Sådan adskiller iPhone X sig fra andre iPhones

6 Min læsning

Apples iPhone X er det ultimative flagskib fra æblegiganten. Telefonen over alle telefoner. Hvilket også afspejles i prisen. Men hvad kan den? Og hvordan er den anderledes end andre telefoner på markedet? Vi taler bedre kamera, større skærm og sjovere funktioner end i tidligere modeller. Desuden har den trådløs opladning, lynhurtig processor og ansigtsgenkendelse. 

For 10 år siden udkom den første iPhone. Derfor hedder den nyeste, og hvad Apple kalder den bedste iPhone til dato, iPhone X. Romertal for 10. X’et udtales derfor 10 og ikke X. 

Med iPhone X introducerer Apple en telefon med et finpudset og dog genkendeligt design. Den er fyldt til randen med ny teknologi og masser af hestekræfter, og så tager den superskarpe selfies og kan genkende dit ansigt.

Det mest bemærkelsesværdige, og det, der adskiller den fra alle de forrige iPhone-modeller, er skærmen, en 5,8’’ Super Retina-skærm med afrundede hjørner, der går fra kant til kant og giver fornemmelse af at holde displayet direkte i hånden. Det er den første iPhone med OLED-skærm, der specielt udmærker sig ved at have et enormt kontrastforhold og derfor viser utroligt strålende farver og en ægte gengivelse af sort.

Skærm fra kant til kant – næsten

De fleste nye flagskibstelefoner har en stort set kantløs front, hvor skærmen fylder det hele. Den store skærm på iPhone X’en har medført to valg, der er blevet diskuteret heftigt, siden telefonen udkom i slutningen af 2017. Apple har sløjfet “hjemknappen” og Touch ID og introduceret Face ID.

Face ID gør det muligt at låse telefonen op blot ved at kigge på den. For at få plads til det nye TrueDepth-kamera, der både tager ultraskarpe selfies og kan bruges til at låse telefonen op, er der taget et specielt designvalg – det betyder, at du kan genkende en iPhone X på et splitsekund.

Apple har altid været gode til kendetegn. Noget der gør, at du genkender deres brand ved første øjekast. Lad os kalde det genkendelse ved første blik. Først kom den gennemsigtige grønne iMac G3, så kom de hvide høretelefoner sammen med den hedengangne iPod og det dertilhørende let genkendelige drejehjul. Alle disse ting har gjort det nemt at skelne Apples produkter fra konkurrenternes.

Med iPhone X præsenterer Apple The Notch, tilnavnet som udsnittet i toppen af skærmen har fået af anmeldere og kritikere verden rundt – eller på dansk: Hakket. Det buede udsnit i toppen af skærmen, som formentligt for fremtiden vil være kendetegn og varemærke for kommende kantløse iPhones. Det er ikke kun Hakket selv, der er unikt ved iPhone X – alt det, der er proppet ind i Hakket, er ret ekstraordinært.

Et kamera, der genkender dig

Hakket i iPhone X indeholder utrolig meget teknologi på meget lidt plads. Apple har implementeret en forfinet ansigtsgenkendelse i form af Face ID, som kan lukke dig ind i telefonen på dit blotte ansigt. 

Telefonens infrarøde sensorer skyder 30.000 usynlige punkter op i ansigtet på dig, som analyserer dit ansigts unikke form for at sikre, at der er tale om den egentlige ejermand. Du kigger på skærmen, swiper en enkelt gang med fingeren på skærmen – og du er inde. Ikke flere problemer med handsker eller våde tommelfingre. Det virker også i mørke – for de infrarøde sensorer er ligeglade med lys.

Selfies af høj kvalitet

Er du en stor fan af selfies, er frontkameraet og den nye portrætfunktion på iPhone X noget for dig. Billederne får en dybdeskarphedseffekt, fordi kameraet finder dit ansigt ved hjælp af TrueDepth-teknologien, fokuserer på det og slører baggrunden. På den måde efterligner kameraet de dyre spejlreflekskameraer med store objektiver. 

Er dybdeskarphed ikke er nok, har X’ens kameraer en dedikeret Portrætlys-funktion, der giver dine selfies et professionelt og kunstnerisk udtryk. Apple siger selv, at “funktionen bygger på grundig research af portræt­fotografering som kunstform.” Fint skal det være.

