Har du fået lidt for meget sol og har brug for at gemme dig indenfor, så er her tre fantastiske spil, der kan gøre solpausen til nogle af sommerens bedste timer. Her er alt fra årets største spiloverraskelse til det bedste skattejægerspil nogensinde.
Det moderne actionspils skaber er tilbage
DOOM fås til PC, Playstation 4 og Xbox One
DOOM er nok det spil, sammen med Tetris og Super Mario, som flest mennesker verden over kender eller har et forhold til. Det er en klassiker, der grundlagde en hel genre, der i dag domineres af spil som Call of Duty og Halo – nogle af verdens største underholdningsfranchises overhovedet. Derfor er det en helt særlig begivenhed, når et nyt spil i DOOM-serien lander i butikkerne.
Folkene bag det nye DOOM-spil gør sig ingen illusioner om at genopfinde genren eller tage skridt i en banebrydende retning. Derimod er spillet en modernisering af den klassiske formular, som gjorde DOOM så umådeligt populær for to årtier siden. Grundformlen er den samme: Nemlig dig, alene, mod en hær af dæmoner og et konstant voksende arsenal af våben, som bliver mere og mere destruktive. I stedet for at følge tidens populære spilkonventioner med en masse historiefortælling og realisme, så er DOOM mere end noget andet retro på den moderne måde.
DOOM spilder ikke tiden. Der går tyve sekunder fra, at du har trykket på “New Game” til, at du har en pistol i hånden og skyder dæmoner. Her er ingen storslået historie, der skal fortælles. Du får alt motivation serveret på meget få sekunder, og så er det i gang med at redde Mars fra en gigantisk hær af dæmoner og forhindre dem i at rette deres blik mod jorden og invadere den.
Det, der skal holde dig fanget i DOOMs univers, er den fundamentale glæde, der er ved at spille spillet. Tempoet er vanvittigt højt sammenlignet med alt andet på markedet. Det føles som om, du løber med 150km i timen samtidig med, at du skyder dæmoner. Det skaber en energi og aggressivitet i alt, hvad du laver i spillet, som gør det til noget helt specielt. For står du stille i DOOM, så begår du en meget stor fejl.
At være i konstant bevægelse er en essentiel del af hele DOOMs underliggende spilmekanik. For modsat alle andre moderne skydespil, så når du mister liv efter at en fjende har ramt dig, så får du det ikke tilbage, hvis du holder dig væk fra kampene i et par sekunder. I DOOM er det meget mere old school, og du skal opsamle pakker med ekstra liv rundt omkring på banen for at få det tilbage. Herudover kan du også få liv ved at dræbe dæmoner, men kun hvis du først skyder nok på dem til at svække dem, hvorefter du kan udføre et særligt angreb, der udløser mere liv til dig. Det lyder simpelt og ligetil, men konsekvensen er, at hvis du er ved at være tæt på at dø, så skal du ikke gemme dig, men i stedet løbe ind i bunken af fjender med aftrækkerne i bund og finde den svageste i flokken, så du hurtigt kan få mere liv igen.
Det løfter spillet fra at være almindelig action til at være en mindre genistreg, da du er nødt til hele tiden at spille aggressivt, tage chancer og se på horden af fjender, der løber imod dig som en mulighed for at holde dig i live lige så meget, som det er noget, der truer med at stoppe din videre fremfærd. Det løfter hele spillet op på et helt nyt niveau, hvor dit bedste forsvar er et angreb.
Du har hele tiden har brug for at komme tæt på fjenderne for at holde dig selv i live, og det skaber en virkelig god og underholdende rytme i spillet. Du løber direkte ind i fjenden, skyder vildt omkring dig og finder de svageste, som du kan bruge som omvandrende blodbanke, alt imens du fokuserer på de store fjender, der kræver en del mere energi at nedlægge. Der opstår en helt speciel rytme til dit blodbad, og kombineret med spillets enormt høje tempo, så opstår der et spil, hvor det hele tiden handler om at positionere dig selv foran fjenden og helst med så mange raketter og håndgranater, som du kan finde frem.
Bag det store blodbad og hæren af fjender, du skal angribe, gemmer der sig dog mere end bare at holde aftrækkeren i bund. Der er en strategi i måden, hvorpå helvedes hær skal destrueres. For når området, du befinder dig i, vrimler med dæmoner, gælder det om at kontrollere området, holde styr på, hvor fjenderne er og holde øje med din placering i forhold til fjenderne og de mange muligheder, der er i miljøet med alt fra eksplosive tønder til power-ups, der kan give dig ekstra meget styrke i en begrænset periode.
Det er i kampene mod dæmonerne, at DOOM løfter sig op på et niveau, hvor få spil kan lege med. Hver eneste arena, hvor du kæmper mod fjender, er bygget som én stor legeplads med mange muligheder for at dræbe dæmoner, og når man begynder at se potentialet i miljøet omkring én og alle de strategiske muligheder, så åbner der sig en helt ny verden op, og det strategiske lag i spillet bliver for alvor synligt.
