Gamingguide: Spider-Man 2 og Super Mario Bros. Wonder

5 Min læsning

Uanset om du er til højtflyvende superhelte eller fortryllende, farverige verdener, så er der fremragende underholdning at finde i Elektronista november gamingguide

Spider-Man 2 er det bedste superhelteeventyr i år

Spider-Man er en af de mest elskede og populære Marvel-figurer der findes, og det er med god grund. Den unge Peter Parker der desperat forsøger at holde styr på dagligdagen imens han også skal forsøge, at redde New York City fra et bredt galleri af superskurke er en forrygende blanding mellem hverdagens banaliteter, som at betale husleje og den store fantasi om at redde en by fra en videnskabsmand, der er blevet forvandlet til en stor øgle.

Det nye actionspil ‘Spider-Man 2’ formår netop at holde fokus på den balance, når både Peter Parker som Spider-Man, og hans ven Miles Morales, også som Spider-Man, skal forsøge at holde styr på job, kæreste, familie og samtidig redde New York City fra både Venom og en trofæjæger, der er kommet til New York for at jagte Spider-Man. Der rigeligt at se til, som både Peter og Miles, når du skiftevis tager kontrol over dem og svinger dem igennem New York Citys travle gader. Der er både en helt exceptionel historie, du kan følge, som overgår selv de bedste Marvel-film, og en masse små sideaktiviteter du kan begive dig i krig med (alt ligefra at være DJ til at tage billeder af turistattraktioner).

Oplevelsen af at træde ind i Spider-Mans sko er fantastisk. Kampene mod skurkene spænder lige fra at være store actionbrag til, at du skal snige dig rundt ved at klatre på vægge og langsomt ordne én fjende af gangen. Både Peter og Miles har som Spider-Man også et bredt katalog af gadgets, de kan bruge i kampe mod fjenderne, og her kan du virkelig håndtere de mange kampe i spillet som du ønsker det ved, at vælge de gadgets du bedst kan lide og senere investere i opgraderinger til dem.

LIgesom selve New York City aldrig står stille, så er ‘Spider-Man 2’ et spil der altid er i bevægelse. Uanset om det er byens tætpakkede gader med den konstante summen af biler og liv, eller når du som Spider-Man svinger dig igennem byens gader i fuld fart, føles illusionen om at være en del af en storby helt eminent. Samtidig er følelsen af momentum og bevægelsesfrihed virkelig tilfredsstillende, og det gør at selv trivielle ting som at bevæge sig fra den ene ende af byen til den anden for, at starte den næste mission, føles sjove fordi det bare er sjovt at svinge sig rundt. Ligeledes er spillets samling af superskurke utroligt underholdende at støde ind i. De er alle sammen anderledes fortolkninger end dem du kender fra filmene, og til tider føles skurkene lige så meget som ofre, som New Yorks beboere gør det når en bygning kollapser og gaderne dækkes af støv og murbrokker.

Spider-Man 2 er et forrygende actionspil, med en exceptionel historie og skuespilspræstationer der ikke bare sælger superhelte-fantasien, men også det menneskelige aspekt af Spider-Mans verden. Både skurke og helte har nok dybde i sig til, at de føles som rigtige mennesker og det gør hvert et øjeblik med Spider-Man 2 til en kæmpe fornøjelse. Dette er et af årets bedste spil, og du må ikke gå glip af det.

Du kommer til at elske Spider-Man 2 hvis:

  • Du elsker superhelte, og vil opleve en af de bedste superheltehistorier
  • Du vil lege turist i New York City, og så bagefter bekæmpe superskurke og redde dagen

Spider-Man 2 fås til Playstation 5

Super Mario Bros. Wonder- et af de mest unikke, bizarre og underholdende Mario spil nogensinde.

Super Mario spil har i mere end 30 år været ganske forudsigelige. Mario løber rundt, samler mønter og til sidst gennemanfører han banen, og så videre til den næste i rækken. Temaer og gimmicks skifter mellem hvert spil, men formularen har ligget nogenlunde fast siden det første spil fra 1985. Men så gennemfører man bane nummer tre i det nye ‘Super Mario Bros. Wonder’, hvor alt på overfladen føles som et normalt Mario spil. Du kan spille som Mario, Luigi, Prinsese Peach og en håndfuld andre figurer, og de føles alle sammen levende og utroligt velanimerede. Men så når du den den anden halvdel af den tredje bane, og pludselig går du fra at befinde dig midt i et helt normalt Mario spil til, at alting er en musical med syngende blomster og psykedeliske farver, og så går det op for en at alle rammer og regler for hvad et Mario spil kan være er smidt ud af vinduet

Når man spiller ‘Super Mario Bros. Wonder’ kan man næsten høre samtalerne hos udviklerne, og forestille sig den store post-it fyldte tavle med hundredevis af idéer, og den store konklusion til sidst: Lad os bruge dem alle sammen. For ‘Super Mario Bros. Wonder’ er et overflødighedshorn af geniale, vanvittige og gakkede påfund. Mario skal stadigvæk ud og stoppe Bowser fra at overtage alting, men denne gang foregår det i Flower Kingdom, hvor alitng er en smule anderledes. Deriblandt musicals, talende blomster og en bizar blomst kaldet for “Wonder Flower”, som forvandler banen du er i fra en traditionel Mario bane til noget nyt, finurligt og overraksende.

For det mest imponerende trick, som ‘Super Mario Bros. Wonder’ formår at eksekvere på er ikke blot, at det er super sjovt at spille, at alting er farverigt og sjovt eller at banerne er tilpas udfordrerende. Det er derimod at hver eneste bane i spillet har en eller flere helt unikke idéer, og langt størstedelen af dem bliver aldrig genbrugt. Også selvom det er en helt ny fjende eller en måde at spille på, så bliver de kun taget i brug den ene gang. Det resulterer i et spil der føles som et festfyrværkeri af kreativitet. Der er altid en ny overraskelse i vente, og det føles som om at spillet aldrig løber tør for påfund eller nye måder at få dig til at tabe kæben i overrakselse.

Selv hvis du er typen, der har spillet rigeligt af Super Mario spil, så vil du i ‘Super Mario Bros. Wonder’ løbe direkte ind i det ukendte. For her bliver alle etablerede regler hurtigt smidt ud af vinduet og tilbage står et spil, der hele tiden har noget nyt at byde på.

Du kommer til at elske Super Mario Bros. Wonder hvis:

  • Du vil prøve et helt og aldeles unikt Super Mario spil, som aldrig er set magen til før
  • Du har set Super Mario filmen og er klar på et lige så gakket og underholdende eventyr derhjemme foran skærmen

Super Mario Bros. Wonder fås til Nintendo Switch

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

10 − 1 =

No Comments Yet.