Med udgivelsen af Rock Band 3 og Guitar Hero: Warriors of Rock bliver bunden slået ud af markedet, og begge spil bliver kommercielle fadæser, der signalerer, at tiden, hvor vi leger rockstjerne med plastikguitar og trommer, er slut. Sådan var det i hvertfald i en håndfuld år, nu er der gået knap et halvt årti siden, det sidst var populært at have plastikguitarer stående i stuen. Men det skal være slut nu, for på næsten samme tid er både et nyt Rock Band og Guitar Hero blevet lanceret.
Vi kigger nærmere på de to spil, der kæmper om musiktronen, og hvilket spil du skal købe her til efteråret for at få opfyldt dine rockfantasier.
Rock Band 4 – Festens konge
Rock Band serien har altid fungeret bedst i en festkontekst. Det er et spil bygget op om at være et rigtigt band, hvor du kan spille alt fra guitar, trommer, bas og selvfølgelig synge. Det var det første spil, der introducerede hele bandkonceptet, og skaberne af Rock Band opfandt faktisk også Guitar Hero-serien. Men Rock Band har altid handlet om at samle vennerne, spille alle de nyeste sange og stå akavet og kigge på mikrofonen, indtil nogen ofrer sig og samler den op.
Rock Band 4 fortsætter den helt samme filosofi. Det handler om festen, at være fælles om musikken som et band og om have det sjovt. Spillet fokuserer endda så meget på sjov, at du kan slå “No Fail” til, og uanset hvor dårlige, I er, vil spillet fortsætte ufortrødent. Når man er fire mennesker samlet foran fjernsynet, og alle spiller deres respektive instrumenter, som de skal, så føles det faktisk autentisk. Man er pludselig større end musikken, man er fælles om at bringe det ud af højttalerne, og det er en super fed følelse.
Rock Band 4 er ingen gigantisk revolution, og det er faktisk positivt. Der er ingen unødvendige gimmicks, og har du nogensinde spillet et Rock Band eller Guitar Hero-spil, så ved du allerede, hvordan du skal spille Rock Band 4. Der er ikke gjort noget ekstremt eller vovet, og det giver spillet en herlig følelse af at være super fokuseret på at være den bedste udgave af Rock Band indtil nu, og ikke meget mere end det. Til gengæld formår Rock Band 4 at leve op til det. Det er uden tvivl det bedste Rock Band spil i serien og stadigvæk en i dag en musikalsk fest.
En meget vigtig detalje med Rock Band 4 er, at hvis du har gamle instrumenter liggende, så kan de genbruges i Rock Band 4. Men kun inden for samme konsolfamilie. Så kun Playstation 3-instrumenter virker med Playstation 4, Xbox 360-instrumenter virker kun med Xbox One. Der er også en række nye instrumenter, du kan købe, men har du gamle instrumenter liggende, kan du bare bruge dem.
Rock Band 4 – udstyr og priser
Med Rock Band 4 kan du bruge dine gamle Guitar Hero og Rock Band-instrumenter uden problemer. Playstation-ejere kan bruges deres uden at gøre mere, mens Xbox-ejere skal købe en adapter for at bruge gamle instrumenter. Du kan også købe helt nye instrumenter med dit spil, og der findes tre variationer:
- Rock Band 4 med guitar til Xbox One eller Playstation 4
- Rock Band 4 og en komplet bandpakke til Xbox One eller Playstation 4
- Rock Band 4 uden nogen instrumenter til Xbox One eller Playstation 4
Guitar Her Live – Rockstjerne fantasien lever i bedste velgående
Hvor Rock Band 4 ikke er specielt innovativt eller nytænkende, så er Guitar Hero Live det direkte modsatte. Det er et af de mest originale og interessante musikspil i lang tid. Først og fremmest er alt, hvad der tidligere har været Guitar Hero smidt ud af vinduet. De fem knapper på guitaren, som normalt er placeret på én lang række, er blevet erstattet af seks knapper, der sidder i to rækker ovenpå hinanden.