Under funktionen Portrætlys kan du vælge mellem naturligt lys, studiebelysning, konturbelysning og scenebelysning i både farver og sort-hvid. Sidstnævnte sortlægger baggrunden i billedet, så motivet står som badet i scenelys på en sort baggrund. Det er svært at gengive på skrift, hvordan de enkelte Portrætlys-indstillinger ser ud – det er helt klart en funktion, der er bedst at prøve selv. iPhone 8 har også et godt kamera, men et rigtig godt selfiekamera får du altså kun med iPhone X. 

To kameraer på bagsiden er bedre end ét kamera på bagsiden

Hvis du hellere vil tage billeder af andre end dig selv, så skal vi om på den anden side af telefonen til kameraerne på bagsiden, ja – kameraerne i flertal. Der er to kameraer på bagsiden af iPhone X.

Dobbeltkameraet har 12 megapixel og billedstabilisering, så dine videoer og fotos ikke blot er skarpe og fyldt med detaljer, de bliver heller ikke så let rystede. Kameraerne har tilsammen vidvinkel og teleobjektiv, som giver mulighed for både optisk zoom samt 10 gange digitalt zoom, når du fotograferer og 6 gange digital zoom, når du optager video. Portræt-funktionen fra frontkameraet kan naturligvis også bruges med bagsidekameraerne, så du ikke skal nøjes med at tage smukke selfies, men også kan tage smukke portrætter af familie og venner.

I bund og grund er alt det, der er godt på tidligere iPhone-kameraer blevet bedre, hvilket betyder hurtigere autofokus, bedre HDR, bedre blitz og bedre billedoptimering i forhold til bevægelse og vanskelige lysforhold. Specielt billeder i dårligt eller svagt lys er blevet bedre på iPhone X takket være billedstabiliseringen i begge bagsidekameraer.

Du kan knipse løs hele dagen og aftenen med – uden at gå glip af et eneste godt stemningsbillede på grund af dårlige lysforhold. Og så optager iPhone X selvfølgelig video i 4K, hvilket er standarden nu til dage – og det komme nok ikke som nogen overraskelse, men det er immervæk stadig forrygende høj opløsning i et mobilkamera.

Hvilken emoji er du?

Eksklusivt for iPhone X er de nye Animojis. Det er animerede emojis, som du kan styre med ansigtsbevægelser, lidt ligesom Snapchats filtre, men med Apples velkendte emojis. Funktionen bruger det føromtalte TrueDepth-kameras infrarøde sensorer til at fange dine ansigtsbevægelser og på den måde får du lov til at styre enhjørningen, pandaen, alien, kyllingen, lorten og andre af de sjove ansigter. 

Når du bruger Animojis er det er om at finde en grimasse, der kan passe, men din stemme bliver også optaget, så du skal gøre op med dig selv, hvad en panda mon ville  sige, hvis den kunne tale.

Der er i alt 12 forskellige Animoji-valgmuligheder lige nu, men mon ikke der kommer flere i fremtiden? Lidt skørt, men mest interessant er jo nok teknologien bag. 

Trådløs opladning

iPhone X er den første iPhone med trådløs opladning. Trådløs i den forstand, at du skal lægge telefonen på en ladeplade, før den oplader. Mange andre telefoner har haft trådløs opladning i et stykke tid, så hvis du allerede har en ladeplade derhjemme (eller et smart møbel, hvor det er indbygget) så skal du ikke ud at købe en ny, når du får X’eren. Trådløs opladning fungerer ikke igennem metal, så derfor har iPhone X glas både for og bag. Glasset giver telefonen et moderne og skarpt udtryk, og når det kombineres med de skinnende sider i rustfrit stål, så er den fantastisk at have i hånden.

iPhone X er en stærk telefon på mange punkter og er absolut på toppen af markedet. Prisen er også i toppen, men du kan jo vælge at betale den over tid. Hos Yousee ligger iPhone X fra 199 kr. om måneden. 

Artiklen er sponsoreret af Yousee.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 + 17 =

No Comments Yet.