UGENS ELEKTRONISTA ER ANJA BAY

4 Min læsning

Af Christiane Vejlø

Hendes hverdag er fuld af teknologi- og gravide kvinder. Anja Bay underviser sine kursister i Smertefri Fødsel i clouden med online materialer, og hun opfordrer dem til at bruge en vémåler app, når de går i fødsels. Ugens Elektronista er en benhård iværksætter, som tager imod teknologien med åbne arme. Mød Anja Bay.

Hvad er din yndlings gadget lige nu? Siden jeg første gang fik mig en iPhone 3, har den erstattet min venstre hånd. Hamskiftet sker først, når 5’eren rammer det danske marked. (forventet ankomst sommer 2011 red.)

Hvordan bruger du din telefon? Der var mit liv før- og efter iPhone. Den er det sidste, jeg slukker om aftenen, og det første, jeg tænder om morgenen. Jeg bruger den til at læse nyheder, mails, tage billeder, FaceBook, et hav af forskellige apps samt YouTube. Efterhånden er der også pløjet en del e-bøger på den, gerne gamle klassikere, som ligger frit tilgængelige. Min kæreste er Nokia og PC bruger, og jeg forstår stadig ikke, at vi faktisk forstår hinanden.

Hvad betyder digitale værktøjer og produkter for dig i hverdagen? Min Mac Power Book er mit forlængede jeg både privat og i mit arbejde. Den er det nærmeste ud over iPhonen, der er tæt på at have en sjæl på grund af Apples intuitive opbygning af … alt. For nylig skulle jeg lave en video til mit site og uden at have åbnet iMovie (Apple’s videoredigeringsprogram red.) nogensinde før, lå filmen færdig på en eftermiddag. Hele min virksomhed ligger i min Mac og på nettet, da det bl.a. er online fødselsforberedelse med lydfiler og videoer. Kort sagt ville mit firma ikke eksistere uden digitale værktøjer. Jeg kan blive helt høj, når jeg finder en ny måde, hvor teknologien viser mig vejen for udvikling af mit arbejde – og det sker ikke så sjældent. Hele idéen om det digitale, online hjemmestudie havde ikke været mulig for bare få år siden.

Hvad ønsker du dig? Jeg synes, det ville være et formidlingsmæssigt tillæg at sende en iPad rundt på mine kurser, når jeg skal vise anatomiske sammenhænge. Animationer ville være fantastiske at sende rundt på dén måde. Jeg er stor modstander af death by powerpoint undervisning, men et supplement til nærværende mundtlig formidling med en iPad 2 er næste investering, når den kommer (25. marts 2011 red.)

Hvad synes du vi mangler? Et dansk program, hvor man ikke skal være programmør for at lave en app, men kan fikse den på en weekend. Hvorfor har Apple selv ikke lavet den endnu?

I hvilke sammenhænge er teknologien virkelig nødvendig? Jeg ville være verdens mest utjekkede person uden vores Tom Tom GPS, da jeg er en elendig stifinder. Virkelig elendig. Hvis man kunne koble den til en funktion, hvor man fik stød ved for sent fremmøde, var der også mange, der ville tilgive mit notoriske akademiske kvarter. For mig er det toppen af cool, lavpraktisk og helt uundværlig teknologi. Helt overordnet er gadgets og teknologi lækkert, når det er skabt af mennesker, til mennesker som helt intuitivt ved, hvordan det skal bruges. Det er for mig præcis dét, Apple kan, æstetik og brugervenlighed.

Hvilket website vil du gerne anbefale til andre og hvorfor? Jeg bruger Doodle.com rigtig meget til mine kurser og anden logistik. Det er et genialt planlægningsværktøj. Alle Hipstamatic fans skal læse historien bag. Den giver mig stadig kuldegysninger: hipstamatic.com Og skulle man under sig over, hvad nogle mødre laver på barsel, så tjek hende her: milasdaydreams.blogspot.com/ eller hende her: http://blog.brinja.dk/ Det er så underfundigt. Desuden ville min hverdag være meget fattigere uden RSS feed fra fuckyouverymuch.dk

Har du en favorit mobilapplikation lige nu? Nej, jeg har adskillige. Hipstamatic og efterbearbejdning med ColorSplash og CrossProcess betyder, at jeg får taget en masse snapshot fotos af mine børn og omgivelser, som har en nu-og-her hverdagsstil, der i de mere sublime øjeblikke er magisk. Jeg bruger også rigtig meget Analytics Agent Pro koblet op til Google Analytics for at se, hvor trafikken til mit site kommer fra, add words og anden uundværlig, let tilgængelig information til brug for min forretning. Og så er Talking Tom og hans venner en must app for alle med børn og barnlige sjæle. Irmas app er jeg også glad for og bruger opskrifter fra – gid de var på højde med nemlig.com i eget varesortiment og levering. Og Thank God for Viber, nu kan jeg snakke med min veninde i Paris i timevis uden at betale en øre.

Har du et teknologi tip til andre? Jeg synes, at det er aldeles opfindsomt, at der findes app’en Contraction Timer til, når veerne sætter ind. Jeg anbefaler den til alle gravide og kender mange, der synes, det er så cool. En af mine kursister sendte sin kæreste i Aarhus verapporten mens hun sad hjemme i København, hvortil han svarede: “så er det af sted til hospitalet, grafen viser, du er tæt på at føde”. Hun nåede akkurat fødegangen, men han nåede aldrig at se andet end rapporten fra app’en og en datter et par timer senere.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

eleven − 6 =

No Comments Yet.