Det betyder, at alt hvad du har oplært af muskelhukommelse ikke gør sig gældende mere. Alt skal læres forfra, og det er faktisk en vidunderlig oplevelse at skulle til at blive udfordret med helt nye teknikker og måder at aflæse nodebrættet på, når du spiller. Placeringen af knapperne gør også, at du kommer meget tættere på at lave rigtige guitargreb, og når du spiller Guitar Hero Live føles det også langt tættere på at spille en rigtig guitar end nogensinde før.
https://youtu.be/eMyK4htTZHs
Udover en helt ny guitar, så er der også sket en meget stor ændring i præsentationen af spillet. Det hele foregår nu inde fra øjnene af guitaristen selv. Du er guitarhelten, og du er ikke længere en computerfigur. I stedet gør spillet brug af rigtige mennesker, og det hele er ligesom at se en interaktiv film. De første ti minutter er det ret underligt, og lidt akavet, men det virker faktisk. Spillet har en stor fokus på livemusik, og når du står på scenen og kigger ud på publikum, er det svært ikke at føle et sus i maven, når de råber og skriger i ekstase over bandets musik.
Det føles fedt, og du kommer til at føle dig som en del af bandet i løbet af kort tid, og du kommer i høj grad til at føle dig skyldig, når du ikke spiller godt nok, og bandmedlemmerne kigger meget surt på dig, og trommeslageren råber af dig under omkvædet. Det er vigtigt at understrege, at Guitar Hero Live er 100% et guitarspil. Der er ingen trommer, ingen bas, og der er en begrænset mulighed for at spille to på samme tid, med to guitarer. Det er helt tilbage til spillets primære kerne – at være guitaristen der er bandets stjerne.
Guitar Hero Live er inddelt i to segmenter. Der er “Live”-delen, hvor du spiller under en række festivaler, og får den den totale rockstjerneoplevelse med livemusik, bands og rigtige mennesker. Den anden halvdel er Guitar Hero TV, som er en slags Spotify / MTV for Guitar Hero. Det er en 24/7 musikkanal, som altid spiller en musikvideo, som du kan spille med til. Du tænder bare for Guitar Hero TV og spiller hvad end, der er på kanalen lige nu.
Du kan vælge mellem en række genrer og også vælge en af de 240 tilgængelige sange, hvis du ikke lige gider spille det, som bliver sendt på kanalen lige nu. TV-delen af spillet er utroligt spændende, for alle ser den samme sang, så den sang, du spiller til i TV, er også den som resten af verden spiller på samme tid. Og så er det en rigtig god måde, at få nyt indhold ind i spillet og løbende blive introduceret til en masse ny musik. Et element som spillene altid har været rigtig gode til.
https://youtu.be/2SXgfbQ2Z0E
Guitar Hero Live er et dejligt frisk pust i en genre, der ellers har været utroligt forudsigelig. Det er et spil, der finder tilbage til rødderne af, hvad der gjorde det succesfuldt og formår at modernisere det på en uventet og genial måde. Ikke kun fordi den nye guitar giver følelsen af at skulle lære det hele forfra igen, men livedelen af spillet føles anderledes, spændende og giver Guitar Hero Live en helt unik personlighed. Plastikguitaren og rockstjernedrømmen lever i bedste velgående i dette spil.
Guitar Hero Live – priser og udstyr
Guitar Hero Live bruger en helt nyt guitar, så intet af dit gamle udstyr virker. Du skal derfor ud at investere i det nye udstyr, hvis du ønsker at spille Guitar Her Live. Her er det dog langt mindre komplekst end Rock Band, og du finder standardudgave af Guitar Hero Live til 779kr uanset om du spiller på Xbox One, Playstation 4, Xbox 360, Playstation 3, Wii U eller iPad.