Sensommertanker om mennesker

4 Min læsning

Har du været ung og vanvittig? Har du gjort noget, du ikke burde? Måske endda fortrudt en ting eller to? Godt for dig. Så er du nemlig et menneske. 

Elektronista Insider

Artiklen blev først trykt i Christiane Vejløs nyhedsbrev. Vil du også have digitale analyser med eftertænksomhedsgaranti?

Som du måske ved, så har en bog på vej med udgivelse 19. september. Argumenter for Mennesker handler om, hvad det vil sige at være menneske, i en tid hvor kunstig intelligens opfører sig som os i flere og flere sammenhænge. Arbejdet med bogen har ført mig vidt omkring og sat mange tanker igang. Nedenstående er et afsnit, som blev en af de “darlings” jeg dræbte i bogen. Det var mere et resultat af et tankesidespor end noget, der passede perfekt i bogen. Alligevel er pointen præcist den samme som bogens overordnede budskab. At netop det fejlbarlige, det tilfældige og endda det vanvittige, er det, som gør os til mennesker. Og at der ligger en uendelig skønhed i blot at eksistere uden et absolut formål. Måske du kan genkende noget i tankerne? 

Vand og vanvid

Som barn kan det være umuligt forestille sig en ende på badeturer, ispinde og lyse sommeraftenener. Jeg kan huske, følelsen af vågne tidligt som barn i sommerhuset. Shorts og t-shirt lå i fodenden, så jeg kunne klæde mig på uden at forlade sengen. Jeg husker, varmen fra lyngen ved Vesterhavet og skyerne, som driver hen over himmelen. Solen brænder, insekterne summer og i morgen er der endnu en dag. Selvfølgelig. Barndommen er eller bør ihverfald være tillidsfuld og blid. Men på et tidspunkt sætter ungdommen ind og frister med den kåde slags mod og vanvid, der til tider læner sig op ad farlig dumdristighed. Hvor det lille barn tager livet passivt for givet, føler det unge menneske sig aktivt udødeligt. At møde denne tilstand af absolut tiltro til tilværelsen kan være berusende. Selv når man senere i livet observerer den hos andre. 

En sommeraften for ikke længe siden gik jeg ved havet for at svømme en tur i solnedgangen. Stranden var øde, og jeg valgte, at intet skulle være mellem mig og mit hav. Jeg steg ned af stigen og ramte det kølige vand. Jeg svømmede og nød den rolige aften, indtil jeg fik jeg øje på en gruppe unge mænd, som med løb og råben og sang bevægede sig mod badebroen. De var vel 18-19 år, og de var lykkeligt berusede af liv og dåseøl. De indtog badebroen med kampsange og grin og var stadig i løb, mens tshirts, shorts og sko fløj omkring dem. Herpå fulgte de mest kaotiske hovedspring fra broen og ned i det lave vand. På det tidspunkt lå jeg gemt bag badebroens træstolper med hele min krop under vand. Jeg kunne ikke gå op, for broen var fuld af unge mænd, som virkelig ikke behøvede at se en midaldrende kvinde i fri dressur.

Jeg betragtede deres vovemod og gøs ikke kun af kulde, men også ved tanken om den fare, de unge mennesker udsatte sig selv for. De kunne jo knække både nakke og ben. Og måske drukne. Og måske senere ville de komme til at sætte ild til sig selv ved lejrbålet. Eller spise en giftig svamp. Eller blive kvalt i deres eget bræk. Eller blive bidt af en flåt. Og mens jeg frysende trådte vande og bekymrede mig for de unge drenge, som den mor jeg jo nu engang også er, så var jeg også ejendommenligt overvældet af deres frihed og begejstring. Deres latter var smittende. Deres mod var inspirerende. Og jeg huskede en tid, hvor jeg selv gang på gang overlevede ungdommens overmod trods alle odds. De unge er gode til at leve. Gode til at blot være og lukket vanviddet ud og verden ind. Man kan misunde den frihed, der ligger i ungdommens fandenivoldskhed. Men man kan også glæde sig over at kunne genkende den. Og måske tiltider at kunne aktivere bare lidt af den.

Men altså, hvor var det koldt at ligge i vandet, og der var ingen tegn på at flokken ville opgive deres leg. Til sidst havde jeg ikke andet valg, end at råbe med min allermest myndige morstemme, at nu skulle de allesammen vende sig om, for jeg ville gå op og tage tøj på. Drengene drejede uden diskussion om på kommandoen og ventede med fuld respekt og den største højlighed til jeg var fuldt påklædt. Så råbte de højlydt og i munden på hinanden “hav en dejlig aften”. Og jeg tænkte, at ungdommen er vanvittig. Men også virkelig elskelig og helt igennem menneskelig.  

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × 1 =

No Comments Yet.