Gamingguide: Suicide Squad, Helldivers 2 og Final Fantasy 7: Rebirth

8 Min læsning

Uanset om du er til superskurke, satire og rumvæsner eller rollespil, så er der spil af høj kaliber at vælge mellem i vores nye gaming guide.

Suicide Squad: Kill the Justice League er et imponerende orkestreret kaos af eksplosioner og bandeord

Hvad hvis Superman var ond? Det er præmissen for actionspillet ‘Suicide Squad: Kill the Justice League’, hvor den famøse superhelte gruppe, Justive League, bestående af Superman, Batman, Wonder Woman, The Flash og Green Lantern er blevet forvandlet til onde superskurke, der truer med at ødelægge planeten. For at stoppe dem er en samling af kendte, og meget lidt kendte, superskurke sat sammen med det ene simple formål – stop de tidligere helte, hvad end det kræves.

De udvalgte skurke, der skal stoppe Superman & Co spænder fra den velkendte Harley Quinn og den våbenglade Deadshot – to skurke der har fået en del opmærksomhed i film. Men der er også plads til to skurke, som for langt de fleste vil være fuldkommen ukendte.

Nemlig ‘King Shark’ fra 1994, hvis store ting er at han er haj, der kan tale og spise folk. Og så den australske Captain Boomerang fra 1960, som har en skarp boomerange han kan kaste med.

For selvom det er en flok skurke, der indtager hovedrollen, så er de alle sammen portrætteret på charmerende vis. Dialogen de fire imellem er skarp og vittig. Ofte har man lyst til bare at stå stille og høre de mange replikker, der er skrevet til karakterne. Fokusset på skurkene giver også plads til, at ‘Suicide Squad’ kan være et spil, der i høj grad er det modsatte af den polerede, stue rene og familievenlige stil som Superman repræsenterer. Her er der jokes om længden på Captain Boomerangs penis, og en fanden i voldskhed der gennemsyrer alle aspekter af spillet og som det er meget stolt af.

Selvom både skurke og helte fylder rigtig meget i ‘Suicide Squad’, så er det også værd at nævne hvor flydende og dynamisk spillet er. Hver af de fire skurke du kan spille som, har deres helt egen måde at bevæge sig rundt i Metropolis på. Ligeledes har de hver deres fordele og ulemper, når våbnene kommer frem og de invaderende rumvæsner skal skydes i stumper og stykker. Hver af dem appellerer til forskellige måder at spille på. Så uanset om du er typen, der vil angribe fjenden på afstand eller være tæt inde i kampen, så er der en skurk, der passer til dit temperament.

Suicide Squad er fandenivoldsk, et maksimalistisk kaos og helt igennem forrygende at spille. Og selvom historien er centreret omkring skurke, så formår den stadig at gøre de fire hovedpersoner så farverige og interessante, at man er trist når rulleteksterne løber henover skærmen og det er tid til at sige farvel.

Det er et spil der stråler uanset om du spiller det alene eller med venner, og det har nok kompleksitet i sig til at være underholdende fra start til slut. Det er måske ikke årets absolut bedste spil, men som en eksplosiv blockbuster film lignende rutschebane tur, kommer du ikke til at kede det i selskab med Suicide Squad.

Du ville elske Suicide Squad hvis:

– Du elsker spil som Borderlands men ønskede at det var med Batman og Harley Quinn

– Du vil have et meget anderledes superhelte spil, hvor det gælder om at dræbe Batman og venner

Suicide Squad: Kill the Justice League fås til PlayStation 5, Xbox Series X / S og PC.

Helldivers 2 er et spil, der handler om at holde aftrækkeren i bund og håber på det bedste

Actionspillet ‘Helldivers 2’ kan bedst beskrives som en virkelig god action-komedie. Spillet formår at blande satire, sort humor og store eksplosioner på fremragende maner, og er et spil der virkelig stråler, når du samler vennerne omkring jeres kamp for at redde “Super Earth” fra de invaderende styrker.

Hele spillet er nemlig centreret om, at du som en “Helldiver” skal ud og redde universet ved at sprede demokrati. Sidstnævnte sker ved at du dræber alt omkring dig og overtager planeten du er ankommet til. Alt sammen, selvfølgelig, i demokratiets navn. Det er sort humor, som sikkert vil minde mange om filmen “Starship Troopers”, som spillet låner ganske liberalt af når det kommer til inspiration.

Hver mission du tager på kan koges ned til, at du skal udradere nogle fjendtlige styrker, plante dit demokratiske flag og så se at komme væk, før alting skrider ud af kontrol. Det kan du enten gøre sammen med dine venner eller med fremmede, men alle missioner foregår online i en gruppe. 

Styrken ved spillet er dets kapacitet til, at veksle mellem forudsigelighed og pludselig opstået kaos, hvor du og dit hold af Helldivers bliver nødt til at tage splitsekund beslutninger og finde på måder at overleve. For pludselig kan en sværm af dræber insekter dukke uanmeldt op, og så skal I beslutte jer for om, hvorvidt det er bedst at flygte eller bruge alle jeres værdifulde ressourcer for at tage kampen op mod fjenden. 

Resultatet er et meget dynamisk spil, der bliver ved med at være foranderligt og underholdende, uanset om det er gang nummer 40, eller dine første tur, at du kaster dig ud i krig mod store dræber insekter eller robotter hvor hænderne er erstattet med savklinger.

