Hun var jo bare på vej hjem…

5 Min læsning

Helt almindelige, unge Mia gik glad i byen i Aalborgs festlige Jomfruanegade. Baren lukkede, og der var lang tid til morgenbussen. På vej hjem i den kolde morgenluft tog Mia imod et lift. Det endte med at blive hendes død. Det er en sag vi alle får svært ved at ryste af os. Og det skal vi heller ikke.

Hvem har ikke stået ung på et diskotek i de tidlige morgentimer- træt af at det var sidste runde, og det hårde lys blev tændt. For natten virkede stadig sjov og ung og livet langt og let. En bus der ikke gik. En kold vind. En venlig sjæl, der tilbød et lift.

Mia opførte sig helt normalt. Vi har alle været Mia. Desværre hører vi som vanligt stemmer, som mener at offerets tøj, promille og tillid til et andet menneske kan angives som årsag til, at hun blev myrdet. “Hvis hun bare havde/ikke havde”. Nej, bare nej. Drabsmanden er årsag til mordet. Der er intet en kvinde kan gøre, som gør hende medvirkende til at blive myrdet. Og selvom det nogle gange er velment, så er offerets egen rolle virkelig en farlig vej at gå ned af. Bare antydningen er nok til at give benzin til en eventuel fremtidig gerningsmand som i et presset øjeblik leder efter argumenter til at udøve sin vold. “Det er også din egen skyld. Du skulle ikke have…”.

Det som ikke er normalt, er at der findes mænd, som føler, de har ret til at dræbe kvinder. Jeg siger ikke, der er mange af dem. Heldigvis. Men der er for mange. Årligt myrdes flere danske kvinder af deres partner, end der er bandedrab. En kvinde om måneden faktisk. I år er allerede fire kvinder blevet dræbt. 38.000 kvinder bliver udsat for fysisk partnervold årligt. (Kilde: Politiken). Penge er der nok af. De går bare til bekæmpelse af bandedrab.

Men partnervold er jo noget andet et tilfældigt drab (fjerndrab), som Mia tilsynelandende blev udsat for? Nja… De to slags drab har noget til fælles. Det er drab på kvinder. Mænd der dræber kvinder, fordi de er kvinder. Fordi manden simpelthen har drab som en del af sin værktøjskasse, når han ser en kvinde. Hvorfor? Fordi han et eller andet sted kan overbevise sig selv om at hun fortjener det/provokerer ham til det/han har ret til det. “Han mister kontrol over sin kvinde, er drevet af hævn, af vrede, af afmagt – og han giver hende skylden. Derfor skal hun dø. Drabet er den ultimative dominante handling”, skriver Lisa Holmfjord, der er direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre i Information.

“Vi bliver nødt til at tale om det her, som noget, der sker for kvinder, fordi de er kvinder. Ikke på grund af alt muligt andet” siger ligestillingsminister Trine Bramsen og lover en handlingsplan mod drab på kvinder fra Regeringen på TV2 idag.

Løsningerne ligger jo tydeligvis ikke i at råde kvinder til at frygte nattelivet og enhver mand, de møder på deres vej i mørket (det gør vi desværre allerede). Problemet ligger i den måde (nogle) mænd ser kvinder på (forstærket af medierne). Og derfor må løsningerne også handle om mændenes (mediernes) måde at se kvinderne på. Kønsforsker Christian Groes skriver.

Hvad kan vi gøre? Dannerhusets er kommet med et bud på hvordan især partnervold mod kvinder kan undgåes. Der bliver også peget på langsigtede strategier i forhold til at skabe større ligeværd mellem mænd og kvinder generelt. Her er et par forslag, som kom til mig, da jeg lå søvnløs i nat. Tilføj meget gerne flere i kommentarfeltet. Og send videre til en politiker nær dig.

Vi har brug for handling nu.

  1. Medier skal holde op med at kalde sager med kvinder myrdet af deres mænd for “familietragedier”. Det er et drab.
  2. Medier skal holde op med at Victim blame og nævne unødvendige informationer om en kvindes udseende, seksualitet eller adfærd.
  3. Politiet skal holde op med at kalde vold i hjemme for “husspetakler”. (Det gør de endnu). Det er vold.
  4. Fædre (og mødre) skal tænke over hvordan de italesætter kvinder foran deres sønner (og døtre). Det er forældrenes ansvar, at sørge for at deres sønner ikke betragter kvinder som et bytte, der skal nedlægges.
  5. Mænd og mænd imellem skal overveje hvordan deres tone i omklædningsrummet, ved kaffemaskinen og på polterabenden måske bidrager til en kultur, hvor kvinder er objekter til fri afbenyttelse. Tiden er simpelthen løbet fra “locker room talk”, og det er god stil at sige fra.
  6. Myndighederne skal anerkende kvinder, der taler om vold og voldtægt. Og aldrig give dem anledning til at føle, de selv har en del af skylden.
  7. Unge skal gennem obligatorisk seksualundervisning i skolen arbejde med ligeværdighed og respekt, grænser og samtykke. (De kræver det faktisk selv).
  8. Voldsudøvere skal have muligheden for at få hjælp, så de kan udvikle andre værktøjer end vold. Forebyggelse før ekskalering,