Det er denne intelligente tilgang til kampe mod fjender, som gør, at DOOM bliver så meget mere end bare et hovedløst actionspil, hvor du skyder vildt og voldsomt omkring dig. Det er det også, men det rummer meget mere end det i det enkelte øjeblik, hvor du sprinter hen over et område og på et splitsekund skal tage stilling til, hvordan du vil håndtere situationen. Der er kun en vej i DOOM, og det er fremad. Helst med aftrækkeren i bund og fokus på at få dræbt så mange dæmoner som muligt. Det er forfriskende at opleve, og det er en fryd at spille et spil, som er så urokkeligt i dets udtryk. Det vil ikke være andet end et højtråbende, blodigt og heavy metal fyldt actionspil, og det gør alt for at være den bedste udgave af netop den vision.
Doom formår at gøre det umulige. At lave et spil, der er helt og aldeles i samme ånd som de originale spil, og moderniserer det på en måde, som gør, at det føles som det mest åbenlyse og naturlige i hele verden. Det burde ikke kunne lade sig gøre at gå imod strømmen og få det til at fungere. Men DOOM vender ryggen til alt, hvad genren har bygget sig hen imod de sidste tyve år, og tilbage står et spil, som er så rendyrket og forfinet i dets udtryk, at det er umuligt ikke at være fuldkommen forelsket i det. DOOM er formentlig årets absolut mest positive overraskelse.
Elektronista anbefaler til:
- Alle der vil have et spil, der vil én ting, og det er at være så underholdende som overhovedet muligt
—-
Det perfekte Indiana Jones-spil er landet
Uncharted 4: A Thief’s End fås til Playstation 4
Uncharted-serien har været den nok vigtigste hjørnesten i Playstations katalog af spil de sidste ti år. Serien om skattejægeren Nathan Drake har fået en enorm fanbase, og med Uncharted 4 bliver fortællingen om den charmerende gravrøver sluttet på bedste vis.
Uncharted 4 starter en del tid efter seriens sidste afsnit. Skattejægeren Nathan Drake har slået sig ned med sin udkårne Elena. De lever nu et mere normalt liv, end hvad de har været vant til før med almindelig arbejdstider og langt eventyrene til skatkamrene fyldt med hundrede år gamle dødsfælder.
Drømmen om at leve det normale liv bliver dog meget hurtigt frataget Nathan Drake, da hans storebror dukker op ud af det blå og overtaler ham til at drage ud på en verdensomspændende rejse for at lede efter piraten Henry Averys sagnomspundne skat, som skulle være mere end 400 millioner dollars værd. Mere end rigeligt til at sikre en meget behagelig pension. Men som altid med skjulte skatte, er der flere om buddet. Inden længe er brødrene Drake i kapløb mod deres gamle samarbejdspartner, skattejægeren Rafe, og det udløser et dødeligt og intenst kapløb om at komme først til den største piratskat i verdenshistorien.
Historien i Uncharted 4 er ikke videre dyb eller filosofisk. Det er en skattejagt, der spænder verden over, og du kommer rundt til en masse spændende områder som Madagaskar og Skotland. Men der hvor Uncharted 4’s historiefortælling er milevidt foran stort set alle andre spil er i måden, hvorpå det portrætterer menneskerne på skattejagten. Forholdet mellem Nathan og hans bror er menneskeligt og rørende. Generelt er dialogen og den interaktion, alle figurerne i spillet har med hinanden uovertruffen. Det er forhold og følelser, man kan tro på, når man ser dem på skærmen, og det er vanvittigt imponerende at være vidne til.
Men når der ikke skal snakkes og diskuteres blandt personerne i Uncharted 4, skal der findes skjulte skatte og skydes fjender. Spillet kan groft inddeles i to segmenter: Der er delen hvor du udforsker ruiner, kravler rundt blandt dem og prøver at finde vej til det næste spor på skattejagten. Og så er der actiondelen. Actionsekvenserne i spillet er intense, og takket være nogle nye mekanikker som et reb, du kan kaste og svinge dig rundt i, kan du bevæge dig langt hurtigere rundt i miljøerne og endda svinge direkte ind i en fjende. Mange af idéerne, som puster nyt liv i actiondelen, giver os den helt almindelige udforskning af ruinerne et ekstra pift. At have et reb ved ens side gør, at du pludselig kan svinge rundt om bygninger og generelt udforske stederne mere vertikalt end nogensinde før i serien.
Selvom actiondelen og udforskningen af ruinerne er spændende, så er det, når Uncharted 4 skruer helt op for kaosset, at det for alvor stråler. En af seriens kendetegn har været dets evne til at lave nogle af de mest kaotiske og imponerende scener i hele spilbranchen. Og Uncharted 4 skuffer ikke. Du kommer til at løbe gennem en bygning, der er ved at styrte sammen om ørerne på dig, du kommer til at køre en bil tværs igennem et tætbefolket marked og se Nathan blive slæbt langs en lastvogn, imens han prøver at kravle ombord på den.