Men uanset hvor sjovt Helldivers 2 er, så er det først og fremmest et spil, der kun er sjovt sammen med andre mennesker. Spiller du alene bliver du sat sammen med tilfældigt udvalgte mennesker i din lille firemandsgruppe, og det kan for mange godt tage en del af morskaben ud af spillet.

Tager du til gengæld på eventyr med tre venner, så formår spillet at fylde de to primære opgaver, som spil af denne type skal: Det er nemlig både et spil, hvor alle kan hygge og snakke sammen om hverdagen imens spillet træder lidt i baggrunden. Og så kan det på et splitsekund forvandle sig til et spil, hvor alle i chatten er stille og koncentrerer sig, fordi nu er det alvor.

‘Helldivers 2’ er et fremragende actionspil, der kombinerer humor og action på bedste vis. Det er et spil der virkelig stråler sammen med vennerne, og dets dynamiske tilgang til action kommer til at give spillet et langt liv i vennegruppen.

Du kommer til at elske Helldivers 2 hvis:

– Du vil have et spil, der både kan være et chatrum men også et fremragende actionspil

– Leder efter det helt perfekte spil til din vennegruppe at samle jer om

Helldivers 2 fås til PlayStation 5 og PC

Et af de mest legendariske rollespil nogensinde bliver genfortalt på PlayStation 5

Der findes mere end 30 spil med titlen “Final Fantasy” i sig. Men ét af disse spil står i den kollektive gamer-hukommelse skarpere end noget andet. Nemlig Playstation 1 spillet ‘Final Fantasy 7’ fra 1997. Dette spil besidder en helt særlig plads i manges hjerte. Ikke kun fordi var et genredefinerende spil, der siden dets udgivelse har stået som et af de vigtigste højdepunkter i både spilserien. Men også fordi at det for rigtig mange var første gang, at et spil havde en historie, der var den bærende drivkraft. Det var fordi historien var fed, at man ville se hvad der skete, og man kæmpede sig igennem alle fire CD’er som spillet kom på.

Derfor var ‘Final Fantasy 7: Remake’ fra 2020 noget af et vovestykke. Ikke nok med at et af de vigtigste rollespil skulle genudgives og genskabes på en moderne platform mere end to årtier senere. Så skulle spillet også udvides med så meget nyt indhold, og nye ideer, at hvad der oprindeligt var ét spil i 1997, nu skulle splittes op i tre spil der alle ville blive udgivet henover det næste årti.

Nu er vi nået til anden del af den den triologi, og spillet har fået titlen ‘Final Fantasy 7: Rebirth’. Her fortsætter spillet sin gang igennem det originale spils historie, og lader dig besøge mange velkendte områderne fra det oprindelige spil. Omdrejningspunktet for historien er den tidligere soldat Cloud Strife, der sammen med øko-terroristerne Barret, Tifa og Aerith forsøger at redde hele verden fra en virksomhed, der langsomt suger selve livskraften ud af planeten. Stoppes de ikke vil de ende med at dræbe alt liv i jagten på profit.

Selvom spillet er en genfortælling af originalen fra 1997, så gør den det ikke slavisk. Der er justeringer i historien, og der bliver leget med de mange forventninger som fans unægteligt vil have til dette spil. Men selvom man ikke var der i 1997, så er det også fra et isoleret perspektiv en fremragende historie, med velskrevne karakterer og dialog. Alt sammen i en verden der sprudler af liv, og giver dig lyst til at udforske hver en krog af dets enorme verden.

Ligesom at historien er blevet justeret og moderniseret, så er måden du spiller spillet på også forandret. I 1997 var alle kampe turbaserede, hvor du og modstanderen skiftedes til at angribe hinanden. I dag er det et mere actionpræget spil, hvor du løber frit rundt i spillets arenaer og angriber fjenden. Der er stadig en snert af de gamle turbaserede idéer at finde i spillet, men de er blevet fusioneret med det moderne actionspil på fremragende vis. Resultatet er et spil, der er dynamisk, sjovt og hver kamp er en fryd at deltage i.

Uanset om du træder ind i ‘Final Fantasy 7: Rebirth’ som inkarneret fan, eller nytilkommer så finder du i spillet en velfortalt historie, fremragende kampscener og et karaktergalleri fyldt med personlighed. Hvis du leder efter spil du kan fortabe dig i, i mange måneder så finder du ikke et bedre bud end ‘Final Fantasy 7: Rebirth’

Du kommer til at elske Final Fantasy 7: Rebirth hvis:

– Du elsker rollespil, og vil se hvorfor alle synes at det her spil er så fantastisk

– Du var fan af det gamle spil, og vil se hvordan alle dine yndlings karakterer er blevet bragt ind i 2024

Final Fantasy 7: Rebirth fås til PlayStation 5

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

ten + 19 =

1 Comment
  • prbhakartd
    april 11, 2024

    Techno Derivation, a pioneering beauty salon booking app development company, extends its exceptional salon and spa app development services to clients in the USA and UAE. With a profound commitment to innovation, we specialize in crafting bespoke solutions that redefine salon management. Our comprehensive offerings empower salons and spas to streamline operations and enhance customer engagement. Whether in the bustling cities of the USA or the dynamic markets of the UAE, Techno Derivation delivers cutting-edge apps tailored to elevate salon businesses to unprecedented levels of success. Trust us to transform your vision into reality and revolutionize your salon’s digital presence.

    https://technoderivation.com/salon-booking-app-development