Unge kvinder SKAL feste. De SKAL kunne tro på det gode i mennesket. De SKAL kunne gå hjem uden frygt for at blive dræbt. Ingen mængde alkohol og ingen påklædning er relevant at nævne når en unge kvinde bliver dræbt. Ingen skyld skal ligge på kvinden. Nogensinde!

Mia skulle jo bare hjem fra byen. Så skulle hun sove. Og vågne med tømmermænd. Og ringe til en veninde og grine af aftenen. Så skulle hun gå en tur, spise en burger og se en film på Netflix. Og gøre det hele weekenden efter igen. Det var sådan det skulle være!!! Det er sådan, det SKAL være!

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

18 − ten =

3 Comments
  • Ebbe Nikolajsen
    februar 12, 2022

    Der er fire ting, som er med til, at vi har sådanne tilstande her i dagens Danmark. For det føreste, så har vi et alt for stort alkohol forbrug, som især hos den yngre generation er tårnhøjt. For det andet har vi et stofmisbrug, som bare bliver større og større. Der burde man kunne sætte noget hårde ind for at ramme bagmændene. For det tredje har vi fået mange flere folkeslag af anden etnisk herkomst ind i landet med en anden kultur. Især muslimerne har ry for at betragte kvinder som avlsdyr, som man bare kan bruge. Og derefter smide væk. For det fjerde har vi alle sprit fabrikkerne, som ikke er særlig interesseret i, at det høje alkohol forbrug, bliver synliggjort. For så taber de jo naturligvis omsætning. Med andre ord et spørgsmål om penge. Alt det tilsammen er med til, at vi har sådan nogle tilstande at slås med. Og som bare bliver værre med tiden, hvis der ikke er nogen, som allerede nu vil være med til at gøre noget ved de omtalte problemer. I min optik, vil det meget hen af veje kunne klaret med oplysning. Oplysning til de unge om, hvad der er farligt. Og hvad de skal passe på.

    • Christiane Vejlø
      februar 13, 2022

      Det undrer mig at du skriver sådan hvis du har læst artiklen? Hele pointen er at offeret ikke har gjort noget som helst forkert og ikke behøver ændre noget som helst. Der skal fokus på gerningsmændende og grundene til at der er nogle mænd overhovedet har drab som en del af værktøjskassen. Og hvordan DET kan forhindres.
      P.S De anholdte er kridhvide mænd fra Nordjylland. Jeg tror vi springer indvandrevinklen over tak.
      Christiane

  • Johanne
    februar 13, 2022

    Kære Christiane – tak fordi du tager emnet og – og ja – jeg er berørt og trist. Hvad skal der til? Jamen det er jo svært – voldens væsen er et indviklet garnnøgle af biologi, socialisering, kognition og situation. Et sted vi kan starte er, at kaste et blik på ligestilling i dagtilbud og uddannelse.Undersøgelser viser, at en personalesammensætning med både mænd og kvinder blandt det pædagogiske personale kan bidrage til, at børn udvikler en nuanceret kønsforståelse.En anden undersøgelse indikerer, at der ikke
    er tydelige forskelle på drenge og pigers vurdering af egen trivsel i dagtilbud, men at drengenes forhold til de voksne i dagtilbuddet er dårligere end pigernes, at drengene sjældnere bliver trøstet af en voksen, når de er kede af det, at de oftere får skæld- ud, og at der er en lavere andel drenge, der kan lide de voksne i dagtilbuddet. Besvarelserne fra det pædagogiske personale viser samtidig, at pigernes sociale færdigheder vurderes klart højere end drengenes. Det gælder blandt andet følelseshåndtering, evnen til at lytte, hensyntagen og udadreagerende adfærd. Det samme mønster gør sig gældende ved vurderingen af børnenes kommunikations- og sprogfærdigheder. Vold udspringer blandt andet af lavt selvværd, frustration og mangel på respekt for “den anden”.Et samfund, hvor drenge og piger har frihed til at vælge deres egen livsvej og ikke forskelsbehandles på grund af deres køn, kræver, at voksne, institutioner og samfundet i sin helhed ikke skaber strukturer, vaner, rutiner og forventninger, der i praksis risikerer at skabe ulige muligheder på grund af køn. Dette som en del af garnnøglet – socialisering, der fører til at vold ikke længere er en del af værktøjskassen.