KOM PÅ KOKKESKOLE HJEMME I KØKKENET
Af: Sidsel Birkholm
Er du vild med at lave mad, der imponerer? App’en Kokkeskolen, adskiller sig fra tilsvarende apps ved at retterne i videoerne laves af professionelle kokke. Det mærkes straks, at kvalitets- og vidensniveauet er højt.
Kokkeskolen er en enkel app uden nogen specielle funktioner, blot en lang række videoer og tilhørende opskrifter eller viden om grundteknikker. F.eks. temperering af chokolade, stegetips til fisk og hvordan man afpudser en mørbrad. Derudover en lang række opskrifter på traditionelle retter, som f.eks. spaghetti carbonara med masser af sort peber, da retten faktisk betyder kularbejderens pasta.
Har du også lyst til at lære mere om hjemmebagt rugbrød og temperering af chokolade? Kokkene, der deler ud af deres tips og tricks, gør, at man har lyst til at se alle videoerne igennem for at aflure dem deres viden. Og der er 200 videoer, så der er nok at kaste sig over. Til gengæld ødelægger det lidt fornøjelsen og oplevelsen af kvalitet i den øvrige del af app’en at der er et væld af slåfejl i alle teksterne. Kokkeskolen kan downloades gratis i AppStore til iPad og iPhone, hvor du får gratis adgang til alle opskrifterne. Adgang til videoerne koster dog 7 kr for 30 dage. Kokkeskolen ejes af Madopskrifter.nu hvor du kan læse meget mere om mad, sundhed og tip til din indre kok.
Hvilke digitale hjælpemidler har du med i køkkenet?