Det har været en heftig uge i metoo- medieland. Den længe ventede dokumentar om overgreb på TV2 udkom mandag, og det har sendt chokbøljer gennem mediebranchen (som jo i øvrivgt godt vidste det hele i forvejen).
“Han var jo chefen og voksen. Jeg var ung og under uddannelse. Han skulle jo have passet på mig”, sagde en af de medvirkende, og havde ret. For ligegyldigt hvor meget man vender og drejer det, så er det ikke ok at tre mediechefer manipulerer en underordnet, ung praktikant mellem sig. Magtbalancen er helt skæv, og prøv du lige at stå som ung studerende på Danmarks mest populære arbejdsplads og afvis din “kendt fra tv” chef.
Serien Sexisme bag skærmen understregede igen en forfærdelig kultur, hvor magtmisbrug og manglende respekt for unge kvinder fyldte en del. Og det har været kendtegnende, at ingen rigtig tager ansvar. Mediechefen i programmet lavede retoriske undvigelsesmanøvrer for ikke at indrømme, at ledelsen havde svigtet. Chefen hos B.T. som dengang havde en fremtrædende ledelsesrolle på TV2 prøvede at bilde os ind, at han virkelig var ærgerlig over ikke at have “opdaget problemet.” Hvorefter et vidne fik nok og knyttede hans navn til sin historie og hermed gjorde det klart, at han VAR en del af problemet. Kvinden havde så gjort ham “ked af det” med sin fortælling måtte vi forstå, og chefen har nu taget nogle dage fri. (vupti så var det ham, der var offer).
Et hop over på Ekstra Bladet slår desværre også fast, at mediebranchen stadig ikke har forstået problemet.
Overskrifterne blev til “Sex med chefen efter to uger” og “Hun fældede Dorph”. Nej! Bare nej! Hun fældede ikke nogen. Han fældede sig selv. Det er også helt indlysende, at der bliver tegnet et billede af en “man eater” kvinde fremfor en grænseoverskridende mandlig chef.
Mediernes fremstilling af sagen bliver hermed en krystallisering af problematikken. Sladder, shaming, victim blaming. Hvorfor? Hvorfor står der ikke “Kun på job to uger før chefen vil have sex”? Hvorfor lægges skylden på offeret? Er kliks virkelig så meget værd, at man gerne betaler ved at understøtte en kultur, som på ingen måder hører til i mediebranchen anno 2021? (Eller nogensinde). En kultur, som hvis den forsætter, bliver nedarvet til mediebranchens egne sønner og døtre?
Et andet medie viste også manglende dømmekraft i ugens løb. Berlingske udkom med en artikel om en 24-årig dansk kvinde der i foråret blev forsøgt voldtaget under sin søpraktik hos et stort dansk rederi. Kvinden blev jagtet rundt på skibet og “tvunget ned i sengen”. Hvad synes Berlingske så er vigtigst i den historie? Så vigtigt at det i overskriften faktisk bliver til et centralt element i historien? At kvinden ikke havde bh på!
Og nej det er ikke en formildende omstændighed, at der står, at det blev brugt mod hende. For historien har INTET at gøre med hendes påklædning. Den har alt at gøre med hvad gerningsmanden har gjort og at rederiet har et problem. Volden er historien, og det bør overskriften afspejle. Jeg foreslår “Endnu voldtægtssag til havs- Danske rederier har et kæmpe problem”. Så kan man selvfølgelig i artiklen nævne det komplet bizarre i, at en uduelig rapport havde noteret, at sømanden nævnte hendes påklædning som begrundelse for angrebet. Det andet er skruppelløst click bait.
Nå ja og Politiken holdte sig heller ikke tilbage for at vælge vinklen: Her er kvinden, som er årsag til de problemer, der er opstået i kølvandet på en mands dårlige adfærd. Det er ikke kvinden skyld, at der er konsekvenser! Man kan dog rose Thygesen for at stå frem.
Og for en god ordens skyld. Kvinderne har INGEN fordel ved at stå frem. Det er dybt retraumatiserende, at se sin bh omtalt i en overskrift om voldtægt og at genfortælle ens mest ækle historie til hele landet. Kvinderne gør det kun for at medvirke til, at kulturen kan ændre sig. De sidder lige nu med en indboks fuld af angreb, bebrejdelser, trusler, hån og latterliggørelse. Og helt perfide kommentarspor, som medierne er elendige til at rydde op i.
Jeg skriver det her for at belyse alle de bias, der stadig gennemsyrer fortællingen, når en kvinde træder frem og beretter om et overgreb. Ingen af os kan garantere vi aldrig selv vil medvirke til at reproducere fordomme. Hvilket understreges når nogle af kvinderne i Sexisme bag skærmen også indrømmer selv at have været en del af destruktive adfærd. Men det er virkelig tid til at gøre op med den kultur, og det betyder vi ikke må være blinde for hvornår den alligevel viser sit grimme ansigt i en eller anden form.
Der skal lyde en kæmpe tak til alle dem som taler. I dokumentaren, i retten, i medierne, i kantinen og når de ser det ske. Serien kan ses på Discocery + med en uges gratis prøveabonnement.
Del dine tanker?