UGENS ELEKTRONISTA LINE HOLM NIELSEN

4 Min læsning
Line-Holm-Niesen
Foto Mads Nissen

Journalist Line Holm Nielsen har netop modtaget DONA prisen som tildeles “en person eller et medie der har gjort en særlig indsats for onlinejournalistik og -kommunikation”.

Line modtog prisen for hendes medvirken til udbredelsen af de såkaldte “longreads” artikler. Altså lange journalistiske artikler, som man måske ikke umiddelbart forbinder med internettets digitale fastlane. Lines historie Kuppet udgivet på single forlaget Zetland skaffede hende en Cavling nominering og den nylige DONA pris var ligeledes velfortjent på alle måder.

Jeg synes, Line er forbandet dygtig og har i lang tid nydt at følge hende på Twitter. Selvfølgelig skal Line denne uge være Ugens Elektronista. Læn dig tilbage og læs hvilke profiler Line selv følger, hvad for nogle gadgets hun bruger til sit journalistjob og ikke mindst hvad hendes yndlingsapps er.

Rigtig god fornøjelse!

Christiane

Hvad laver du til daglig? Jeg er featurejournalist på Berlingske. Her laver jeg længere fortællende og undersøgende historier, helst med udgangspunkt langt fra magtens cirkler. I de senere år har jeg bl.a. skrevet en større serie om en lille, forældreløs pige, som en dansk kvinde tog til Nepal for at redde, skrevet et portræt af Københavns fattigste bydel, Bispebjerg, og i anledning af sagen om Amagermanden skrev jeg en større serie om DNA’en kriminalhistorie.

Hvordan er det digitale univers en vigtig del af dit liv og arbejde? For bare nogle år siden kaldte jeg mig for sjov en del af Berlingskes “analoge team”. Den trykte avis var min primære legeplads. I dag har jeg opdaget, at der er utrolige muligheder for den lange, velfortalte journalistik digitalt. Nogle af de mest spændende, innovative journalister i eksempelvis USA bruger IPad’en og Kindle’n og naturligvis internetsider som udgangspunkt for en ny, flermediel journalistik. Engang troede vi journalister, at det digitale var fordybelsens fjende. I dag mener jeg, at de nye digitale fortælleformer giver kvalitetsjournalistikken mulighed for en virkelig gylden fremtid.

Kindle-Paperwhite

Hvad er din yndlingsgadget lige nu? Jeg bruger min iPhone 4 og min iPad (New) dagligt. Ligesom min MacAir er et uundværligt lækkert redskab for mig at arbejde på. Men lige pt. er jeg fuldstændig nyforelsket i min USA-indkøbte Kindle Paperwhite, som er pakket med bøger og alle mine gemte Instapaper-artikler. Den vejer ingenting, er behagelig at læse på og så er den dedikeret til læsning uden forstyrrelser og overspringshandlinger.

Hvordan bruger du dine yndlingsgadgets? Jeg rejser en del, både privat og arbejdsmæssigt og elsker at have Kindle’n med – også bare hvis jeg skal med S-toget. En gang i døgnet henter den automatisk alle de artikler, jeg har fundet på nettet eller via Twitter i løbet af dagen. På den måde får jeg nemt og handy læst al den journalistik, jeg har behov for at lære af eller finde inspiration i.

Hvad ønsker du dig? Jeg ville virkelig gerne eje en Fiat 500 med soltag. Fordi den emmer af godt og nemt liv for en storbykvinde uden store køreegenskaber. Tror jeg. I den opnåelige ende drømmer jeg om et par klædelige høretelefoner, som ikke “lækker” lyd.

Fiat-500

Hvilke digitale tjenester og værktøjer vil du gerne anbefale? Twitter har ændret mit faglige og sociale liv – og givet mig et kæmpe netværk i hele verden. Derudover anbefaler jeg “Read Later”-tjenesterne Instapaper og Pocket. For folk, der er interesserede i kvalitetsjournalistik, er iPad-apps som Longform og Atavist helt uundværlige.

Hvad oplever du som særlige tendenser i det digitale univers lige nu? Læsningen er på vej tilbage! Ikke kun i journalistikken, men også for børn og ældre. Jeg tror, at e-bøger og e-bøger med højtlæsning og indbyggede fotoserier kan blive stort. Hvad angår mit eget fagområde tror jeg vi nærmer os et iTunes- eller Spotify-lignende medieforbrug, hvor hver læser vil sammensætte sit eget nyhedsunivers eller sin egen lille avis. Lidt som man hør på Twitter, hvor man sammensætter sit eget “nyhedsflow” ved at følge særligt udvalgte tweeps.

Er der noget du synes nogen bør opfinde? Jeg ville ønske, at der var er større bagkatalog af danske e-bøger. Og jeg ville gerne betale et månedligt abonnement til et digitalt bibliotek ala ereolen.dk, men med flere titler.

Hvilket website vil du gerne anbefale til andre og hvorfor? Jeg vil anbefale byliner.com og Zetland.dk samt Amazons Kindlestore til alle med mod på læsning.

Har du en favorit mobilapplikation lige nu? Den app, jeg bruger mest, er klart Tweetbot til Twitter. Og Kindle til læsning. Som tweetende journalist har jeg en ambition om at få indarbejdet Audioboo og Vine mere – til små lydbidder og videobidder ude fra verden.

Kan du anbefale nogle personer eller sider man bør følge?  Jeg følger på Twitter journalisterne @fieldproducer, @antderosa og @buzzfeedandrew, som altid er først, bedst og sjovest. Af kendisser synes jeg @MiaFarrow og @Alyssa_Milano har meget interessant på hjerte. For “longreads” følger man bare hashtagget af samme navn #longreads – eller @Pocket, @Longreads eller @Longform. Allermest læsestof finder jeg nok hos gode gamle @NewYorker.

Har du et teknologi tip til andre? Det har været lidt af en revolution for mig på Twitter at tilføje ‘-rt’ til alle mine faste søgninger. På den måde reduceres mængden af gentagne tweets.

Følg Line Holm Nielsen på @lineholm1 eller på b.dk.

 

15.000+ abonnerer allerede på Christianes personlige nyhedsbrev

Vil du også have adgang til gratis insider-fordele, analyser, podcasts og e-bøger om fremtidstendenser og afgørende techtrends?

Del dine tanker?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

fourteen + 8 =

No Comments Yet.