Politiken spyer igår i sin leder indebrændte vendinger som “forklædt som ven”, “fordækt” og “kræmmere”, der lever af at “stjæle deres følgeres opmærksomhed for at sælge den videre til virksomheder” efter to navngivne influencers. Men Politiken virker mest som en fuld far, der har opdaget at nogen laver ballade, men ender med vrøvlende at råbe ad de forkerte unger, mens han surt mumler noget om de gode gamle dage.
Problemet med skjulte annoncer og instagrammers, hvis lovprisning af et produkt af og til er letkøbt og ikke særligt synlig, er reelt nok. Der findes mennesker, som udnytter deres social media-succes og mange followers til at promovere produkter uden at fortælle, at de bliver betalt for det. Der findes også virksomheder, som opfordrer til netop den slags skjult reklame. “Google er ikke så vild med, at der står annonce eller sponsoreret”, har jeg selv hørt fra flere, før jeg har sendt dem et link til markedsføringsloven og arkiveret deres henvendelse lodret.
Men….Problemet med Politikens leder er. 1. De hænger de forkerte ud. 2. De bruger langt hen af vejen selv den samme forretningsmodel som influencers. 3. De hylder en lovgivning, som de fleste aktører på nye platforme (og også dem på de gamle) finder grumset og svær at følge. Nogle af de mange spørgsmål, der kan opstå, har jeg forsøgt at få svar på fra Forbrugerombudsmanden her.
Politiken siger, “der er ingen grund til at diskutere reglerne. De er helt rimelige”, og man må antage, de netop her taler om markedsføringsloven, og at betalt indhold skal markeres tydeligt. Ja selvfølgelig!
Sagen er bare den, at Politiken unødvendigt hænger navngivne influencers personligt ud på forsiden af avisen. Og de to nævnte Lakserytteren aka Rasmus Kolbe og Mascha Vang er mig bekendt begge meget professionelle og vældig gode til at markere deres kommercielle indhold. Jeg kender mest til Rasmus, som jeg også har debatteret netop dette emne med i selskab af Forbrugerombudsmanden på Folkemødet. Lakserytteren har en ung målgruppe og er kendt for humor, godt humør, skøre påfund og kreative udfordringer (en ung Jacob Riising, om man vil). I en verden fuld af ligegyldigt amatørindhold leverer Rasmus Kolbe indhold af virkelig høj kvalitet. Han er en af de contentproducenter, som jeg uden at blinke lader min datter på 10 år følge. Han er sød, jeg har aldrig hørt ham bande, lave seksuelle referencer, være upassende (generelt på fint niveau med DR Ultra-kanalen, hvad den slags angår) eller reklamere for noget uden at fortælle, det er reklame. Til gengæld inspirerer han til kreativitet og laver f.eks. tegnekonkurrencer. Og så er han topprofessionel omkring sit kommercielle indhold. Lakserytteren er, hvis jeg skal sige det, simpelthen en af de sidste, der skal nævnes, hvis der skal peges på Influencers, som ikke kører rent trav.
Politikens anke om, at influencers er “kræmmere“, der lever af at “stjæle deres følgeres opmærksomhed for at sælge den videre til virksomheder”, er bizar. Hvad lever en avis af? Trafik og læsere! Altså forbrugernes opmærksomhed. Hvad gør de med den? De levererer indhold (og vil sandsynligvis påstå deres indhold er af bedre kvalitet, nogle gange har de ret, men ikke altid, men den snak må vi tage en anden dag), og når de har læsernes opmærksomhed, så sælger de den videre til virksomheder, som annoncerer i avisen og online. Ofte bruger de endda deres sider til at omtale produkter eller events, som de selv sælger i deres kundeklub. Vel at mærke uden “annonce”-markering. Hvad med rejser, de har fået betalt til rejseartikler, skriver de sponsoreret der? Hvad med koncerter, de har fået gratis til kulturanmeldelser, skriver de sponsoreret der? De cremer, de tester til livsstilssiderne- køber Politiken selv dem?
Og så er der den grumsede markedsføringslovgivning, som bruger begreber som “bloggere”, “medier” og Influencers uden at definere, hvad der menes hermed. Det har jeg skrev en hel post om her.
Så et opråb aktuelt til Politiken og til debatten især. Vi bliver simpelthen nødt til at få defineret, hvad der udgør et medie, vi bliver nødt til at lade de samme regler gælde for dem, der så betegnes som medier, og de “gamle” medier skal sætte sig ind i de nye medieproducenter og lade være med at hænge de forkerte ud. Denne uges leder fra Politiken tjener ikke andet end yderligere forvirring og misinformation.
Jakob Pedersen
januar 6, 2019Jeg har ikke læst Politikens leder, så indholdet af den kan jeg ikke udtale mig om. Der er dog vigtige og store forskel på et medie og en infuencer. Medier som Politiken, Berlingske og DR er underlagt en del indre og ydre styring, så gør dem mere robuste i forhold til påvirkning udefra og uhensigtsmæssige pludselige indskydelser. Der er også krav til form og især indhold. Alt dette er nedfældet og aftalt og holdes på plads af forskellige strukturer. (Men dog ikke en fuldstændig garanti mod fejl, misbrug og lignende).
En enkelt person er en meget mere fri agent, og det kan være umuligt at gennemskue motiver, værdigrundlag og moralske forpligtelser. Og uanset, hvor baseret i dette man er som enkeltperson, så er man lettere at påvirke, end de større organisationer.
Det mener jeg er meget vigtigt at have med i debatten. OG det er vigtigt, at vi som voksne borgere og som forældre er opmærksomme på, samt at børnene også lærer at tage med i deres forståelse af det, de oplever i det digitale univers.
Christoffer Hagen
januar 11, 2019Der er en to-delt problemtatik her:
1) Politikens leder, der nok har relevans, men mangler det basale journalistiske fakta-check, vedr de personer, der hives frem som eksempler på dårlig adfærd. Den del håber jeg, at Politikken tager til sig.
2) Andel del er mere kompliceret (uden at kende lovgivningen til fulde på området) – nemlig hvem skal markere “klart og tydeligt” at det de foretager sig er en reklame eller ej. Jeg kan godt forstå, at det kan være vanskeligt for en eks. “up and coming influencer” og/eller almindelig hobby-instagrammeren/bloggeren at gennemskue og vide, hvornår skal der fortælles, at det er en reklame og hvornår ikke. Hvis jeg poster en feriebillede med en Coca Cola på sidebordet, som jeg priser højt pga. varmen m.m., eller den kendte skuespiller, der fremviser kjolen til næste galla-event fra en ukendt butik, som vedkommende blot holder af…skal det så markeres som reklame, eller er det kun i de tilfælde, hvor virksomheden har betalt afsenderen for at lave opslaget at der skal markeres? Budskabet, der sendes ud kan jo reelt være det samme. Og det er vel herinde for den gruppering (up and coming og amatørerne) at de største udfordringer ligger. Det er jo ikke en professionel virksomhedsejer, som eks. Masha Vang, der kan (og iøvrigt heller ikke gør det) påberåbe sig uvidenhed overfor gældende lovgivning og kravet om at følge den.
Men om ikke andet, så vil det være et område både forældre, unge og børn skal lære at have en kildekritisk tilgang til, på samme vis, som vi (mange) er oplært med, nemlig at have en fornuftig kritisk tilgang til eksempelvis journalister, medier m.m.