Varme hænder på alle fremtidens arbejdspladser

3 Min læsning

Hvornår bruger du dine “varme hænder” på dit job? Det er et spørgsmål jeg ofte stiller publikum i forbindelse med mit foredrag Argumenter for mennesker. Du risikerer nemlig slet ikke at have et job i fremtiden, hvis der ikke indgår de elementer, vi forbinder med “varme hænder” i din arbejdsdag.

Udtrykket “varme hænder” knytter sig typisk til stillinger, hvor menneskelig omsorg, rummelighed, tålmodighed, næstekærlighed, kropskontakt og en forståelse for den unikke situation og det enkelte menneske, er afgørende. Dansk sprognævn definerer udtrykket som omsorgsfuldt (pleje)personale. Den definition kan komme til at ændre sig i fremtiden. 

Arbejdslivet og arbejdspladser gennemgår lige nu en voldsom forandring. Opgaver, som tidligere har været forbeholdt mennesker, bliver nu overtaget af kunstig intelligens. Alle former for beregninger, sortering, statistikker, databehandling, monitorering og mønstergenkendelse vil naturligt lande hos maskinerne. Men også tekst-, video-, lyd- og billedeproduktion vil AI tage sig af. For ikke at tale om at mødeplanlægning, design, emailskrivning, kalenderhåndtering, kundekontakt og salg kommer til at lande på AI’ens bord. Nogle gange vil den kunstige intelligens endda komme så tæt på menneskets opgaver, at den grafisk vil fremstå som en menneskelignende avatar med ansigt og kropssprog. Her tager den sig høfligt og med uendelig tålmodighed af kundeservice, teknisk support og salg. Men hvilke opgaver er der så egentlig tilbage til mennesker? 

Hvis vi skal kunne komme med et forsvar for vores art på fremtidens arbejdsplads, så gælder det om være netop det, som vi er gode til. Nemlig mennesker. På trods af maskinens forsøg på at ligne os og tale som os, så mangler den at være netop det, vi er.  Hele dens adfærd er en slags postulat. En kold papegøje der siger ting uden at mærke dem. Og det bringer os tilbage til de varme hænder. For maskinen har dem simpelthen ikke. Varme hænder kræver et varmt menneske. Og det er du.  

Så hvis vi skal sikre menneskets relevans på fremtidens arbejdsmarked, så er det nu vi skal identificere og styrke de “varme hænder” i alle jobs. Her er en liste over menneskelige kvaliteter, som langt overstiger hvad maskinen på nuværende tidspunkt kan. Hvis du ikke allerede bruger dem aktivt, så gælder det om at udvikle dem og gøre dem til en del af dit job hurtigst muligt. 

  • Kreativitet
  • Empati
  • Evnen til at navigere i gråzoner
  • Intuition
  • Situationsfornemmelse
  • Tålmodighed
  • Etisk ansvarlighed
  • Samvittighed
  • Forestillingsevne
  • Krop og berøring
  • Kropssprog og mimik
  • Humor
  • Uforudsigelighed
  • Utraditionel tænkning
  • Diversitet
  • Kulturelle referencer
  • Personlige erfaringer og historier
  • Musikalitet 
  • Sprogkundskaber
  • Poesi
  • Næstekærlighed
  • Overraskelser
  • Tilfældigheder

Mange virksomheder har længe arbejdet med målsætninger og ansættelser, der knytter sig til effektivitet, hastighed og økonomisk vækst. Nu bliver det nødvendigt at se anderledes på de menneskelige ressourcer. For det er her man som virksomhed kan adskille sig fra det gennemsnitlige, som I sidste ende ofte vil blive maskinernes resultater. Skal der opfindes nye originale produkter, skal de markedsføres, så kunderne finder dem relevante og skal virksomheden finde plads i en verden, hvor værdier som diversitet, bæredygtighed og det unikke har høj prioritet, så er det netop ovenstående kvaliteter og dermed de “varme hænder”, der skal prioriteres blandt virksomhedens medarbejdere.   

Læs mere om fremtiden for mennesker og maskiner i bogen Argumenter for Mennesker. 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four × 4 =

No Comments Yet.