Tag alle dine gadgets med i bad

3 Min læsning

Hører du til de mennesker, der føler sig nøgne og hjælpeløse, når de ikke har deres smartphone på sig. Dette nye bruserforhæng sørger for, at du kan have både en tablet, en højttaler og op til flere smartphones med i bad.

I har den med i seng og ved middagsbordet. Den ligger foran jer på skrivebordet, og I sidder med næsen dybt nede i skærmen, når I kører bus eller tog. I bilen er den naturligvis forbundet håndfrit via Bluetooth, så I kan tale uden at tage forpoterne fra rattet og øjnene fra kørebanen.

Well – så har I nok også mobilen med i bad og drømmer om, at jeres tablet eller laptop med touch skærm kunne følge med i brusekabinen. Man skal jo ikke gå glip af noget som helst – selv ikke i de fem minutter under vandstrålen og med shampoo i håret.

De fleste moderne mobiltelefoner – nu også helt officielt iPhones – er vandtætte. Det er de til en vis grad, når der i specifikationerne står, at de er f.eks. er IP67 og IP68 kompatible. Så dem kan man egentlig godt tage med i bad, og de drukner heller ikke, hvis de falder i håndvasken eller toiletkummen.

Men hvor gør man af dem, når man har hænder fyldt med sæbe, creme eller shampoo. Så risikerer man jo, at de dyre elektroniske gadges smutter ud af hånden og falder ned på det hårde gulv i badeværelse og toilet. Dét kan de færreste moderne smartphones tåle uden at tage skade.

Hvad man gør – man køber da et bruseforhæng, der har vandtætte lommer til både smartphone og tablet – og for den sags skyld også en trådløs Bluetooth-højttaler på batteri. Så har man billede og lyd lige foran næsen og kan trykke på skærmene uden at efterlade våde fingre.

Bruseforhænget er nemlig lavet af gennemsigtigt PVA-materiale, der lader fingertryk trænge igennem sin overflade. Materialet er genbrugeligt, lugt- og svampefrit – og det er forsynet med en antibakteriel overflade, der gør det let at rengøre.

Det nye bruserforhæng har i alt 17 lommer at putte ting i. Med andre ord kan man bruge det som hængende udstilling af alle sine gadgets, smykker og andre småting. Hvis ikke udsigten ind til ens smækre våde krop ikke er sexy nok.

Meget gennemtænkt er lommerne placeret i forskellig højde, så både mandlige basketballspillere, danske kvinder af normal højde og knap så lange børn kan have glæde af musik, spil, emails, Facebook og nyheder i brusebadet.

OK – helt billigt er sådan et gennemtænkt bruserforhæng ikke. Det koster noget mere end dem, I plejer at købe i Jysk, Bilka, eller når der er tilbud i det lokale discountsupermarked. 450 kroner eller 74 USD skal I regne med at bløde for nyheden….

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

11 + thirteen =

No Comments Yet.