Denne app kan oversætte babys gråd

3 Min læsning

Chatterbaby bruger kunstig intelligens til at forstå det lille barns vokale signaler til sin omverden. App’en kan downloades gratis af alle, der vil være med til at gøre den endnu bedre.

Alle nye forældre vil bekræfte, at lydene fra en grædende baby kan kommunikere en masse forskellige ting. Lige fra ”jeg er sulten” eller ”jeg har ondt” til ”godt at se dig, mor”.

Men selv erfarne mødre og fædre kan være i tvivl om, hvad baby forsøger at sige. De kan så heldigvis nu få hjælp fra den nye smartphone-app Chatterbaby, som kan identificere og oversætte det lille barns skrig.

Chatterbaby app’en er udviklet af  forskere på universitetet i Los Angeles (UCLA). Den var egentlig beregnet til at hjælpe døve forældre med at opdage, når deres baby græder og skriger. Via billeder og symboler på en smartphone- eller tabletskærm kan appen fortælle, om det lille barn skriger af nød eller bare er snakkesalig på den støjende måde.

Interessen for Chatterbaby har imidlertid været så stor – også hos forældre med almindelig hørelse – at forskerne nu har lavet en version 2 med nogle smarte, nye funktioner. Nu kan appen f.eks. dele babys skrig op i fire kategorier – smerte, sult, glæde og kræsenhed: ”Æddvv, det gider jeg ikke spise”.

Ariana Anderson forklarer, hvor Chatterbaby ved hjælp af kunstig intelligens kan oversætte, hvad babyer vil sige med deres skrig.

”Mødre forstår instinktivt, hvad deres barn prøver at fortælle dem. Det ved de alene på barnets skrig – også uden at kunne se barnets ansigt. Vi forsøger med kunstig intelligens at træne software, så den kan gøre det samme som forældrenes ører,” forklarer lederen af det californiske forskerhold Ariana Anderson.

Som led i udviklingen af Chatterbaby har forskerne arbejdet med over 2.000 forskellige optagelser af babyskrig. Den nuværende prototype kan identificere smerte skrig i 90 pct. af tilfældene, mens præcisionen ikke er helt så høj, når barnet er kræsent eller pylret.

For hver dag og uge bliver appen dog dygtigere og dygtigere til at forstå babysprog. Inden længe vil den gratis app kunne hjælpe de fleste forældre, lover forskerne.

Den smarte software kigger bl.a. på de lydfrekvenser, som barnet udsender – plus de forskellige mønstre af lyde og pauser i kommunikationen. Når en baby har ondt, er skrigene typisk højere og længere med meget få pauser mellem lydene.

Ligesom hos større børn og voksne mennesker er der store individuelle forskelle i babyers kommunikation. Ud over en indbygget standard database af lyde kan Chatterbaby derfor skræddersy sig selv til hver enkelt lille person, den skal oversætte sproget for.

Forældre kan f.eks. via mobilen optage klip af deres babys skrig og sende det via internettet til en server hos forskerne på UCLA. De kan så forsøge at identificere signalerne og opgradere deres app. De indsendte lydklip anonymiseres automatisk, før de bruges til at forbedre en stor database med tusinder – måske millioner af babybeskeder – som forældre kan tappe viden fra.

Forskerne vil også forsøge at finde ud af, om eventuelle sygdomme hos det lille menneske kan opdages via dets stemme og skrig. Nogle læger mener, at f.eks. autisme kan spores ad den vej på et meget tidligere tidspunkt end i dag.

Chatterbaby kan downloades gratis her. Forskerne håber, at forældre vil være interesserede i at medvirke til at gøre appen stadig bedre ved at indsende deres egne babylyde og dele deres erfaringer med app-udviklerne i Los Angeles….

 

 

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 − eighteen =

1 Comment
  • Frandsen
    juni 11, 2018

    haha kunne være at man skulle prøve den :)