Uncharted 4 er kontrolleret kaos på den bedst tænkelig måde, og det skaber den perfekte illusion af, at du altid klarer dig ud af den umulige situation på et hængende hår. Den følelse formår Uncharted 4 at levere i spandevis, og det kombineret med den medrivende pirathistorie og spændende persongalleri, skaber rammen om et ekstremt veludført actionspil, som forblænder fra første sekund og forbliver en del af din bevidsthed længe efter at rulleteksterne er kørt forbi. Uncharted 4 er en triumf på mange måder, men vigtigst af alt: Så er det forbandet sjovt at spille.
Elektronista anbefaler til:
– Fans af Indiana Jones, skattejægere og alle med hang til et godt eventyr
—
Modstandsbevægelse anno 2035 har droner og eksplosive legetøjsbiler
Homefront: The Revolution fås til PC, Playstation 4 og Xbox One
Hvad nu hvis Apple blev opfundet i Nordkorea, og de solgte mere end bare tablets og telefoner, men også leverede alt USA’s militærudstyr? Det er baggrundshistorien i Homefront: The Revolution, som foregår 30 år efter, at Nordkorea begyndte at levere udstyr til det amerikanske militær. Men så kom dagen, hvor USA ikke længere kunne betale deres gæld til Nordkorea, og så valgte Nordkorea at trykke på “Sluk”-knappen på alt militærudstyr og pludselig var USA forsvarsløst. Hvorefter Nordkorea begyndte deres invasion af USA.
I Homefront hopper du i en skoene på et medlem af modstandsbevægelsen, som prøver at skubbe Nordkorea ud af byen Philadelphia efter at byen har været overtaget i en række år. Kampen mod overmagten går dog ikke specielt godt, den lokale afdelings karismatiske leder er blevet taget til fange og din opgave er at befri ham, så revolutionen for alvor kan begynde. Derfor skal du bekæmpe fjenden i forskellig distrikter i byen, fjerne propaganda og hjælpe befolkningen, så du kan genvinde deres tillid og få dem til at støtte din modstandsbevægelse.
Det gøres ved at udføre en masse missioner for modstandsbevægelsen og sabotere fjendens militærinstallationer. Næsten fra start af i Homefront har du stort set hele byen til rådighed. Du kan udforske alt fra de totalt bombede “Røde Zoner”, hvor kun rebellerne er tilbage, og hvor det handler om at skyde ved første syn af fjenden til at besøge de “Gule Zoner”, hvor der eksisterer en meget ustabil våbenhvile og orden. Her lever civilbefolkningen side om side med dem, der har invaderet landet, og prøver desperat at få en dagligdag til at fungere. Og det er her i de beboede områder, at Homefront viser, at det kan være et helt specielt actionspil. For her gælder det ikke om at skyde alt omkring dig, men i stedet prøve at undgå fjenden, sabotere ting og vinde befolkningens tillid ved ikke at udløse et blodbad i gaderne. I stedet gemmer du dig i skyggerne, kravler hen over hustage og være alt andet end larmende.
Det gør sig dog ikke gældende ude i de “Røde Zoner”, hvor det er åben krig mod fjenden, og her formår Homefront virkelig at sælge illusionen af at være en modstandsbevægelse. En stor del af spillet foregår i kældere, under jorden i tunneler og gemt bag murbrokker i nedstyrtede bygninger. Du er ikke en magtfaktor, men i stedet en rotte der desperat prøver at overleve mod en langt mere overlegen modstander. Det samme gør sig gældende i alle de våben, du har til rådighed. De virker, men også kun lige næsten. Og modsat militærets enorme mængde ressourcer er du nødt til at modificere dine våben løbende, så din pistol kan blive forvandlet til et maskingevær, og rifler kan blive til granatkastere, fordi det handler om, at bruge ressourcerne ved hånden og løbende ændre dine våben mod fjenden. Det er lidt fjollet, men som en mekanik i spillet så er det ganske tilfredsstillende at kunne lave en automatriffel om til en granatkaster, når behovet er der.
Men hvor alt det tematiske sådan set er på plads i Homefront, så er det tekniske i spillet langt mere udfordret. Spillet er propfyldt med fejl. Alt lige fra at fjendtlige soldater vil gå igennem vægge til at droner vil dukke ud af det blå luft. Og actiondelen i spillet er heller ikke af ultrahøj kaliber. Det er holdbart og solidt, men ikke blandt de bedste på markedet. Og det er, hvor Homefront fejler for alvor. Dets interessante koncept og tematik bliver ikke fuldt til dørs af selve spillet, og det gør det til en meget ujævn oplevelse langt hen ad vejen.
Homefront: The Revolution er en usleben diamant. Det har et hav af gode idéer, fascinerende tematisk grundlag og til tider glider de åbenlyse fejl til side og lader et spil med så meget sjæl og unikt udtryk stråle for en kort stund. Homefront er et underholdende spil på rigtig mange fronter, og kan du komme forbi den umiddelbare udfordring med den dårligt præsenterede historie og småfejlene over det hele, så er der en unik og meget velrealiseret digital udgave af Philadelphia, du kan udforske i Homefront: The Revolution.
Elektronista anbefaler til:
- Dig der kan overse tekniske fejl og en sløv historie, men vil opleve et spil med en helt unik sjæl
Del dine tanker?