Spilguide: Legendarisk sci-fi spil genudgives og årets bedste gyserspil du bare skal prøve
Hvis du for et kort øjeblik kan glemme det vidunderlige sommervejr, så venter der i vores spilguide to af årets største spil som du ikke må gå glip af.
Legendarisk sci-fi spilserie genoplives på fortrinlig vis
For rigtig mange fans af spilkonsollerne PlayStation 3 og Xbox 360, så fylder sci-fi spilserien ‘Mass Effect’ rigtig meget i deres hjerter. De tre spil i trilogien udkom mellem 2007 og 2012, hvert af dem var banebrydende i måden spillene blandede historiefortælling, action og friheden til at du som spiller kunne påvirke og forme historien.
Nu får den genredefinerende og roste serie nyt liv i genudgivelsen ‘Mass Effect: Legendary Edition’, der samler alle tre spil i én pakke og genudgiver dem på både PlayStation og Xbox. Spillene har samtidig fået en gennemgribende opdatering, så de ser mere moderne ud end spil der udkom for næsten 15 år siden.
Det bedste af det hele er, at de tre spil stadigvæk i dag er fantastiske oplevelser fra start til slut. Igennem alle tre spil indtager du rollen som “Commander Shepard”, som du selv bestemmer udseende og køn på. Shepard er den første menneskelige “Spector” (en slags intergalaktisk FBI agent) i en verden, hvor menneskeheden for længst har mødt rumvæsner og nu vil være en del af den politiske agenda.
Igennem de tre spil bliver du selvfølgelig viklet ind i en kamp om selve universtes overlevelse, da en race af levende maskiner truer med at udslette alt liv i universet. Selve den overordnede historie i Mass Effect trilogien er ikke specielt nytænkende eller banebrydende. Den er til gengæld godt fortalt, og igennem hele spillet har du friheden til at træffe valg, hvis konsekvenser kan være meget små men også enormt store.
Du skal nemlig vælge alt fra at dødsdømme en race af intelligente insekter til, at beslutte dig for om du vil give et interview til pressen om dine seneste bedrifter. Hver af beslutningerne er med til at påvirke både den store historie, men også hvordan alle dine kammerater ser på dig som deres leder og ven.
Uanset om du sad foran fjernsynet i 2007 da det første Mass Effect udkom, eller dette bliver din første introduktion til serien, så må du ikke gå glip af denne samling af spil. De er forrygende fra start til slut, medrivende og det brede galleri af personer du møder igennem de tre spil er med til, at gøre ‘Mass Effect: Legendary Edition’ til en uforglemmelig oplevelse.
Du kommer til at elske ‘Mass Effect: Legendary Edition’ hvis:
- Du vil have årets bedste samling af spil
- Du savner et gennemgribende genialt sci-fi spil
‘Resident Evil: Village’ er uden tvivl årets bedste gyserspil
Der er et tidspunkt i løbet gyserspillet af ‘Resident Evil: Village’, hvor du er fanget i et hus fyldt med porcelænsdukker og et sted i husets mørke kælder bevæger der sig et ubeskriveligt monster rundt og leder efter dig. Samtidig har spillet på dette tidspunkt taget alle dine våben fra dig, og din eneste mulighed for at komme ud af det forfærdelige hus er at gå ned i kælderen til monstret, og finde nøglen til hoveddøren.
I den times tid det tager, at flygte ud af det hus er ‘Resident Evil: Village’ et af de mest uhyggelige og intense spil der er lavet i mange år. Serien har siden dens begyndelse i 1998 altid været synonym med monstre, uhygge og frygten for hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne. Og den tradition lever dette nye spil i serien helt og holdent op til.
Heldigvis er der dog mere end bare uhygge på menuen, når du som den uheldige Ethan Winters befinder dig i en øde landsby et sted i rumænien, på jagt efter din kidnappede datter og et svar på hvorfor en flok monstre og varulve overhovedet vil have hende.
Heldigivis bliver du igennem din rejse langsomt udstyret med våben, lige fra pistoler til bomber og når det sker, begynder ‘Resident Evil: Village’ for alvor at lege med dine forventninger til hvad et gyserspil er. Nogle gange er det et spil, hvor det vrimler med varulve og uhyggen findes i om hvorvidt du faktisk er i stand til at overleve konfrontationen. Andre gange bevæger du dig igennem et øde landsbyhus og ved, at der et sted i huset er et monster men du ved ikke hvornår det springer frem og andre gange er du fanget i et hus fyldt med porcelænsdukker uden nogen våben.
Den konstante variation som ‘Resident Evil: Village’ smider efter dig skaber et dynamisk og levende spil, som altid formår at overraske dig og trække tæppet væk under fødderne på dig når du tror, at du har regnet ud hvordan tingene virker. Det gør det ikke bare til et genialt gyserspil, men også et spil hvor du hele tiden har lyst til at gå rundt om hjørnet for, at se hvilken overraskelse der nu venter dig.
Det er svært ikke at være enormt begejstret for ‘Resident Evil: Village’ og for gyserfans er det et “must-have”, og hvis du er mere fan af action fremfor gys, så finder du i ‘Resident Evil: Village’ også rigeligt med det, tilsat en lille smule uhygge.
Du vil elske ‘Resident Evil: Village’ hvis:
- Du elsker gyserspil, og vil opleve årets bedste
- Du har lyst til at tyvstarte på Halloween