SPIL APPBEFALING – ZOMBIER OG PLANTER ER KLAR TIL KRIG IGEN
DET er en app nyhed der vil noget! Så er det frem med de grønne fingre igen. Zombierne er tilbage og der skal plantes det bedste forsvar nogensinde!
Plants vs Zombies er formentlig et af de mest downloadede spil til iPad og iPhone. Det er utroligt vanedannende og super sjovt. Og nu efter mange års ventetid er efterfølgeren klar!
Denne gang skal du og Crazy Dave kæmpe mod zombier igennem verdenshistorie, for Dave har bygget en tidsmaskine i håbet om at få lov til, at spise hans yndlings taco en gang til. Hvilket jo er alle tiders undskyldning for, at skyde zombier.
Som i de gode gamle dage
At spille Plants vs Zombies 2 er ligesom at komme hjem igen. Det føles mere eller mindre som det første spil.
Du har stadig fem rækker til at plante på, de forskellige planter angriber zombierne der vil spise dig og hurtigt bliver det hektisk og strategisk.. Planterne kommer i alle mulige former, gamle venner såvel som en række nye, der giver en balanceret oplevelse mellem nyt og gammelt.
Som med det første spil er det ganske ligetil at komme igang, men der går ikke lang tid før spillets underliggende dybde titter frem. Planlægningsfasen i starten af hver runde bliver vigtigere og vigtigere, og evnen til at balancere hastighed med effektiv strategi gør det til et spil, hvor du hurtigt kommer til at sidde og råbe af skærmen i bare spænding.
Gratis og uden paywall fælder
Plants vs Zombies 2 er ganske gratis at hente til iPad og iPhone, spillet har en række ting du kan købe inde i selve spillet men det føles aldrig som om, at spillet er bygget til at være uretfærdigt hvis du ikke bruger penge. Det gør det bare nemmere. Så hvis du ikke vil bruge penge, kan du sagtens klare dig uden.
Plants vs Zombies 2 er et fantastisk spil, og selvom det til tider prøver at få dig til at købe en masse unødvendige ting, så er spillets kerne stadigvæk velbevaret og på rigtig mange punkter forbedret over det første spil. Mangler du noget at slutte sommeren med er dette det perfekte spil.