Test af System Audio-højtalere: ”Det er en luksus at høre sin yndlingsmusik, hvor klangen er så stor og rig på nuancer”.

5 Min læsning

Malene Poulsen blev udvalgt blandt flere hundrede Elektronista-læsere til at teste et digitalt højtaleranlæg fra danske System Audio. Konklusion: Hun er vild med lydkvaliteten og imponeret over brugervenligheden Den største udfordring er faktisk, at lyden er så god, at man skal vænne sig til detaljeniveauet.

I midten af marts 2019 blev Malene Poulsens Argon-”bogkasse-højtalere” skiftet ud med et par SA legend 5 silverback-højtalere og den trådløse modtagerenhed Stereo Hub. Som tidligere DJ er 39-årige Malene vant til at være omgivet af musik, og glæden ved lyd og musik er kun blevet større de sidste uger, fortæller Malene Poulsen om sin første tid sammen med de nye højtalere.

”Jeg hører mere musik og lytter mere til radio, efter højtalerne er flyttet ind. Særligt når jeg laver mad og er i et andet rum, end hvor de står, da lydoplevelsen også er god på afstand. Lyden er meget fyldig og ren. Man kan høre selv de mindste nuancer”, fortæller hun.

Højtalersættet fra System Audio har en samlet værdi af 19.498 kroner og er i den tunge ende prismæssigt, men spørger man Malene Poulsen, får man også lyd i absolut topklasse for pengene.

”Jeg er nok ikke i målgruppen til at give så mange penge for højtalere, men de har virkelig en god lyd. Det er en luksus at høre sin yndlingsmusik, hvor klangen er så stor og rig på nuancer. Helt enkelt har jeg fået højtalere i mit hjem i høj kvalitet med stor brugervenlighed”, fortæller hun.

Nemt at installere

System Audio slår sig op på, at man ikke behøver at være tekniker for at installere højtaleranlægget, der udover de to SA legend 5 silverback-højtalere består af den trådløse Stereo Hub. Sammen udgør de et komplet trådløst, digitalt musikanlæg med lyd i High Definition-kvalitet.

Stereo Hub’en har indbygget Chromecast, Airplay, Bluetooth og Spotify Connect, så systemet kan betjenes med smartphones af alle mærker. Samtidig kan det forbindes med gratis-app’en Google Home og gøres til en del af ”det smarte hjem”. Det er også Malene Poulsens plan på sigt.

”Det var meget enkelt at installere højtalerne og Stereo Hub’en. Jeg har dog ikke helt adopteret Google home-appen endnu, da jeg ofte hører det musik, som ligger i mit iTunes eller lytter til mixtape på Soundcloud. Så indtil videre afspiller jeg via Bluetooth”, fortæller Malene Poulsen.

”Stereo Hub’en er super let at betjene og gør jo, at højtalerne ikke behøver andet ledning end strøm. Det er rart. Det smarteste er helt sikkert, at der ikke skal højtalerledning mellem de to højtalere og at man kan koble pladespiller til hub’en. Dog har jeg endnu ikke brugt nogle af hub’ens kabelinput – fx til pladespiller. Pt er de eneste input, jeg bruger Spotify connect, Airplay og Bluetooth”, forklarer Malene Poulsen.

Indtil videre bor hendes SA-højtalere ved hendes bøger i reolen, men planen er at de skal flyttes, så lyden kommer bedre til sin ret.

”Jeg oplever, at lyden ikke får plads nok og går og overvejer om højtalerne skal op at hænge i stedet, så de har større afstand til væggen”.

Nyt liv i hjemmebiografen

Som Malene fortæller, er musik og lyd kun kommet til at fylde endnu mere i hverdagen med de nye højtalere. Ikke mindst hjemmebiografen er blevet revitaliseret.

”Jeg bruger helt sikkert også min projektor mere nu, da filmoplevelsen simpelthen bliver større med så god og fyldig en lyd. Når jeg ser tv, HBO eller Netflix er det ofte via min projektor. Jeg får i lang højere grad en biografoplevelse nu, hvor SA-højtalerne er flyttet ind. At se film med fantastiske scores/ lydbilleder har været en stor fornøjelse”, fortæller hun.

Gode højtalere afslører dårlige optagelser

Udfordringen ved gode højtalere er, at de afslører al mislyd, forklarer Malene. Man får alle finesserne og de fine nuancer i lyden med, men desværre også de mindre fede detaljer. Højtalere i kvalitetsklasse som Systems Audios afslører også, når lyden ikke er optaget godt nok.

”Man skal faktisk vænne sig til god lyd. Jeg har lyttet til et par dårlige optagelser via Soundcloud, og det bliver man meget bevidst om, når detaljeniveauet i lyden er så udpræget som i SA-højtalerne. Jeg har tidligere haft aktive Argon-højtalere. Jeg var glad for dem – men lyden på SA legend er langt vildere. Men igen man skal vænne sig til god lyd. Jeg oplever også i højere grad ‘lydforstyrrelser’, man normalt ikke fanger”.

Malene savner også at kunne justere bassen, når hun spiller højt.

”Jeg savner lidt muligheden for at skrue ned for bassen – det kan være meget gennemtrængende i en mindre stue. Derudover er der et lille delay, som man bemærker, når man ser tv via Bluetooth. Men det er vist bare sådan Bluetooth er”, vurderer Malene Poulsen.

Gerne flere farver, tak!

Malenes eneste anke handler om designet, der er en anelse for ”maskulint” til hendes smag.

”God lyd er skønt. Men æstetikken er også væsentlig for mig. SA-højtalerne har en runding på siderne, der gør, at de ikke fremstår helt harmonisk i mine bogkasser. Jeg tror, at der i produktudviklingen har været fokus på, at de enten skal hænge eller stå på en stander (på trods af, at de kalder dem reol-højtalere). Jeg har også en tese om at lyden i så fald ville komme helt til sin ret – stander-ideen ville gå for meget på kompromis med min ide om æstetik. Ophæng kunne jeg overveje, men det er mig ikke helt lige for”, vurderer Malene og tilføjer.

”Jeg kunne godt savne et større udvalg af farver på covers/rammer – valget mellem flere farver end sort og hvid kunne måske engagere en anden end den målgruppe, System Audio allerede har fat.” forklarer hun.

Max volumen uden naboklager

Som en del af testen, har Malene Poulsen eksperimenteret med at spille højt – rigtig højt! Det har været en fryd, fortæller hun – og naboerne har tilsyneladende nydt at være med på en lytter.

”Jeg har spillet højt uden naboklager. Måske de også er vilde med lyden”, gætter hun.

Der er i hvert fald ikke tvivl om, at hun er meget tilfreds med lydkvaliteten og, at højtalerne kommer til at følge hende i mange år frem.
 
”Jeg ser frem til at få endnu flere gode lytteoplevelser. Planen er at gå Nick Caves bagkatalog igennem, inden jeg skal til koncert med ham i maj”, slutter hun.

Elektronista-testen er lavet i samarbejde med System Audio. Elektronista-testeren er blevet bedt om at teste og uden omsvøb komme med sin helt ærlige mening om produkterne.

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

seventeen + four =

2 Comments
  • Michael Lauritzen
    april 1, 2019

    Fede højtalere

  • Casper
    maj 14, 2020

    Hvor er jeg glad for jeg fandt din test, jeg har kun læst godt om System Audio, og din test bekræftede bare mig i mit kommende køb :)