SPILANBEFALINGER: DE SJOVESTE SPIL TIL MAJ
Så blev det virkelig forår. Solen skinner, isboderne er åbne og fuglene synger. Men der skal også være plads til lidt hygge i sofaen, så her er tre sjove spilanbefalinger til dig.
Superheltene slår fra sig i Injustice
Kan Batman tæve Superman? Spørgsmålet har med garanti hærget et enormt antal skolegårde, og nu kan det langt om længe blive besvaret i spillet Injustice: Gods Among Us.
I Injustice er linjerne trukket hårdt op. En samling af superhelte og skurke er gået sammen om, at bruge deres særlige evner til at tage regeringsmagten. De andre skurke og helte der er uenige danner en skrøbelig alliance om, at bringe tingene tilbage til sådan som de var. Og den slags konflikter løses bedst ved at slås med de bare næver.
Og næverne flyver frem og tilbage i Injustice, og det er en fryd for øjet og fingrene. Kampene er hurtige, intense og det er et spil som tager ti minutter at lære, men mange timer at mestre. Især da spillet også kan spilles online, hvor du kan dyste med venner og fjender.
Om du kender alle superhelte der findes eller bare kan lide idéen om Batman mod Superman, så er Injustice et fantastisk spil for alle der kan lide at slå en proper næve.
InJustice: Gods Among Us fås til Xbox 360 (369,-), Playstation 3 (369,-) og Wii U (399,-)
Et strategisk mesterværk
At være general kræver overblik og evnen til ikke at gå i panik. De to ting er dine vigtigste våben i strategispillet Fire Emblem Awakening. Du spiller det taktiske overhoved der skal flytte rundt på tropperne på slagmarken, og slutte en flere år lang krig. Historien i Fire Emblem er ikke just Game of Thrones kvalitet, men det er stadig en medrivende fortælling om krig og kærlighed til fædrelandet.
Selve spillet er et turbaseret strategispil. Det fungerer lidt ligesom skak, i den forstand at du placerer dine tropper på spillets kort, bagefter gør den fjendtlige hær så det samme, og sådan går det skiftevis frem og tilbage tur efter tur med at placere tropper, rykke dem i position og angribe fjenden.
En af de mest fængende og fascinerende ting ved Fire Emblem Awakening er dets måde at give hver eneste beslutning du tager en stor værdi. For hvis en af de tropper falder i krig, så er vedkommende væk permanent. De kommer ikke tilbage efter banen er gennemført, du mister alt den tid du har investeret i soldaten, alt udstyret og alt den erfaring de har fået. Det er krig med ansvar.
Jeg plejer personligt selv ikke at være den store tilhænger af strategiske spil, men Fire Emblem har noget helt unikt i sig, som gjorde at jeg blev helt forelsket i spillet og kunne ikke blive slip før det sidste slag var slået. Fire Emblem er blandt mine absolut favorit spil fra i år, og du bør prøve det.
Fire Emblem Awakening fås til Nintendo 3DS (299,-)
Historien om troldmandens lærling
Er du ivrig nok til at blive bedre end din læremester i actionspillet ‘Soul Sacrifice’ til den håndholdte spillekonsol, PS Vita?
I spillet er du en fange af en mægtig troldmand, men ikke i særlig lang tid. For midt i dit fængsel finder du en talende bog, der vil oplære dig i magiens kunst, så du kan tage kampen op mod troldmanden og befri dig selv.
Det gøres ved at opleve den troldmandens minder, hvor han selv lærte at blive en troldmand gennem hans prøvelser og kampe mod dæmoner. Selve spillet er et klassisk actionspil, hvor du løber rundt, skyder magi og svinger diverse former for sværd.
Som navnet antyder er der dog et offer der skal bringes i form af spillets super-angreb, hvor du eksempelvis giver afkald på at bære en rustning i en periode mod at få et stærkere angreb.
Det skaber en interessant risikovurdering hver gang du bruger dem, og det er en sjov lille detalje til et i forvejen solidt actionspil.
Soul Sacrifice fås til PS Vita (335,-)
Hvilke spil spiller du selv, og hvad kigger du efter når du skal ud og købe nyt?